Nemt trick til at halvere rynk i Bella Bluse fra Synoter

Kender du det, at du ser et symønster, der næsten (men kun næsten) er lige det, du drømmer om?

Heldigvis kan du ofte få symønstre til at være præcis det, du drømmer om. Alt der skal til, er en lille smule mønsterkonstruktion. Ofte er det virkelig nemt, som fx den teknik, du kan se i videoen længere nede i dette blogindlæg. Her skal du blot tegne en enkelt lige linje på dit mønster.

Blusen, jeg har syet, er Bella Bluse fra Synoter.

Det er et symønster til vævet stof, og i mønsteret er der forskellige detaljer, du kan skifte imellem, så du med samme mønster kan sy 12 forskellige bluser. Begynder du selv at lave yderligere ændringer i designet, er der næsten ingen grænse for, hvor mange bluser du kan sy med udgangspunkt i Bella mønsteret.

Se hvordan jeg har gjort under billedet.

 

 

 

Bland detaljerne til din helt egen Bella Bluse

Bella Blusen  er designet i 2 modeller:

Model A har en rund hals, der sidder tæt til halsen, og en knaplukning midt for. Ærmerne er korte, manchetten er smal (2 cm) og kroppens længde er lang nok til at blive stukket ind i en nederdel eller et par bukser.

Model B har også en rund hals, men udskæringen er større, så du kan få den over hovedet uden knaplukningen, som er fjernet. Ærmerne er 3/4 længde, manchetten er bred (4 cm) og blusens længde er kortet af, så den passer til at være udvendigt på underdelen.

Til min sorte udgave af Bella blusen har jeg blandet detaljerne. Jeg har brugt kroppen fra model A med den tætte hals og knaplukningen midt for. Men ærmerne har jeg taget fra model B, så min bluse har fået 3/4 ærmer med en bredere manchet. Ryggen har jeg ændret, så den ikke er som mønsteret. Hvad jeg har gjort med den, kan du se i videoen længere nede.

 

Mindre rynk i ryggen

I mønsteret til Bella blusen er der lagt meget ekstra vidde i ryggen, som bliver rynket ind til bærestykket. Rynkeprocenten er på 100, hvilket vil sige at bagstykket skal rynkes til halv bredde af hvad mønsteret er. Det kan i noget stof blive lidt voldsomt. Og det kan også for nogen blive lidt for meget rynk, uanset stofvalg. Det bliver det ofte til mig, for selvom jeg godt kan lide rynk og puf, så er jeg ikke til de helt store mængder.

Derfor har jeg halveret den ekstra vidde, der er tilføjet til rynk i bagstykket.

På mønsteret er midt bag linjen tegnet med, og det er altid en kæmpe hjælp i et symønster. Så er det nemlig tydeligt hvor selve mønsteret går til, og hvor det ekstra tillæg til rynk starter og stopper.

For at halvere rynken i bagstykket har jeg afmærket midt mellem midt bag linjen og foldekanten i mønsteret og derfra tegnet en ny foldekant til den nye mængde rynk.

Se hvordan i videoen her:
Hvis videoen ikke vises på skærmen kan du se den på vores Youtubekanal her: https://skaberlyst.dk/nemt-trick-til-at-halvere-rynk-i-bella-bluse-fra-synoter/

 

 

Resultatet er en ryg, der stadig har den rynkede detalje men ikke helt så markant som i originalen. Det gør det nemmere at have blusen ind i en nederdel, som er den måde, jeg oftest styler mine bluser på.

Med den ændring, jeg har lavet her, har min bluse fået en rynkeprocent på 50%. I det meste stof er 50% rynk det mindste, der giver mening. En mindre mængde rynk kan nemt komme til at ligne en fejl i mønsteret eller slet og ret dårlig syning. Du kan vælge lige den rynkeprocent, du synes er pænest i dit stof, fx. 75% rynk eller 82% eller noget helt andet. For at finde den perfekte rynkeprocent i netop dit stof, kan du lave en rynkeprøve. Det består i at afmærke en bestemt afstand i stoffet (fx. 25 cm), sy rynketråde i kanten og rynke stoffet til du synes, det har en pæn fordeling af rynken. Så måler du igen og regner ud hvor mange procent, stoffet er blevet kortere. Derefter måler du dit mønster i den linje, der skal have rynk, og lægger samme % til.

Lad os tage et eksempel:

Hvis din prøve på 25 cm er flot, når den er rynket ind til 10 cm, kan du udregne rynkeprocenten på følgende måde: (25-10) : 25 x 100 = 60. Det svarer til en rynkeprocent på 60%.

I dette eksempel siger vi at den linje, der skal have tilføjet rynk (bagstykket på Bella blusen fra markeringen for rynk til midt bag linjen) måler 21 cm. Så skal du finde 60% af 21 for at finde den ekstra vidde, der skal lægges til bagstykket. Det gør du ved at gange med 0,6. Regnestykket er i dette eksempel 21 x 0,6 = 12,6 cm. Bagstykket skal altså forlænges 12,6 cm på den anden side af midt bag linjen til foldekanten af stoffet. Du kan på mønsteret forlænge bundlinjen og toppen af mønsteret 12,6 cm forbi midt bag linjen og forbinde de to punkter til den nye foldelinje.

Du kan erstatte tallene i formlerne med dine egne og på den måde få præcis den mængde rynk i ryggen af Bella blusen, som du synes er pænest til dig og dit stof.

 

 

 

Find dine fine knapper frem

Knaplukningen i model A af Bella blusen er den mest markante detalje på forstykket. Knapperne kommer derfor til at være en væsentlig del af den færdige bluse. Det kan derfor godt betale sig at bruge lidt ekstra tid på at finde helt perfekte knapper til netop dit stof. Har du allerede et lille (eller stort) lager af knapper, så start med at kigge i dine egne gemmer. Find de 3-5 bedste bud frem og læg dem op på stoffet med ca. 7 cm afstand imellem. Så får du en god idé om, hvordan de kommer til at se ud i den færdige bluse.

Har du ikke en knap, der passer perfekt til dit stof, må du en tur i stofbutikker og lede. Tag stoffet med, så du også i butikken kan lægge et par knapper ud på stoffet og se hvordan de passer sammen. Det kan være svært at vurdere igennem de plastikrør, knapperne typisk er i.

Knapperne i Bella blusen er små. Mønsteret er lavet til en knap på 12 mm i diameter, men du kan godt bruge knapper på 10 mm også. Hvis knappen bliver større kan det godt se lidt voldsomt ud i den fine bluse, men prøv dig lidt frem og vælg de knapper, du selv synes er flottest til dit stof.

Til denne bluse havde jeg knaperne i mit eget lille lager. De er købt for et par år siden hos Guldager Symaskiner i Aarhus, som har mange flotte knapper. Vi finder også ofte flotte knapper hos Stofshop i Åbyhøj og hos Citystoffer i Aarhus. Men faktisk er lige præcis knapper noget af det, der godt kan betale sig at kigge efter, når du er ude at rejse. Jeg har mange flotte knapper, der er kommet med hjem fra både London og Paris, som blot venter på det perfekte syprojekt.

 

 

 

Stofvalg til Bella Bluse

Bella blusen egner sig til vævet stof i den lette ende.

Vælger du et blødt materiale vil stoffet falde blødt og draperende i både ærmerne og ryggen. Og vælger du en mere stiv kvalitet vil du få mere volumen og struktur især i ærmerne. Du kan altså lege med udtrykket af din Bella bluse blot ved at vælge et andet stykke stof.

Jeg har syet i en blød, twillvævet viscose, jeg har haft liggende på lageret i flere år. Det er svært at se strukturen i stoffet på billederne, fordi det er sort, men i virkeligheden giver det lidt ekstra liv til blusen, at der netop er en let struktur i stoffet.

Du kan sy en bluse, der ligner min rigtig meget, i denne lækre uldjaquard fra The Fabric Lounge, som naturligvis har fået navnet Black Bella:

Black Bella

 

 

TAGLIATORE – Black Bella

 

 

Andre bud på stof til en Bella Bluse fra The Fabric Lounge er fx Lemon Squeezy, Daffodil eller Contemporary Skagen, som du kan se i videoen herunder fra Instagram. Stoffet hos The Fabric Lounge er overskudsproduktion fra nogle af de store modehuse, og derfor er det sjældent muligt at genbestille stoffet. Det aktuelle udvalg af stof kan derfor variere, alt efter hvornår du læser blogindlægget her. Du kan altid se hvad der aktuelt er på hylderne hos The Fabric Lounge.

 

 

 

Sy din egen Bella Bluse

Bella Bluse er udkommet som PDF symønster. Du downloader mønsteret til din computer, hvorefter du kan printe det enten derhjemme eller få det printet hos en kopi-butik.

Sammen med mønsteret får du også en udførlig syvejledning, der guider dig igennem syrækkefølgen og de teknikker, der er særlige for Bella blusen.

Køb Bella Bluse symønsteret her:

 

Bella Bluse PDF Download

 

 

 

Mønsterinfo: Bella Bluse fra Synoter
Stofinfo: Twillvævet viscose fra Citystoffer, jeg har haft liggende i årevis
Foto: Malene Nelting

Læs også:

7 thoughts on “Nemt trick til at halvere rynk i Bella Bluse fra Synoter

  1. Susanne Bækvig says:

    Jeg har aldrig prøvet at købe et PDF mønster, og forstår ikke helt hvordan det fungerer. Min printer, kan jo ikke udskrive så store stykker, som er nødvendige for at de kan passe mig.
    Er der et sted, hvor man kan læse og evt. se, hvordan det fungerer?

    • Signe says:

      Hej Susanne
      Mønstrene er lavet så du både kan printe i storformat (A0) og i A3 og A4, alt efter hvilken printer, du har til rådighed. Når du køber et PDF mønster er der en guide med, der forklarer hvordan du gør Vi har ikke en videoguide til det endnu, men der er en på vej med vores nye online sykurser, der også kommer til at indeholde et PDF symønster 🙂

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  2. Mette Rasmussen says:

    Hej Signe
    Jeg er vild med min bella bluser. De er dejlige at have på og jeg føler mig god tilpas i modellen. Jeg har dog det problem med, at den den falder ligesom baglæns og “kvæler” mig. Jeg har set dit blogindlæg omkring dette problem, men har brug for din hjælp til en løsning i lige netop denne model med bærestykke.
    På forhånd tak
    Mette

    • Signe says:

      Hej Mette

      Du kan forhøje midt bag i nakken og sænke midt for tilsvarende på forstykket, så burde problemet blive løst. Prøv at vurdere hvor meget den tipper bagud, og så tilføj/fjern tilsvarende. Test i en prøvemodel, som du går lidt rundt i, så du er sikker på at få justeret nok(og ikke for meget).
      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap