Sådan syr du (næsten) usynlige sømme i blonde stof

Blonde stof bliver moderne med mellemrum. Lige nu har det været fremme et par sæsoner, og det kommer til at holde et par sæsoner endnu. Så hvis du vil have en nem genvej til at være “med på beatet”, så brug blonde stof i noget af det tøj, du syr til dig selv.

Du kan enten gå hele vejen og sy hele blondekjoler, eller du kan tage det mere roligt og lave en detalje i blonde. Det har jeg gjort på skjorten her, der har et bærestykke på ryggen i blonde stof. Du kan lige ane den ved skulderen, for den går ca. 3 cm om på forstykket.

En mellemting mellem de 2 er at sy en bluse eller en nederdel i blonde stof og sætte den sammen med noget, der ikke er blonde eller mønstret/printet, for at dæmpe det hele lidt ned. Blonde stof er nemlig noget, der bliver lagt mærke til, så du skal vurdere hvor meget blonde stof, du har det behageligt med at have på.

Blonde nederdel med silkefoer

Til dette blogindlæg har jeg syet en ret fin nederdel i silke og blonde stof. I videoen længere nede kan du se,  hvordan du kan sy blonde stof sammen, så sømmene bliver næsten usynlige. Men jeg vil også gerne vise dig hvilke syteknikker jeg ellers har valgt til denne nederdel, for de er nemlig valgt pga. stoffet.

Sy blonde nederdel

Den her nederdel er blevet meget pæn, og nok også lidt for pæn til hvad jeg normalt går i. Så enten kommer den til at hænge i skabet og vente på en fest, eller også skal jeg arbejde med at style den mere råt, så jeg kan bruge den til hverdag uden at føle mig alt for “fin dame” agtig.

Og her vil nogle af jer kunne følge mig og forstå præcis hvad jeg mener, mens andre vil tænke “What? Den er da perfekt som den er på billedet”. Men det er her styling og personlighed kommer ind i sy-selv billedet, for det er helt individuelt, hvad vi finder os godt tilrette i. Og i sidste ende er det den indre fornemmelse, der er afgørende. Vi skal føle os godt tilpas i tøjet og klædt på til hvad end vi nu skal, og den følelse er langt vigtigere end hvad andre synes.

Det med styling er en helt anden historie, vi kan tage en anden dag. Nu skal vi se nærmere på hvordan nederdelen er syet.

Syteknikker til nederdel i blonde stof

Nederdelen er syet af et lag blonde og et lag silke, hvor silken fungerer som foer. De passer perfekt sammen i farven, men du kan også vælge at bruge en kontrastfarve under blonden. Om det skal være det ene eller det andet, kommer an på hvilke farver du kan få fat i, og hvad du skal bruge din nederdel til. Sagt med andre ord: det bestemmer du selv.

Sy blonde nederdel

 

Jeg har syet blonden og silken som 2 separate lag, for at de kan falde frit. Det er 2 meget levende stykker stof, og det kan være svært at vide på forhånd, hvordan de reagerer i forhold til hinanden. Hvis jeg havde syet dem sammen i sømmene, som jeg faktisk ofte gør med blonde stof, kunne jeg risikere at det ene lag ville trække i det andet. Og her turde jeg altså ikke tage chancen, for silken virker som om den vil give sig mere end blonden, og den kan have behov for flere tilretninger efter lidt tid. Og så er det rart at kunne arbejde med lagene hver for sig.

Sy blonde nederdel

 

Når der ikke er et lag stof bagved blonden i sømmene, så kræver det et par tanker om valg af syteknik. For blonde stof er i sagens natur gennemsigtigt i hvert fald nogle steder, og en kraftig søm vil derfor være synlig gennem stoffet.

Derfor gælder det her om at sy en søm, der er så flad og usynlig som muligt, og det er præcis det, du kan lære i videoen længere nede.

Sy blonde nederdel

 

Indersiden af blonde stoffet ser sådan ud. Sømmene er syet ved først at sy sammen ret mod ret med en smal zigzag. Derefter er sømrummet splittet (presset til hver sin side) og syet fast fra retten med en bred zigzag søm. Til sidst klipper du sømrummet ned, så der er mindst muligt på indersiden af sømmen.

Sy blonde nederdel

 

Oplægningen har jeg syet efter samme princip. Den er presset om mod vrangen og syet med en bred zigzag. Det er helt simpelt, men virker så godt i det her blonde stof, fordi sytråden nærmest forsvinder ned i blonden. Det kræver naturligvis en sytråd, der passer perfekt i farven til stoffet.

En alternativ oplægning kunne være en håndsyet rullesøm eller en lidt bredere oplægning, der er syet i hånden med hexesting.

Sy blonde nederdel

 

Silken har jeg syet med franske sømme, for at lukke alle trævlekanter pænt inde. I de mere levende stoffer kan det være forstyrrende med en overlocket søm, og i en silke så tynd som denne er franske sømme et godt alternativ.

Oplægningen er bukket om 2 gange, så trævlekanterne også her bliver lukket helt inde. Så faktisk har jeg slet ikke haft gang i overlockeren til denne nederdel. Alt er syet på symaskinen.

Sy blonde nederdel

 

Lynlåsen er syet fast i hånden, fordi jeg fik lyst til at bruge en gammel syteknik fra skrædderiet, som jeg ikke har brugt i alt for lang tid. Men det kunne også have været en almindelig midtersyet lynlås, syet på symaskinen. Jeg ville ikke vælge en usynlig lynlås til denne nederdel, fordi blonde stof er så uens i strukturen. Det er for svært at styre med en usynlig lynlås, hvor syningen skal være meget præcis.

Sy blonde nederdel

 

I taljen er der flere muligheder for afslutning, og her har jeg valgt at sy et bånd fast, som fungerer som en slags indvendig linning. Hele ideen med denne nederdel er, at den skal være så let som muligt, så jeg ville ikke låse den for meget fast med en traditionel linning. Båndet her er et bredt grosgrain bånd, som ikke giver sig. Derfor er det perfekt til linninger, fordi det sikrer at taljen i nederdelen ikke vokser i løbet af dagen.

Og ja, det skulle naturligvis have været en farve der passer til stoffet, men jeg opdagede først for sent at jeg havde glemt at købe det, og så var der altså kun sort i skuffen. Det kan ikke ses udefra, så det er ikke den store katastrofe.

Sy blonde nederdel

 

Grosgrain båndet er syet fast på retten af nederdelen i taljen, og bliver derefter vippet ind mod vrangen. Sømmen i taljen er presset let og enderne af båndet er syet fast til lynlåsen i hånden. Og så er der ikke gjort mere ved det. Det er ikke syet fast rundt i kanten, for så vil der komme en synlig kant på retten af nederdelen, som jeg ikke vil have i dette design. Grosgrain båndet bliver fint siddende i brug. Det er båndet, der holder hele nederdelen på plads, så det sidder til i taljen og stoffet kan falde blødt og let ud over båndet.

Sy blonde nederdel

 

Snittet i nederdelene er en A-facon, for jeg ville helst ikke sy en slids i de her materialer. Af samme grund har jeg valgt at have lynlåsen i siden, og lægge både midt for og midt bag til fold, så jeg har så få sømme som muligt.

Både silken og blonden er ret fleksible materialer så indsnittene, der ellers er i mønsteret på bagstykket, er ikke syet som indsnit men holdt til i taljen. På forstykket er indsnittene fjernet i sidesømmen efter denne guide, og en del af indsnittene på bagstykket er også fjernet, så der er så lidt som muligt at holde til i taljen.

Sy blonde nederdel

Se hvordan nederdelen er syet i denne video:

I videoen viser jeg dig hvordan du syr de næsten usynlige sømme i blonden. Det er en teknik, jeg har lært i Skaberlysts Facebook gruppe, hvor vi for snart mange måneder siden havde en snak om at sy i blonde. Et af de mange dygtige medlemmer af gruppen delte denne syteknik, som jeg ikke kendte, og jeg har nu prøvet den af i flere forskellige projekter – og er blevet ret vild med den.

Bonus:
Hør hvordan nålen larmer, når den går ned gennem blonden. Når det siger sådan en “tuk” lyd for hvert sting når du syr, så er det altså på tide at skifte nålen. Jeg hørte det først på den færdige video, for jeg var lidt for optaget af at sy og filme til at lytte ordentligt efter maskinen. Heldigvis er det bare en stofrest jeg syr i her i videoen, så der er ikke sket skade på min nederdel.

Hvis videoen ikke vises herunder kan du se den på vores Youtubekanal HER.

 

 

Flere syteknikker at vælge imellem

Som du kan se med denne nederdel kan stoffet være med til at sætte krav til hvilke syteknikker, du vælger. Det er ikke nok i længden bare at kunne 1 eller 2 variationer af de mest anvendte syteknikker. I takt med at du bliver mere modig med dine syprojekter og dit stofvalg, så får du også brug for at kunne flere forskellige syteknikker.

Syteknikkerne til de levende stoftyper har vi samlet i onlinekurset 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof. I kurset syr vi bluser og kjoler med flagermusærmer, men syteknikkerne kan du bruge i mange andre projekter også – for eksempel en nederdel. Du kan få adgang til  kurset med syteknikkerne og det levende stof her:

12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof

 

 

Stof info:
Både blonde stof og silke er fra www.citystoffer.dk

 

Opdateret april 2022.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap