Med undtagelse af ganske få traditionelle klædedragter som fx den indiske sari eller den skotske kilt, så er sømme nødvendige for at få stoffet til at forme sig omkring kroppen og hænge sammen som tøj. I skrædderiet stræber man efter at sømme i udgangspunktet er så usynlige som muligt. Det skal helst se ud som om stoffet holder tøjets silhuet helt af sig selv, uden hjælp fra symønster og syteknikker.
I nogle stoftyper er det en større udfordring at skabe usynlige sømme end i andre. En af dem er blonde.
Blonde er gennemsigtigt, og derfor kan man se sømmene igennem til retsiden, hvis du bruger traditionelle syteknikker. Det er ikke altid, det gør noget, og du kan komme langt med franske sømme, der er pænere end et almindeligt, overlocket sømrum. Men vil du gå hele vejen og bruge tid på at forfine dine syevner, så kan du bruge en skrædderteknik til at sy blonde sammen med næsten helt usynlige sømme. Teknikken er at “stose” blonderne sammen, og du får en trin for trin guide under billedet. Teknikken er brugt til at sy blondenederdelen på billedet, og det er den proces du kan se i guiden længere nede.
Trin 1: Afmærk sylinjer på blonden
Tegn dit symønster uden sømrum. Læg mønsteret på blonden og ri eller tegn rundt langs kanten, så du får sylinjen overført til blonden. Hvis du tegner, skal du være sikker på at det kan gå af igen, så du ikke får permanente linjer i en anden farve på det færdige tøj. I mørke farver stof kan du tegne med sæbe, som altid går af i vask. Bruger du fast håndsæbe, eller kender du nogen, der gør, så gem den sidste rest af sæben, når den er blevet for lille til at vaske hænder med. Det er perfekt som alternativ til skrædderkridt. Til lyse farver blonde duer sæbetricket ikke, og der er det en god idé et teste et farvet skrædderkridt før du tegner hele mønsterdele på blonden, da det ikke er alt farvet skrædderkridt, der kan gå af igen.
Vil du være på den sikre side, så ri langs med mønsteret med ritråd i en anden farve end stoffet.
Trin 2: Klip langs blonden
Når sylinjerne fra mønsteret er overført til blonden, klipper du dem ud lidt råt. Klip stoffet langs blondens mønster et stykke fra sylinjen, så der er et bredt sømrum hele vejen rundt. Sømrummet skal ikke nødvendigvis være lige, men kan følge mønsteret i blonden, hvis der er et tydeligt mønster som blomsterne i denne blonde. Hvor meget ekstra sømrum, du har brug for, kommer helt an på hvilket mønster der er i blonden. Følg det så godt du kan, og sørg for at have mindst 2 cm sømrum, men gerne mere.
Trin 3: Læg delene over hinanden
Læg mønsterdelene oven på hinanden i sømmene, så begge stoflag ligger med retsiden opad og sylinjerne ligger præcis oven i hinanden. Blondens ekstra sømrum lapper ind over på hver side af sylinjen, som er den riede (eller tegnede) linje i begge stoflag. Sæt knappenåle på tværs af sylinjen, så du holder stoflagene samlet. Brug knappenåle med glashoved, så de er nemme at få øje på og ikke ryger helt gennem blonden.
Trin 4: Ri stoflagene sammen
Sy blondedelene sammen med sildebensrining på tværs af sylinjernes risting. Brug ritråd i en anden farve end stoffet hvis du kan, så du nemt kan se hvor der er riet både til sylinjer og sildebensrining. Alle ristingene er midlertigtige og skal fjernes, når sømmene er syet, så det er vigtigt at du nemt kan finde ritrådene i stoffet. Det er nemmest at sy ristingene i lige linjer hvis blonden ligger på bordet. Til de buede dele af sømmene kan du lægge stoffet over enten et presseføl eller et ærmebræt, så er det nemmere at ri sammen i buede sylinjer som fx det øverste af sidesømmen op mod taljen i en nederdel eller et par bukser.
Trin 5: Sy sammen på symaskine.
Tag knappenålene ud, når blonden er riet sammen, og sy blondelagene sammen langs med blondens mønster. Når blondelagene er riet sammen, før du syr på symaskinen, er der styr på stoffet, så du skal “bare” koncentrere dig om at sy langs med blondens mønster. Hvis du ikke syr blonden sammen med sildebensrining, men kun holder det samlet med knappenåle, kan stoflagene flytte sig i forhold til hinanden, når du drejer det rundt for at følge blondens mønster, hvilket kan give buler i den færdige søm.
Det er ikke vigtigt præcis hvor du syr i forhold til sylinjen, da mønsterdelene passer sammen som de skal. Så det ændrer ikke noget ved pasformen og størrelsen af det færdige tøj, hvis du syr primært på den ene side af den riede sylinje, eller hvis du krydser over den flere gange. Se derfor efter mønsteret i blonden. Jo mere du kan følge mønsteret, jo mere usynlig bliver den færdige søm. Se den tegnede sylinje med sort på det billede nr. 2 herunder.
Trin 6: Klip overskydende sømrum af
Når sømmene er syet, er der et overskud af blonde enten på den ene eller begge sider af den syede søm. Klip det overskydende blonde af, så der er ca. 0,5 cm sømrum på bagsiden af stoffet. På retsiden skal du vurdere blonden og synligeheden af sømmen, før du afgør hvor meget sømrum der evt. skal være. Klip sømrummet så smalt som muligt, så det bliver mest usynligt, men vær samtidig opmærksom på at sømmen skal kunne holde til brug og ikke skal trævle op af sig selv. Blonde trævler som udgangspunkt ikke, men nogle blonder kan alligevel være så sarte, at de har brug for lidt ekstra sømrum. Brug en god saks til at klippe sømrummet af blonden, så det bliver en ensartet kant uden hak. Du kan evt. bruge en applikationssaks, som gør det nemmere at klippe det ene stoflag af uden at skade det stoflag, der ligger under.
Den færdige, usynlige søm
Den færdige søm følger blondens mønster og er så tæt på usynlig som det kan blive. Når tøjet er i bevægelse ser man slet ikke sammensyningerne. Det er ikke engang sikkert, du kan se den på billedet her, men der løber en søm med gennem blonden i midten af billedet. Hvis du vil, kan du tilføje en zigzag over sømmen, du har syet på symaskinen. Det holder stoflagene samlet i et lidt bredere stykke, men det kan gøre sømmen mere stiv. I noget blonde vil det være en fordel at zigzagge over sømmen, mens det i andet blonde vil være en ulempe. Test i en rest af blonden, før du evt. zigzagger sømmene – i meget blonde vil det ikke være nødvendigt.
Foer i blondetøj
I noget tøj i blonde giver det mening at sy foer i det. Det kan fx være foer i en nederdel eller kjole, men du kan også fore blondebukser eller sy foer i den øverste del af en nederdel. Sy foret sammen med almindelige sømme eller (den pænere version) med franske sømme, og sørg for at vende sømrummet ind mod kroppen. Normalt vender sømrum i foer ud mod vrangen af yderstoffet, men i blondestof vil man kunne se sømrummet fra foret gennem blonden, og det er ærgerligt når du har brugt tid og energi på at stose blonden sammen.
Du kan også underfore blonden ved at sy foret fast til blonden før du syr sømmene. Så kommer sømrummet til at være skjult bag foret, og du behøver ikke stose sømmene sammen, men kan sy dem enten med franske sømme eller almindelige sømme med overlocket sømrum. Det kan også være dit design kræver en blanding af syteknikker. Nederdelen på billederne her har foer i den øverste del, som er syet med i sømmen midt bag, hvor der er en lynlås, men som er løst i resten af nederdelen. Den ene teknik er ikke mere korrekt end den anden, men er derimod forskellige niveauer af skrædderi, som du kan skifte mellem som dit stof eller dit temperament og din tid tillader det.
Sy selv nederdel i blonde – find mønster og vejledning her:
Nederdelen på billederne i denne guide er fra Synoter magasin nr. 9 – Couture nederdele. Nederdelen er magasinets basisnederdel, og følger med magasinet som et PDF symønster. Udover en grundig syvejledning til at sy basisnederdelen, så indeholder magasinet vejledninger til at ændre mønsteret til yderligere 12 nederdele, masser af syteknikker og skræddertricks i stil med den syteknik, du har fået i guiden her. Du kan lave nederdelene i magasinet som de er, eller du kan blande teknikkerne og detaljerne til dine helt egne nederdele. Og du kan naturligvis sy dem i masser af forskellige stoftyper udover blonde, hvilket der også er inspiration til i magasinet.
Synoter magasin nr. 9 er et onlinemagasin, du downloader til din computer, iPad eller telefon. Mønsteret kan du enten få printet professionelt i A0 format eller selv printe ud og samle i A3 eller A4 format, så du kan komme i gang med at sy dine egne, skræddersyede nederdele allerede i dag.
Du kan købe Synoter magasinet med guides til både denne og mange andre, skønne nederdele i webshoppen:
English
Jeg er så vild med den nederdel. Problem: Hvornår skulle jeg bruge den?
Hehe, ja den kalder lidt på en særlige lejlighed, fx et bryllup eller en rund fødselsdag. Men man kan moderere den lidt og lave en mindre sol i slidsen midt bag, så vidden ikke er helt så voldsom, og så kunne jeg snildt finde på at bruge den til mindre særlige lejligheder, fx en tur på café eller til en “mindre” fest. Den kan fx styles med en sweatshirt eller grov strik og et par sneakers, så bliver det knap så “fint”.
Venlig hilsen
Signe / Synoter