Udstilling: I Am Black Velvet – Erik Mortensen på Design Museum Danmark

I 9 måneder, fra juni 2017 til marts 2018, har man kunnet se en skøn udstilling af haute couture kjoler på Design Museum Danmark. Nemlig i form af udstillingen I Am Black Velvet, som viste en samling af danske Erik Mortensens designs for modehusene Balmain og Jean-Louis Scherrer i årene 1982-1995.

Og alligevel lykkedes det mig først at komme forbi udstillingen i den aller sidste time – helt bogstaveligt. Jeg fik præcis 40 minutter med de mange kjoler og dragter, inden vagten gennede mig ud og lukkede døren bag mig – som den absolut sidste gæst på udstillingens sidste dag.

Det betyder, at du desværre ikke kan nå at se udstillingen, hvis du ikke var hurtigere end mig og allerede har været der. Det beklager jeg naturligvis, hvis du skulle få lyst til at se den, når du har læst blogindlægget her.

40 minutter med sådan en udstilling er jo på ingen måde nok. Jeg havde da også planlagt en hel dag, men sådan kom det ikke til at gå. Det betyder, at jeg desværre ikke havde tid til at læse alle de gode tekster, der var sat ind som en del af udstillingen. Jeg tog billeder af nogle af dem, som jeg har læst efterfølgende, men ikke alle. Det er ellers nogle rigtig gode tekster, der kort og præcist forklarer konceptet og processerne omkring tilblivelsen af haute couture kjoler.

 

 

På væggene ved siden af kjolerne kunne man flere steder se videoklip fra de modeshows, de pågældende designs havde været vist på i 80’erne og 90’erne. Det var ret fedt at se showet blæst op i fuld størrelse på væggen, hvor kjolen stod lige ved siden af på en gine. Desværre havde jeg ikke tid til at dvæle for længe ved de smukke modeller, der gav kjolerne liv og lod detaljerne komme til deres fulde ret.

Jeg har forsøgt at finde nogle af de shows på youtube, men det er som om alle de sæsoner, Erik Mortensen var chefdesigner for, ikke er der. Jeg leder videre og opdaterer med links, hvis jeg finder noget relevant.

Museet har ikke lavet et katalog over udstillingen, men jeg fik at vide at de overvejede det. Det håber jeg, de gør, for det vil være ret fedt med professionelle billeder af kjolerne og alle de små beskrivelser og måske også de informative tekster, der var hængt op på væggene.

Indtil da må du klare dig med mine mobil billeder. Belysningen på en udstilling er ikke ligefrem fotovenlig, så kvaliteten af billederne lader noget at ønske. Men der var rigtig mange fine detaljer, jeg gerne vil vise dig, og jeg synes det lykkedes ok at fange dem.

De detaljer, du kan se i det følgende, er noget mere nørdede end de korte museumstekster ved hvert design, hvor der står hvad kjolen er lavet af og hvilken sæson og modehus, den er fra. Jeg sætter fokus på syteknikker og på hvilke valg og overvejelser, designeren har stået overfor.

 

Sytekniske temaer

Det er ikke alle kjolerne, jeg har taget med her i blogindlægget. Du får et udvalg af de designs, hvor det er lykkedes at fange nogle detaljer og syteknikker, jeg synes er interessante.

Det var en fornøjelse at gå gennem udstillingen og genkende de teknikker, jeg har lært i min skrædderuddannelse, og som stadig fungerer optimalt i skræddersyet tøj i dag.

Og det er netop pointen med dette blogindlæg: de skrædderteknikker, den unge Erik Mortensen lærte i 1940’erne, bruges stadig i skræddersyet tøj i dag.

Fordi de bare virker.

 

 

Udstillingen var delt ind i forskellige temaer, men jeg har lavet nogle lidt andre temaer til dette blogindlæg. Nemlig nogle sytekniske temaer. Jeg gennemgår derfor ikke kjolerne i den rækkefølge, de var præsenteret på udstillingen. Udstillingen hang rigtig godt sammen visuelt, men her på bloggen tager vi synørd-brillerne på, og så er det lidt nogle andre temaer, der dukker op.

Jeg har fundet 7 temaer frem. Det er:

* Fylde og form
* Draperinger
* Lav dit eget stof
* Gennemsigtig vs. tildækket
* Snit og figur
* Kantning med foer
* Lukninger

Flere af de 7 temaer går igen i de forskellige designs.

 

Fylde og form

Et af de mest markante punkter, hvor haute couture adskiller sig fra almindeligt tøj, er ved tøjets fylde og form. Det er tilladt at eksperimentere langt mere med formerne i de vilde haute couture kreationer, end det er i almindeligt hverdagstøj, som man skal kunne bevæge sig og leve et hverdagsliv i.

Fylde og form kan laves i tøjet på mange forskellige måder. Erik Mortensen har arbejdet både med læg, rynk, biser med udfyldning, draperinger og afstivning.

Kjolen her stod i starten af udstillingen. Her er formen syet ind i stoffet i form af de brede biser, der er fyldt ud. Hvad de er fyldt med, ved jeg ikke, men detaljen er i flere af de designs, der er udstillet fra den kollektion. Kjolen er fra forår/sommer 1988 fra Balmain.

 

 

Hverdags sæt i uld

Fra samme kollektion er disse 3 sæt i uld. Her udgør de udfyldte biser og de draperede læg de detaljer, der gør at tøjet bliver noget særligt.

 

 

Læg mærke til hvordan detaljerne går hele vejen rundt om kroppen. Forstykke og bagstykke er tænkt som en helhed, hvor linjerne og detaljerne skal give mening hele vejen rundt om modellen.

 

 

Jakken er lukket med en tryklås, der er syet fast i hånden. Og underdelen i buksekjolen får masser af fylde fra små læg eller rynk i taljen, der giver vidde ned over forstykket. Det er lidt svært at se om det er læg eller rynk i det kraftige stof. De vandrette læg på mellemstykket (som er lavet af handskeskind) er med til at give en levende 3D effekt og fylde i designet.

 

 

Den lille sorte

Denne lille sorte kjole var skøn at se, men svær at tage gode billeder af. Jeg var ikke fræk nok til at skubbe de lange bånd til side, der hænger ned foran podiet. Kjolen stod sammen med en håndfuld andre små sorte kjoler, der alle var ret fantastiske.

Overdelen er draperet, så den kategori går kjolen her også under. Og oplægningen er en rullesøm syet i hånden, som skræddersyet tøj nu engang er. Men når kjolen er med her i “Fylde”-kategorien, så er det naturligvis på grund af hofterne. De sender tankerne tilbage til 1700 tallet, hvor man bandt hoftepuder under kjolerne, for at få denne silhuet.

I kjolen her er silkechiffonen plisseret ud over hoftepuderne, og plisseringer er også en skøn måde at få fylde ind i tøjet og give kroppen en anden silhuet.

 

 

Balkjoler

En del af kjolerne på udstillingen er det, min 3 årige prinsessefan derhjemme kalder balkjoler. Fælles for dem er, at de har store struttende skørter, der fylder en masse på et dansegulv.

I Erik Mortensens balkjoler kommer vidden i skørterne ind på forskellige måder. Denne kjole skiller sig ud fra de klassiske balkjoler ved at få fylden fra alle de små udvendige læg, der er syet et stykke ned ad skørtet.

 

 

Kjolen kan være konstrueret som en firkant, der er taget ind ved hoften med læggene, og ellers har den fulde bredde i bunden. Men der kan også være lagt mere vidde i bunden. Det er lidt svært at vurdere, men kjolen har noget firkantet over sig i den måde, den står på, så jeg gætter på det er en firkant, der er formet ind med læg i overskæringen ved hoften.

Antallet og dybden af læggene er i så fald regnet nøje ud, for at den fulde bredde på underdelen kommer til at passe til  modellens mål, der hvor underdelen er syet på overdelen.

Overskæringen ved hoften er helt sikkert ikke tilfældigt valgt. Hvorfor den er placeret netop der, ved jeg ikke. En oplagt mulighed er, at det er en modetrend med de lave overskæringer, men jeg har ikke tjekket op på det.

Afhængig af hvor inspirationen til kjolen stammer fra, kan det også være en teknisk overvejelse. Hoftemålet er større end taljemålet, og derfor egner detaljen med de udvendige læg sig bedre til denne overskæring end en overskæring i taljen, da der ikke skal fjernes nær så meget stof for at nå ind til hoften. Det giver mulighed for større bundvidde.

Men det er rent gætteri fra min side.

 

 

Draperinger

Nu vi er ved balkjolerne, så lad os fortsætte lidt med dem. Mange af de fine aftenkjoler har draperinger, som giver kroppen en anden silhuet end den naturligt har.

I dag er mange lidt rigeligt optaget af at have en smal talje og en flad mave. Det var ikke på samme måde et ideal i Erik Mortensens kollektioner, hvor flere af kjolerne har masser af fylde og detaljer placeret foran ned over maven, som den grønne kjole i forgrunden her.

Alle 4 kjoler på billedet her er syet i silke faille. Det er en let vævning, som tilhører en gruppe af forskellige silketyper, der på dansk går under betegnelsen thaisilke. Det er et nemt materiale at sy i. Når det er brugt til draperede kjoler som her, giver den lidt stive vævning form og krop til draperingerne. De falder ikke blødt ind til kroppen, men står ud og skaber en ny silhuet.

 

 

En sløjfe som den, der er bag på den lilla kjole her, ville ikke kunne stå som den gør i en blød silke, hvis den ikke er grundigt understøttet med indlægsmaterialer. Men i de mere sprøde thaisilke typer får designeren rigtig meget forærende, fordi materialet holder sig selv. Derfor kan der nu godt være noget inde i sløjfen, for eksempel en silke organza, til at hjælpe med at holde stoffet.

 

 

De stropløse balkjoler ser ud som om de sidder på kroppen af sig selv. Men inde i kjolerne gemmer sig en af skrædderiets små usynlige hemmeligheder.

Kjolerne er draperet op om et korset, som holder stoffet. Stropløse kjoler kan ikke sidde på en krop i bevægelse af sig selv. Og når stoffet ikke kan hvile på skuldre og nakke som normalt, må der andre teknikker i brug.

Korsettet inde i kjolen er stramt og stift. Det skal det være, for at kunne holde vægten af kjolen. Al vægten bæres i taljen, og for at kjolen ikke skal glide ned eller klaske sammen, er taljen mindre i vidde end kroppen. Man bliver helt bogstaveligt spændt ind i kjolen. Det er en helt unik fornemmelse, som mange moderne kvinder ikke bryder sig om. Men hvis man vil danse i en kjole som denne, så er der ingen vej uden om korsettet.

 

 

Den lyserøde kjole her vakte stor begejstring hos min lille Saga, som elsker alt ved den – især farven. Rent syfagligt har den også nogle interessante detaljer. Denne drapering i den ene side passer for eksempel perfekt med et brystindsnit. I stedet for at sy indsnittet er det lagt som en drapering, der giver fylde på ydersiden af kjolen.

 

 

Den store vidde i de klassiske balkjoler er ofte for meget for stofbredden. Når man løber tør for stof, men gerne vil have så få sømme som muligt, så er et gammelt trick at sy et hjørne på i yderkanten af stoffet.

Tricket her ses i rigtig mange store kjoler. Jeg har blandt andet spottet det på en kjole fra 1700 tallet under et besøg på Victoria & Albert Museum i London, hvor de har en fin permanent dragt/mode udstilling. Det er kun når man ved, sømmen er der, og går helt tæt på, man opdager den. Når musikken spiller og ballet er i gang er der ikke en sjæl, der opdager det.

Jeg har selv lavet dette trick i slæbet på en brudekjole til en kunde og i et par balkjoler, jeg syede på skrædderskolen. Det er ret simpelt. Den del af mønsteret, der stritter ud over stofbredden, klippes af. Der lægges sømrum til begge sider af overskæringen, den lille del klippes i samme stof efter samme trådretning (den skal du lige huske at få tegnet ind på den lille del, inden du klipper papiret fra hinanden), og så syr du den lille del på den store, så det bliver et samlet stykke igen. Derefter syr du kjolen som om intet var hændt.

Det er altså ikke en kile, der er syet ind i kjolen. Det er en forlængelse af forstykket, hvor stofbredden slap op.

 

 

Lav dit eget stof

I dag markedsfører de store modehuse sig blandt andet med “sådan er kjolerne lavet” videoer, der findes i stor stil på Youtube. Jeg deler flittigt af dem på min Facebook side, og det er fascinerende at se, hvordan de smukke kjoler bliver til.

Det er dog ikke så tit selve syprocesserne, man får lov at se. Det er i stedet processerne med at fremstille stoffet, der ofte er lavet specielt til kjolerne.

Erik Mortensen har også arbejdet med at fremstille sit eget stof. Med pailletter og applikationer har skrædderne fremstillet de skønne designs fra næsten ingenting.

Og har du før hørt mig snakke løs om prøver på alt muligt, så se her. De store modehuse laver naturligvis også prøver, så de kan være sikre på at de endelige kjoler bliver som de skal være. Her er en broderiprøve på detaljerne, du kan se på kjolen længere nede.

 

 

Prøven er et helt forstykke op til skulderen, men i kjolen her er det kun den nederste del af forstykket, der har broderiet. Der kan nu godt have været flere designs i kollektionen med samme broderi, men kjolen her var den eneste på udstillingen.

Læg mærke til, hvordan indsnittene i prøven ikke er broderet. Stoffet er syet sammen i indsnittene, og der er lukket til med pailletter hen over sømmen, så det er helt usynligt i det færdige tøj, hvor formen er syet ind. Det ligner et fladt stykke stof, der på magisk vis passer til kroppens facon. Men faconen kommer rent teknisk ind i stoffet ved hjælp af indsnit, helt som du kender det fra dine egne symønstre.

 

 

Overdelen er lukket med håndsyede tryklåse, der sidder midt for. De sidder mellem stoflagene, så de er usynlige udefra. Man skal se godt efter, for at opdage hvordan overdelen lukkes. Det er en typisk skrædder detalje på den måde at skjule lukningen, så det ser ud som om tøjet er skabt rundt om kroppen og på magisk vis sidder af sig selv.

 

 

Ærmerne her er også fulde af fylde. I ærmekuplen er det ved masser af rynk. Bunden af ærmerne er en ballon-konstruktion, hvor der er et mindre ærme indeni, som yderstoffet er rynket eller foldet i læg ind til.

Når proportionerne blæses så stort op giver det en dramatisk effekt, men rent teknisk er det rynk og læg, der er i spil. Teknikker, du også mestrer, hvis du ellers følger med her på bloggen og i online kurserne.

 

 

Fra samme kollektion (forår-sommer 1993 fra Jean Louis Sherrer) er denne kjole og jakke. Ærmerne er også her store og posede. Her er formen også opnået med rynk og ballon-teknik, men kombineret med et andet snit ved skulderen giver det et helt andet ærme.

Bomberne på kjolen er applikeret på. Det er en teknik, du sagtens selv kan lege med.

 

 

Bomberne i de forskellige farver er syet oven på stoffet, og derefter er de kantet med sort silkevelour. Placeringen af stof på stof og brugen af velour giver en 3D effekt i stoffet, som er svær at væve ind i et stykke fladt stof.

Det var svært at se stingene tydeligt i den belysning, der var, og jeg kunne ikke vurdere om applikationerne er syet i hånden eller på maskine.

Haute couture, og skræddersyning i det hele taget, udmærker sig ved primært at være syet i hånden. De lange sømme kan være syet på maskine, men ellers kan du som udgangspunkt gå ud fra, at detaljer, oplægninger, draperinger, knaphuller og lynlåse er syet i hånden. Og alligevel kommer jeg i tvivl her.

 

 

Denne kjole har også en 3D effekt i skørtet. Her er læssevis af firkanter klippet ud, kantet og broderet på underdelen, så det skaber denne brynje af en kjole.

Prøv at sammenligne fylden i skørtet på denne kjole med fylden i de andre balkjoler. Der er stor forskel på det endelige udtryk i kjolen, alt efter om fylden er samlet ind i ordnede og regelmæssige læg som her, eller i de mere kantede udvendige læg længere oppe. Længere nede kan du se en brun velourkjole, hvor skørtet er rynket til. Det giver igen et andet udtryk til den samme silhuet.

 

 

Igen har jeg svært ved at vurdere, om kanterne på alle de firkanter er syet i hånden eller på maskine. Jeg ved ganske enkelt for lidt om broderi, til at vurdere det. Egentlig vil jeg sige, at når det er en haute couture kjole vil det være syet i hånden. Men jeg ville personligt aldrig kunne overskue den opgave. Jeg ville til enhver tid kante de små firkanter på maskine, og den dovenskab farver mig nok lidt.

 

 

Pailletter og sort silkevelour går igen i rigtig mange designs. Og det er da heller ikke tilfældigt at udstillingen hedder ” I am black velvet”. Silkevelour og silkechiffon var favoritmaterialer hos Erik Mortensen.

I denne kjole er den sorte velour applikeret uden på pailletstoffet. Det giver igen en 3D effekt i kjolen, og det giver designeren mulighed for at placere mønsteret præcis som han vil have det.

 

 

Her et nærbillede af velouren, der er syet oven på pailletstoffet.

 

 

Gennemsigtig vs. tildækket

Gennemsigtighed på catwalken kan ofte gå hen og blive lidt vulgært. Men der er noget meget fint i Erik Mortensens brug af gennemsigtighed i stoffet. Snittene er lagt meget velovervejet, så kjolerne viser hud, uden at det bliver vulgært.

I nogle af kjolerne er det gennemsigtige blot et enkelt lag chiffon. I andre er det udsmykket med perlebroderi, som dæmper det gennemsigtige.

 

 

Draperinger og plisseringer er også en del af de gennemsigtige lag. I denne kjole er overdelen underforet med en lys silke, så den ikke er gennemsigtig over den skrå overskæring.

 

 

I bunden er der igen bygget fylde ind. Her i form af en fiskesnøre eller andet afstivning, der er syet ind i oplægningen af de plisserede flæser. Det giver den dansende bølgekant, der har sit eget liv.

I moderne industrielt syet tøj får man en billig udgave af denne effekt i jersey ved at rullesømme kanten på overlocker (eller rullesøms maskine) og strække stoffet, mens man syr. Her har du den originale version af den teknik.

 

 

Snit og figur

I en figursyet kjole bygges faconen ind med indsnit. Men indsnittene kan gemmes i sømme, så de ikke er syede som indsnit. Og man kan lave alverdens avancerede tricks i mønsterkonstruktionen, der bruger indsnittene til at skabe smukke snit og detaljer, så figursyede kjoler ser ud som om, der ikke er nogle indsnit i dem.

Igen er det en del af skrædderiets manipulation, der får stoffet til at fremstå, som om det bare er svøbt om kroppen og på magisk vis sidder perfekt. I virkeligheden lægger der mange timers øvelse, erfaring, tests og overvejelser bag hvert enkelt snit.

Et af de snit, der oftest er ønsker om at lære at lave på mine sykurser, er en gennemskæring ud til ærmegabet. I nogle konstruktions systemer (bl.a. det tyske Müller und Sohn) hedder det et prinsessesnit, mens det i andre systemer i Danmark hedder et husarsnit. De amerikanske systemer kalder det “armhole prinsess”. Her kalder vi det et prinsessesnit.

Prinsessesnittet gemmer både brystindsnittet og taljeindsnittet i sømmen. Det ses tydeligt i denne kjole, som er helt tætsiddende og figursyet i overdelen, og netop har det kurvede prinsessesnit ud til ærmegabet.

 

 

Sømmen fra prinsessesnittet kan fortsætte hele vejen til bunden af kjolen og give vidde. Men det behøver det ikke gøre. Her er kjolen skåret over på skrå ved hoften og underdelen er rynket til.

Udfordringen i denne kjole ligger i stoffet, som er en let og gennemsigtig silkechiffon. Det er en kvalitet, der faktisk ikke egner sig til at være så figursyet, fordi der nemt kommer træk på sømmene, så de går i stykker. For at give kjolen mere styrke er overdelen undersyet med silkesatin. Det vil sige at alle mønsterdele er klippet i både chiffon og silkesatin, som så er syet sammen til dobbelt lag, inden kjolen er samlet.

Ved at have både satin og chiffon i sømmen bliver den stærkere. Satinen understøtter chiffonen og giver det den styrke, det mangler. Man undgår også at sømrummet bliver synligt gennem det gennemsigtige chiffon.

Under overskæringen er det kun chiffon. Selvom det er rynket, er det tydeligt at se hvor gennemsigtig chiffonen er. Undersyningen med silken bevirker, udover den øgede styrke til sømmene, også at kjolen ikke er uhensigtsmæssigt gennemsigtig.

 

 

En variant af prinsessesnittet er at flytte det lidt ud til siden. Så bliver der en lille rest af brystindsnittet, som skal syes som et indsnit, for at bevare figuren i tøjet.

Det er gjort i denne kjole, som bygger lidt på samme designhistorie som den forrige med den skrå overskæring.

 

 

Den lille del af brystindsnittet skal syes, fordi indsnittet altid former sig omkring kroppens højeste punkt, brystpunktet. Men der kan være flere grunde til, at man gerne vil have prinsessesømmene skubbet lidt længere ud mod siden. Og når man vælger det, så har man altså spidsen af brystindsnittet, der skal syes som et indsnit.

 

 

Leg med ærmer

I denne kjole er der også en gennemskæring, der har form som et prinsessesnit. Men kjolen er ikke figursyet på samme måde som de foregående.

I stedet er den konstrueret som en variation af et flagermusærme (kimonoærme). Præcis hvordan den er konstrueret, ved jeg ikke. Men skulle jeg lave en kopi ville jeg tage udgangspunkt i et grundmønster med flagermusærmer.

Jeg fik ikke taget billede af teksten til denne kjole, så jeg ved ikke om den er 2 delt eller i et stykke. Hvis den er 2 delt kan overdelen åbnes i knaplukningen foran, og underdelen er en nederdel med læg eller rynk i taljen. Er den i et stykke, må der være en lynlås i ryggen eller i siden, for at man kan komme i den smalle talje.

 

 

Det er naturligvis også en mulighed at kjolen blot er løs og draperes ind i taljen med bæltet. Men jeg tror det ikke, for læggene i siden i underdelen er alt for ordnede til det. De peger ud mod sidesømmen, hvilket tyder på at de har en nøje bestemt retning. Mit bud er, at læggene er konstrueret ind i underdelen i mønsteret, så de går fra taljen til sidesømmen.

Og overdelen har ikke samme mængde stof rynket ind som underdelen. Det er et tegn på, at der ganske enkelt ikke er lige så meget stof i taljen i overdelen som i underdelen.

Valget af et prinsessesnit i denne kjole er ikke helt åbenlyst. Men det kan have noget at gøre med det sytekniske omkring detaljen på ærmet. Måske er det nemmere at sy båndet og ærmet til, hvis der er en overskæring netop der hvor det draperede bånd møder kroppen. Det kan naturligvis også være et rent visuelt valg.

Det her er en af de kjoler, hvor det er meget svært kun at se med øjnene. Fingrene klør efter lige at løfte ærmet, og se hvordan det er samlet under armen. Og jeg ville virkelig også gerne vide, hvad der gemmer sig bag det bælte.

 

 

Denne kjole har også et interessant snit i ærmet. Overdelen er figursyet, men sømmen i toppen af kuplen er flyttet ud over skulderen, og ligger vandret rundt om det øverste af armen.

I min lærebog fra skrædderskolen hedder dette snit et fransk ærme. Pasformen er som i et almindeligt isyet ærme, som former sig omkring skulderen. Men den øverste del af kuplen er koblet på kroppen i stedet for på ærmet, og det giver sømmen ud over skulderen.  Den nederste del af ærmegabet og kuplen er helt som det plejer, og derfor får ærmet samme pasform som et isyet ærme.

 

 

Indsnit eller gennemskæringer er ikke til at se i denne kjole. Mit bud er, at der er indsnit i konstruktionen, som er syet i understoffet. Broderiet er lukket sammen over sømmen, så indsnittene er usynlige. Jeg fik ikke tjekket indsnit på kjolen, da jeg var alt for optaget af de fine ærmer.

Underdelen til denne kjole får sin fylde fra rynk. Men læg mærke til at de rynkede dele er samlet ud mod siderne. Midt på forstykket er stoffet glat. Det giver en mere flad mave og et helt andet udtryk i kjolen, end hvis rynkerne havde været fordelt ligeligt hele vejen rundt.

 

 

Helt modsat er det med denne kjole, hvor rynkerne er samlet midt på. Når den alligevel virker mindre i udtrykket end velourkjolen, er det fordi stoffet er en helt anderledes let og levende silkecrépe.

 

 

Her er ærmet også en flagermus/kimono konstruktion, hvor ærmet er i et med kroppen. Det ser ud som om, kjolen har et lille vandfald, men det kan også skyldes at ginen har en anden figur end den kvinde, kjolen er syet til. Haute couture udmærker sig ved at tøjet er tilrettet og syet til den enkelte, så det passer helt perfekt. Og når de specialsyede haute couture kjoler så kommer på nutidige standard mannequiner, er det ikke sikkert tøjet sidder helt på samme måde, som det er designet til at sidde på den originale model.

 

 

Kantning med foer

De usynlige kantninger er kendetegnet for haute couture, og er mulige fordi sømmene syes i hånden. I den røde velourkjole her, kan vi se ind i ærmegabet, og få et lille indtryk af, hvordan kjolerne ser ud på indersiden.

Her er sømrummet bukket om mod vrangen, hvor det formentlige er syet fast til vrangen af stoffet med heksesting, og så er forets sømrum ligeledes bukket om mod vrangen, og foret er syet til stoffet i hånden med staffér sting.

 

 

Her kan du se, hvordan foret først er syet til stoffet ret langt inde i kjolen. Her er der mere end 1 cm sømrum i velouren. Det kan lade sig gøre at få det pænt i rundingen, fordi det er formet og syet i hånden.

 

 

Det vigtige er afstanden fra den foldede kant i stoffet og ind til foret. Når foret trækker om på indersiden af kjolen, bliver det usynligt udefra. Det er ikke meningen, at foer og stof skal presses præcis i sømmen. Tværtimod er det netop meningen at det ikke presses præcis i sømmen.

Et andet eksempel på det er denne kjole, der er foret med guldstof. Selvom guldstoffet er en del af designet, og det er meningen at man skal se foret, så er sømmen trukket om på bagsiden, så kanten af den sorte velour fremstår helt ren på ydersiden.

 

 

For at holde guldstoffet på plads inde i kjolen, er der højst sandsynligt syet en understikning i hånden med priksting hele vejen rundt i kanten.

Udvendigt er guldstrålerne i øvrigt applikeret på stoffet og pailletterne og perlerne er syet på i hånden. Så denne kjole er også et eksempel på “lav dit eget stof”.

 

 

Andre gange kan foret bruges som en detalje. Her er indersiden af kjolen vendt ud og bundet i den store sløjfe. Også her er foret syet til stoffet i kanten, og stoffet trækker lidt om mod indersiden. I den del, hvor foret vender ud, trækker sømmen om mod yderstoffet. I bunden, hvor yderstoffet vender ud, trækker sømmen om mod foret.

Jeg fik ikke nærstuderet denne kjole, for det var en af de sidste på udstillingen, og vagten åndede mig i nakken. Men ærmerne har en håndsyet lynlås i bunden, så man kan komme i de slanke ærmer.

 

 

I denne krave er teknikken med foret i kanten brugt til at skabe en helt smal kant, når kraven foldes. Her ville man typisk presse “omvendt”, så kanten er sømmen er presset om mod yderstoffet, og på den måde blive usynlig i kanten rundt i kraven. Men ved at bevare sømmen på forets side, får man en fin og spinkel kant, der giver samme effekt som en tittekant – bare smallere og mere diskret.

At bruge teknikken som her, så det bliver en synlig detalje, kræver umådelig stor præcision og dygtighed.

 

 

Lukninger

Lukninger i skræddersyet tøj er ofte usynlige. Men nogle gange er de en detalje, og derfor synlige. Her er knaplukningen midt for en del af kjolens design, og knapperne fungerer som udsmykning.

Ærmerne er i øvrigt ikke hejst op i snore, som jeg først troede. Ved siden af kjolen blev en video fra modeshowet projiceret op på væggen, og der kunne man se modellen på catwalken gå rundt med de store struttende vinge-ærmer. Hvordan de er afstivet, for at kunne holde denne facon, fik jeg ikke nærstuderet. Men det er et godt eksempel på at haute couture designere arbejder ekstreme former ind i tøjet.

 

 

Knaplukningen har brug for et overfald, for at have noget at sy knaphullerne i. Og her er en typisk skrædder detalje, hvor overfaldet slutter i bunden af knaplukningen. Den nederste del af kjolen mødes midt for, så der ikke er noget overfald her. Det giver en lethed i den ellers tunge kjole.

Her kan du se, hvordan knapperne er placeret midt for og hvordan overfaldet måler knappens diameter. Det giver en god symmetri i lukningen, som er behagelig at se på, og som holder tøjet ordentligt lukket. Det er en huskeregel til placering af knapper, der er værd at notere sig.

 

 

Lynlåse gør det muligt at få meget smalle silhuetter uden at tænke knaplukninger eller snørrelukninger ind i tøjet. Det giver mulighed for et mere stilrent design, hvor man ikke kan se lukningen. Her er der syet en lynlås i de smalle lange ærmer. Hvis den ikke var der, ville det være vanskeligt at få hånden igennem ærmet, fordi det er så smalt i bunden. Flere af kjolerne med lange slanke ærmer havde lynlåse syet i sømmen som her.

Lynlåsene er syet fast i hånden, og skyderen hænger ned under oplægningen af ærmet. Samme teknik kan bruges i figursyede bluser og toppe, hvor en lynlås i sidesømmen eller midt bag er en nem åbning at tilføje. Hvis lynlåsen ikke er helt perfekt i farven, kan man farve skyderen med neglelak, så den bliver mere usynlig. Selve lynlåsen ses ikke, når man syr den korrekt i.

 

 

Læs mere om Erik Mortensen

Hvis du har holdt ud helt herned til bunden af blogindlægget, så tusind tak for at have læst med. Jeg prøvede at begrænse mig mere, men jeg elsker simpelthen alle de små skrædderdetaljer i kjolerne, så jeg kunne ikke sortere mere fra.

Det er mit håb, at du er blevet inspireret til at sy lidt mere i hånden. Og til at prøve nogle lidt vildere snit og detaljer i dine egne kjoler og kreationer, inspireret af haute couturen. Mange af teknikkerne er ikke så komplicerede, men de tager tid. Derfor skal du være villig til at fordybe dig i projekterne, hvis du kaster dig over håndsyningen og de andre skrædderdetaljer.

Jeg ved  en del om skræddersyning, men ærlig talt ikke særlig meget om Erik Mortensen. Men i forbindelse med udstillingen og blogindlægget har jeg googlet mig lidt klogere. Blandt andet har han skrevet sine erindringer i bogen “Ej blot til pynt”, som jeg glæder mig til at finde tid til at læse. Jeg har købt den som ebog hos Saxo, og det kan du også gøre, hvis du er nysgerrig efter at vide mere om 1980’ernes danske chefdesigner hos modehuset Balmain:

Køb Erik Mortensens erindringer som ebog her<<

Dette er et sponsoreret link. Dvs. at jeg modtager en lille del af beløbet, hvis du køber via linket. Du kan også selv gå ind på Saxos hjemmeside og finde bogen der, hvis du hellere vil det.

 

Tusind tak til Design Museum Danmark, for at kuratere udstillingen og give os mulighed for at se de skønne Haute Couture kjoler tæt på <3

 

Rigtig mange af de teknikker, der er brugt i kjolerne her, er netop de teknikker, jeg underviser i på mine kurser. Når du mestrer teknikkerne, er det op til din kreativitet at designe og udvikle dine egne symønstre og skabe din egen garderobe.

Jeg lover dig ikke, at du bliver lige så sej som Erik Mortensen og ender som chefdesigner for et haute couture modehus. Men jeg kan lære dig de teknikker, der kan bane vejen for det, hvis det er den vej, du ønsker at gå.

Er du begynder eller let øvet (eller vil du bare være helt sikker på, du har de grundlæggende teknikker og principper på plads), starter du her<<

Er du mere rutineret kan du lære at styre de vilde silker, velour, chiffon og blonder i dette online kursus<<

12 thoughts on “Udstilling: I Am Black Velvet – Erik Mortensen på Design Museum Danmark

  1. Tusind tak for denne gennemgang af en interessant udstilling, som jeg desværre ikke selv fik set.
    Jeg følger med glæde og interesse dine blogs og on-line kurser.

    Med venlig hilsen

  2. Wuawwww. Tusind tak Signe for at guide os gennem en fantastisk udstilling og samtidig fokusere på detaljer, der giver mening.

  3. Helt fantastisk udstilling. Brugte et par timer sammen med en god syveninde på at nærstudere kjolerne. Jeg mener, at det var karteflor, der var brugt til at fylde de brede biser ud. Desuden var jeg fascineret af montren med hans arbejdstegninger.
    Tak for nogle rigtig gode blogs og oplæg.
    God dag 🙂

  4. Tusinde tak for en fantastisk gennemgang af udstillingen.
    I mine meget unge dage (slut 60-erne og start 70’erne) blev alting mini-mini. En lang herreundertrøje blev batikfarvet for at blive ens egen specielle kjole, og taljelinien i bukserne blev skubbet langt mod syd. Dengang var lynlåsen i bukserne meget kort. Måske den lavtaljede kjole er fra den periode eller lige før. De store designhuse var jo dem, der var forud og i høj grad bestemte moden. Ak-ja. Det var dengang man kunne bære sådan noget tøj.
    Endnu engang tak for gennemgangen af alle syteknikkerne.

  5. Tak for et godt indlæg. Jeg så udstillingen i juli og det var en fantastisk udstilling. Du har set på udstillingen meget mere professionelt end mig – jeg nød mest det æstetiske i de smukke kjoler, så lærerigt at læse din blog. Tak

  6. Tusind tak for dette interessante indlæg. Jeg så udstillingen sidste år, ( havde god tid) og var meget fascineret. Har i mange år beundret Erik Mortensen.
    I onsdags besøgte jeg så Holger Blom udstillingen på Museum Skanderborg. Den er også smuk og interessant, men ikke nær så righoldig.
    Bedste hilsner
    Solveig Damgaard

    1. Havde selv en fornøjelse og se ErikMortensen flotte fantastiske kjoler det var i 1995 eller 1996.
      Havde ikke fornøjelsen at se denne udstilling, men flotte er hans kjoler.

  7. Tusind tak for denne gennemgang. Meget lærerigt. Jeg har altid tænkt at tryklåse var den dovne løsning. Men hvis det er godt nok til haute couture, så kan jeg også bruge dem. Og fedt at lære detaljen med at forlænge med et hjørne hvis stoffet ikke er bredt nok. Som altid super inspirerende.

  8. Tusind tak Signe, for det store arbejde du har gjort.👏
    Det har fået mig, som er helt uerfaren i skrædderi, til at se på tøj på en helt anden måde end “bare” kan lide synet/kan ikke lide synet!
    Og det har givet mig mere forståelse for kunsten i tøj!😉
    Og mere blod på tanden, til at komme igang! 👍

  9. Hej Signe
    Tak for en fantastisk gennemgang af Erik Mortensen udstillingen. Jeg så den i for 1½ måned siden (sammen med 2 andre sy-nørder) og vi var meget, meget imponerede.
    Nu har jeg så nydt dine foto og kvalificerede gennemgang, hvilket i den grad har givet en extra dimension til oplevelsen.
    Stor tak til dig
    Sy – hilsner Merete

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *