Få sømme til at mødes præcist på den smarte måde

Sømme, der mødes præcist i en sammensyning, er tegn på godt håndværk og gode sykundskaber.

Modsat så er sømme, der ikke mødes helt præcist (men skulle have gjort det) tegn på manglende rutine eller sjusk.

I mange syprojekter kommer du ud for, at du skal sy 2 stykker stof sammen, der hver har en søm. Det er de sømme, der skal mødes i det samme punkt, så du får en ubrudt søm på tværs af den anden søm. Forvirret? Se billedet herunder, så giver det mening.

Heldigvis er der en smart teknik, du kan benytte dig af. Det er et super nemt lille trick til at få sømme til at mødes præcis i det samme punkt.

Det ser sådan her ud, når det er syet:

 

Få sømme til at mødes præcist på den smarte måde

 

Undgå den her klassiske fejl

I den første tid på skrædderskolen kendte jeg endnu ikke det her trick. Mine sømme mødtes næsten. Men kun næsten. Det var ok på første semester, men det ikke godt nok til eksamen, fik jeg at vide. Så jeg følte at jeg havde lang vej igen.

Indtil jeg lærte det smarte trick.

Da jeg først opdagede, hvor nemt det er, tænkte jeg “jamen selvfølgelig! Hvordan kunne jeg være så dum ikke at se det før?” Men du må ikke tro, du er den dårligste syer i verden, hvis du får en kæmpe A-ha oplevelse lige om lidt. Du er langt fra den eneste, der laver den her helt klassiske fejl, når du syr sømme sammen.

Det, de fleste gør, er at ligge stoffet ret mod ret og få stoffet til at passe sammen helt ude i kanten af sømrummet.

Så syr de.

Vender stoffet og opdager (hvordan kunne det ske??) at stoffet har “rykket” sig, og der er kommet en lille afstand på 2-5 mm mellem de 2 sømme.

Grunden til at sømmene ikke mødes på retsiden, når de passer sammen ude i kanten, er at det slet ikke er i kanten, de skal passe sammen. Det er faktisk fuldstændig ligegyldigt, hvordan sømmene er placeret i forhold til hinanden i sømrummet. Det kan alligevel ikke ses på retten.

 

Få styr på sylinjen

Det, der er vigtigt, er hvordan sømmene passer sammen i sylinjen. Det er nemlig den, der kan ses, når tøjet er på.

Når 2 lige sømme mødes passer de også sammen ude i sømrummet. Men er der bare en lille smule facon i en af sømmene, er der forskel på sylinje og sømrum.

Tricket er, at få dem til at passe sammen lige præcis i det ene punkt, hvor det kan ses – nemlig i sylinjen. Se forskellen på tegningen her. Fig. 1 er en lige søm og fig. 2 er en søm med facon.

 

teknik_sømme-moedes

 

Få sømme til at mødes – sådan gør du

Løsningen er enkel – men ikke nødvendigvis nem. Måske skal du øve dig et par gange, inden det sidder helt perfekt i fingrene. Når det gør det, så virker det til gengæld også hver gang.

Alt du skal bruge er en knappenål.

Stik knappenålen ind i det ene stoflag fra vrangen. Den skal sidde i sømmen præcis i det punkt, din sylinje går igennem. Har du klippet med 1cm sømrum skal nålen sidde 1cm fra kanten, præcis i sømmen (IKKE i stoffet).

 

Få sømme til at mødes - sådan gør du

 

Derefter stikker du knappenålen gennem det andet stoflag fra retten. Igen i præcis det punkt, hvor sylinjen krydser sømmen.

Sæt nålen helt igennem begge stoflag, så den holder dem sammen.

 

Få sømme til at mødes - sådan gør du

 

Lad nålen sidde i mens du syr, og sørg for at sy præcis, hvor den er sat i. Så kommer sømmen til at gå igennem det punkt, du har bestemt med nålen, og det kommer til at være en hel og ubrudt søm.

 

Få sømme til at mødes - sådan gør du

 

Voilá. Mere er der ikke i det. Tricket kan bruges alle steder, hvor du skal sy 2 stoflag sammen på tværs af en søm.

 

Du kan lære flere essentielle syteknikker i vores online sykursus for begyndere, Sy dit yndlingstøj – De første sting. Læs mere om kurset (og kom i gang med syningen i løbet af ganske få minutter) her:

 

 

Sy dit yndlingstøj – De første sting

 

 

Oprindeligt blogindlæg fra 2013.
Opdateret og genudgivet 2018 + 2023.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap