Yndlingskjole i stribet bambusjersey

Siden min mislykkede kjole i bomuldsjersey, som endte med at blive til en helt fantastisk bluse, har jeg villet sy en ny kjole i noget stof, der egner sig bedre til netop den models løse design.

Og jeg har faktisk længe haft den her bambus/økologisk bomulds jersey liggende til netop det. Eller…faktisk var det meningen at den skulle have været en bluse, men når nu jeg har en af dem, der fungerer, fik bambus versionen lov at prøve sig som kjole.

Den opgave har den løst meget godt. Det er i hvert fald hurtigt blevet en ny yndlingskjole til hverdag.  Stoffet er så blødt, at man ikke har lyst til at tage kjolen af igen. Og modellen er så behagelig, at hverdagen bare føles som søndag.

Whats not to like?

 

 

Oven i købet er kjolen ret nem at style op til noget lidt mere festligt. Den skal bare bruge et par fede sko eller støvler med lidt hæl, nogle gode smykker eller et farverigt tørklæde. Vi havde hverken halskæder eller et tørklæde med i studiet, da vi tog billeder, men det er testet efterfølgende og virker fint.

Mønsteret til kjolen er design nr. 8 fra online kurset 12 kjoler og bluser til levende stof. Bare uden den diagonale overskæring, der er i originalen i kurset. Og så her jeg rykket bagsømmen lidt længere frem, som jeg viser i videoen i blogindlægget om blusen.

 

 

Hjælpemidler til præcisionssyning

Min bambusjersey er utaknemmelig smalstribet. Det har krævet at ty til hjælpemidler i syprocessen, for at få striberne til at passe sammen i sømmene, uden at blive skør i øjnene.

Hemmeligheden har været en lang række knappenåle sat gennem stoffet præcis i striberne. Det har været til at styre med en knappenål i hver anden stribe, og så har jeg riet sømmene på symaskine, inden de er overlocket.

Stoffet er så blødt, at det ville være rent held, hvis striberne passede sammen efter en tur udelukkende i overlockeren. Knappenålene og stikningen på symaskinen sikrer den gode finish og de matchende striber.

 

 

Halskanten er syet med en kant klippet på tværs af stoffet. Og fordi striberne er strikket ind i stoffet, går de netop på tværs. Det får striberne til at følge linjen på kanten rundt i halsen, og det kræver ekstra præcision  i syningen.

 

 

For at få kanten til at flugte med en stribe, har jeg først riet kanten på rundt i halsen med lange sting på symaskinen. Derefter er den overlocket som normalt, stoffet er bukket omkring kanten og igen riet på symaskinen for at ramme præcis i grøften. Først derefter er der syet med stræksøm og det overskydende stof på bagsiden er klippet af.

 

 

Det lille videoklip her har jeg tidligere delt på min Instragram profil under stories. Det viser ristikningen, der holder kanten fast, før der syes med stræksøm.

Følg med i kommende syprojekter på @signeeriksen_skaberlyst.

(Den her video er bare for sjov. Den rigtige er længere nede på siden).

 

Hvis du ikke kender syteknikken med en ombukket jerseykant i sin normale version, så kan du se den som billedguide i online kurset “12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof” og som video guide i online kurset “Syteknikker nr. 3 – Overlocker”.

Den er med i begge kurser, fordi det er en af mine absolutte favorit syteknikker til at kante halsudskæringer i jersey stof. Og den skal du simpelthen kende, uanset om du syr i levende stoftyper eller ej.

Teknikken giver en fin kant, som er ret nem at styre bredden på. Det er nemlig overlocksømmens bredde, der bestemmer hvor bred kanten bliver. Så ved at stille på stingbredden på overlockeren, kan jeg få en helt fin og smal kant eller en lidt bredere. Her har jeg valgt en mellemting.

Hvorfor fungerer kjolen i bambusjersey, når den ikke gjorde i bomuldsjersey?

Den primære grund til at kjolen lykkedes denne gang er at denne jersey i bambus og bomuld er meget blødere end den rene bomuldsjersey.

Det er tildels materialet, som består af 70% bambus og kun 30% bomuld, men formentlig også nogle blødgørende efterbehandlinger af stoffet, som bomuldsjerseyen ikke har fået. Men det er gætværk, for den slags efterbehandlinger (finishing) af stof, kan man desværre ikke få oplyst. Ikke engang når man køber direkte fra producenten, som det er tilfældet her.

Udover at være strikket i et andet materiale, så er bambus versionen også strikket lidt løsere, hvilket giver den et blødere fald.

Der er med andre ord ikke så meget garn i en meter af bambusjerseyen, som der er i en meter af bomuldsjerseyen, og derfor kan de enkelte garner bevæge sig mere frit i stoffet. De bliver ikke bremset af nabo garnet i samme grad, som garnerne i den tætte bomuldsjersey gør.

I positive vendinger, så har bomuldsjerseyen et godt hold, mens bambus jerseyen har en god draperingsevne.

Skal man vende det lidt negativt, så er bambusjerseyen mere slasket, hvor bomuldsjerseyen er mere stiv.

Det er draperingsevnen der gør, at stoffet falder ind til kroppen i fine bølger under armene og fader fint ud i kjolens længde. Og det er den manglende draperingsevne, der får bomuldsjerseyen til at stå i sin facon ud fra kroppen.

Forskellen skyldes altså ikke, at det ene stykke stof er “godt” og det andet er “dårligt” sådan i en bredere forstand. De kan bare to vidt forskellige ting, og giver derfor to forskellige udtryk i det færdige tøj. Og i dette tilfælde matcher bambusjerseyens udtryk bedre det, jeg gerne vil have kjolen til at kunne og gøre, end bomuldsjerseyen gør.

 

Fredagsvideo om kjolen i bambusjersey

Her i videoen kan du se både hvordan de to stoftyper opfører sig i forhold til hinanden, og vi ser også lidt nærmere på de syteknikker, jeg har brugt til at sy kjolen.

 

 

Stoffet er importeret fra USA fra en lille producent, der har specialiseret sig i bæredygtigt stof.

Bambus kan være bæredygtigt, men det er det ikke nødvendigvis. Det kommer an på, om man fx. har fældet anden skov (regnskov i de værste tilfælde) eller inddraget landsbrugs arealer for at dyrke bambus i umanerlig stor stil. Og om man bruger pesticider i produktionen. I så fald er det vældig skidt for miljøet.

Men bambus er græs. Og gror som græs. Det vil sige lynhurtigt. Det er godt for atmosfærens CO2 niveau og for producentens pengepung, fordi man ikke skal vente i mange år fra en plante fældes, til der er en ny.

Bambus er cellulose, og det omdannes til tekstilfibre efter de samme måder som træ omdannes. Det er ved viscose processer, som findes i forskellige mere eller mindre bæredygtige versioner.

Om det her bambus er lavet efter den ene eller anden metode, ved jeg reelt ikke. Men eftersom det er produceret i USA, tænker jeg ikke det er blandt klodens mest belastende viscose produktioner, hvor skrappe kemikalier hældes direkte ud i naturen efter produktionen er færdig med dem. Den slags sker primært i Fjernøsten.

Pointen er at bambus KAN være bæredygtigt men ikke nødvendigvis er det. Det kan være præcis lige så problematisk som alt muligt andet stof.

Bambus er på mange måder et spændende tekstil materiale, som vi kan dykke mere ned i senere i et andet blogindlæg.

 

Jerseystoffet i bambus/økologisk bomuld kan købes hos Metermeter eller hos mig på syværkstedet, så  længe lager haves.

Mønster: Design nr. 8 fra 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof

https://skaberlyst.dk/butik/12-bluser-kjoler-flagermusaermer-moensterkonstruktion-syteknikker/

 

Foto: Bibi Berge www.bibiberge.dk

Kilder til bambus og bæredygtighed:
https://samvirke.dk/artikler/bambus-som-materiale-skyder-op-over-det-hele
og
http://tekstilbiologi.dk/innovative-cellulosebaserede-tekstilfibre-af-bambus/

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap