Sådan laver du den populære læg-bluse, hvis du ikke har et brystindsnit

Kort efter at jeg havde udgivet dette blogindlæg om at bruge brystindsnittet i en bluse til at lave en fin detalje med læg i halsen, fik jeg flere mails og beskeder fra søde læsere, der rigtig gerne ville lave blusen. De havde bare 2 forskellige problemer:

Enten havde de et meget lille brystindsnit i deres grundmønster, og derfor fik de et meget lille læg.

Eller også ville de rigtig gerne lave ændringen i et jeresy mønster, hvor der ikke er indsnit.

Så jeg lovede at lave en opfølger, hvor jeg viser hvordan du laver læggene i en bluse uden brystindsnit.

Jeg kunne godt gøre det nemmere end jeg har valgt at gøre, og bare give dig en helt fast formel for, hvor du skal placere dine læg og hvor dybe de skal være.

Problemet med mig er bare, at jeg er skrædder.

Og at jeg synes at den helt store pointe med at sy til sig selv, er at man kan få tøjet til at passe helt perfekt til kroppen, hvis man gider gøre en indsats for det.

Så i stedet for en færdig formel på at lave en helt bestemt bluse (som du dybest set kan købe dig til i et færdigt mønster og slippe for al det sjove mønsterkonstruktion), så har jeg valgt at give dig skrædderens lange vej til perfektion.

Skræddersyet bluse med læg

Hvis man læner sig op ad skrædderlaugets klassificering af dameskrædderi, så er det kategorien “coutureskrædderi”,  jeg gerne vil have dig til at arbejde med. Det er kendetegnet ved at alt laves individuelt efter mål, at mest muligt syes i hånden og at der træffes individuelle valg undervejs i processen med hvert eneste stykke tøj.

Når man arbejder på den måde, så opnår man en ret stor grad af perfektion i det færdige tøj.

Det tager en del tid, ja.

Men slutresultatet er al tiden og arbejdet værd, hvis du ellers synes at perfektion og godt håndværk er værdifuldt.

Til gengæld er der ikke nogen genveje.

Din symaskine kommer ikke til at “spytte” kjoler ud i rekordtempo.

Og du kommer ikke til at sætte dig ved maskinen for først at rejse dig, når du har syet helt færdigt.

Prøvninger undervejs i processen er absolut nødvendige. Tilretninger og ændringer er en forudsætning for at nå målet – ikke et tegn på at man har fejlet.

Og det er nok der, en skrædder adskiller sig mest fra den gennemsnitlige hobbysyer.

For langt de fleste af jer, jeg snakker med, der syr som en hobby, har en tendens til at ville have en formel for det hele. Til at synes det er jer eller formlen, den er helt galt med, hvis projekterne ikke lykkedes i første forsøg. Eller måske andet, på en storsindet dag.

Sådan fungerer skræddersyning bare ikke i virkeligheden!

Skræddersyet bluse med læg

Når du går efter perfektionen (og det tænker jeg at du gør, når du følger med her på Skaberlyst bloggen), så må du også være klar til at arbejde for sagen. I dette tilfælde er arbejdet at udvikle og ændre undervejs i processen.

Skræddersyning er nemlig en proces. Det er et forløb, der udvikler sig, og som ikke gentages på præcis samme måde igen. I næste projekt har du måske nok samme udgangspunkt, fordi du bruger samme mønster, men du vil alligevel ende med et andet resultat, fordi du vælger noget andet stof. Eller du vil have en anden proces, fordi du laver en enkelt ændring eller 2 i dit mønster.

Når du vil opnå ægte perfektion, kan du ikke bare tage et mønster, sy det i noget stof der “minder om noget”, og så forvente et perfekt resultat. Du kan godt være heldig at få kombineret stof og mønster perfekt i første forsøg, men selv i modeindustrien hvor perfektion langt fra er målet, kræver tøjet mellem 2 og 5 prøvninger og tilrettelser. I skræddersyning, hvor perfektion i høj grad er målet, kræver det naturligvis også mindst 2 prøvninger undervejs i processen.

Skræddersyning er en proces med tilretninger og ændringer undervejs

I denne uges video viser jeg dig, hvordan jeg har lavet mønsteret til den beige strikbluse med læg.

Udgangspunktet er denne gang et jersey grundmønster, der allerede er testet og tilrettet til mig.

Mønsterkonstruktionen starter med et kvalificeret bud på placeringen af læggene, ud fra hvordan de er placeret i den vævede model. I den vævede udgave er det som sagt brystindsnittet, der danner læggene, og de peger derfor ned mod brystpunktet. Det kan de ikke i jersey udgaven, fordi der ikke er et brystindsnit. Jeg har derfor startet med at lade det ene læg pege ned til bunden af blusen og det andet ud til sidesømmen omkring taljen. Det har jeg erfaring for plejer at være fornuftige retninger for læg.

I stof, der minder lidt om det vævede bomuld, hvor der er lidt hold og “krop” i stoffet, er det heller ikke et tosset udgangspunkt.

Men i min ultralevende fine strik, som er en meget løs og let jersey, er det noget helt andet. Stoffet er ganske enkelt for levende, og slasker bare sammen. Uden at have testet det, tænker jeg at viscosejersey vil gøre lidt det samme, mens almindelig bomuldsjersey vil opføre sig mere som den modaljersey, jeg bruger som prøvemodel i videoen.

Så der må tilretning til. Du kan se processen i videoen:

Sådan er den beige strikbluse kommet til Verden

Det er jo som sagt en proces, og jeg vil gerne tage dig med gennem de forskellige trin i arbejdet med den beige strikbluse.

Jeg startede med at sy sidesømme og skuldersømme, og prøve blusen på. Her kunne jeg se at læggene ikke ligefrem var flatterende, og så brugte jeg ret lang tid på at få dem placeret. Faktisk ligger størstedelen af arbejdet med blusen i denne del af processen, hvor jeg foran spejlet har flyttet læg, sat nåle i, riet, prøvet, pillet risting ud, flyttet læg og sat nåle i. Igen og igen. Indtil jeg i 4. eller 5. forsøg endelig var tilfreds med placeringen og retningen af mine læg.

Og det er ikke fordi jeg er dårlig til at drapere læg, at det tog så lang tid.

Det er bare sådan processen er, når stoffet er meget levende, og man er lidt ekstra kræsen.

Det blev da meget godt, ikke?

Skræddersyet bluse med læg

Når først læggene er på plads er resten af syningen til gengæld ret nem. Mønsteret er jo testet i pasformen, så ærmer og ærmegab er ikke noget problem. De skal bare syes i.

Et par tests afslørede at stoffet (faktisk mod min forventning, fordi det er så levende) fungerede glimrende med at blive syet sammen med 4-trådet overlock.

Kanterne er derimod syet i hånden. Den løse strik ville blive trukket ud af facon hvis de blev syet på symaskine, og en synlig stikning på retsiden matcher ikke det lette og draperede udtryk. En ribkant i halsen med en overlocksøm på indersiden synes jeg også blev for billig en løsning til det meget elegante stof, så den er i stedet kantet med en fransk kantning i halsen og en smal håndsyet oplægning i bunden.

Skræddersyet bluse med læg

Detaljen i ærmerne er lavet lidt på samme måde som halsen, ved at drapere læg til manchetten. Det var noget nemmere, men alligevel de samme principper og syteknikker, jeg havde fat i igen.

Stoffet er så løst strikket, at jeg hverken kunne klippe hak eller tegne på det, så alle markeringer er løkkeriet. Jeg har også brugt de fine knappenåle, jeg normalt bruger til blonder, for at holde ordentligt styr på stoffet i processen (ikke i overlockeren, naturligvis)!

Skræddersyet bluse med læg

Denne bluse i en mere fast jersey ville jeg nok basere mere på syteknikker med overlockeren, og sy kanterne på maskine frem for i hånden. Men når stoffet bliver så levende og eksklusivt som her, så kalder det også på mere eksklusive syteknikker og meget mere håndsyning. Så kalder det på coutureskrædderi.

Du kan lære en hel masse syteknikker og mønsterkonstruktion, som kan løfte dit tøj op på næste niveau, og gøre dig til din egen (eller andres?) couture-skrædder i online kurset “12 bluser og kjoler i levende stof”. Blandt andet kan du i kurset læse om hvilke 3 typer knappenåle jeg bruger – og hvornår jeg vælger hvilken type. Og du kan lære de syteknikker til at sy i hånden, som jeg har brugt til at sy denne bluse.

Skræddersyet bluse med læg

Konstruktionen er den samme, uanset om du vælger at sy dit tøj primært i hånden, eller om du syr det hele på symaskinen. Og du får den samme pasform, uanset hvordan du syr. Men den sidste finesse og den sidste prik over i’et i perfektion – den kommer med håndsyningen og de særlige små tricks undervejs i processen.

De tricks kan du lære her<<

Og så skal du øve dig. Og prøve. Og teste.

Ganske som professionelle skræddere gør det.

Beklager, hvis du gerne ville have haft en skudsikker formel, der virker hver gang og klæder alle kroppe. Den findes desværre ikke. Individuel tilretning til gengæld. Det er altså det nye sort – også indenfor hobbysyning.

 

Stofinfo: Den bløde, løse jersey er fra www.citystoffer.dk. Det er polyester/viscose/elastan, og så er der lyrex i. Det er det, der glimter 😉

FOTO: Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge / www.bibiberge.dk

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap