Se godt ud – Interview med stylist Christina Wedel

Jeg ved ikke med dig, men jeg syr til mig selv, blandt andet for at se godt ud. For at kunne sy lige præcis det, der klæder mig og min krop.

Men når man har mulighed for at lave lige det, man helst vil, kan man godt gå lidt i inspirationskrise. Og det kan ramme selv den bedste.

Måske kender du det. Den der krise over, hvad du skal sy til dig selv. Det kan være ret overvældende, pludselig selv at kunne vælge, hvad du vil have ind i garderoben. For hvordan sikrer du dig, at det er de rigtige modeller, der bliver lukket ind?

Det er der heldigvis nogle skønne kvinder, der ved en masse om.

En af dem er stylist Christina Wedel. Det er hende her:

Christina Wedel, stylist, forfatter
Christina Wedel, stylist, forfatter

 

Hun har brugt de sidste 25 år på at klæde andre på, så de bliver den bedste udgave af sig selv. Og de erfaringer, hun har gjort sig gennem sit arbejde, har hun nu delt med os andre i  bogen “Se godt ud – også efter de 45”. I den fortæller hun om kropstyper, stiltyper, overgangsalder, undertøj og mere i den dur.

Det har ikke umiddelbart noget med syning at gøre.

Og så alligevel.

For styling, kropstyper og stiltyper er mindst lige så relevant, når du syr dit tøj selv, som det er, når du køber det færdigsyet.

Måske endda endnu mere relevant. For når du syr selv, er det ikke kun dine penge, der bliver kastet ud af vinduet, hvis du rammer forkert. Det er også din tid. Og den kan være mindst lige så dyrebar.

Christina Wedel - se godt ud 2

 

Det skal du sy – og det skal du holde dig langt fra

Udover at Christina ved, hvad hun taler om, så er hun også en af de mest underholdende og lige-ud-ad-landevejen damer, jeg har mødt. Hun siger tingene, som hun synes, de er.

Og jeg er vild med hende.

Derfor er jeg rigtig glad for, at Christina har sagt ja til at lave et interview her til Skaberlyst bloggen. Det blev til en næsten 45 minutters lang snak om kropstyper og stiltyper. Om hvad du skal holde dig fra at gå i, og hvad du skal prioritere at sy til dig selv.

Se interviewet i videoen – og læs de vigtigste guldkorn under videoen.

 

 

Her får du de vigtigste guldkorn fra interviewet med Christina Wedel:

SE: Vil du ikke starte med lynhurtigt at forklare forskellen på en stiltype og en kropstype?

CW: Kropstypen er det, vi er født med. Det er vores højde, størrelsen på barmen, taljen osv. Sådan som du ser ud fra naturens side. Du kan ændre kropstype gennem livet, men du har en grundstamme, som du primært er.

Stiltypen er den, vi kan lide at være i vores tøj. Der er vi forskellige og kan lide forskellige ting.

Man kan godt være en blanding af 2 kropstyper. Hvis du fx. har talje men også er lidt bredskuldret, er du måske en blanding af timeglas og coctailglas.
(Note: Coctailglas er en af Christinas kropstyper. Den svarer til V figur i de kropstyper, vi plejer at bruge hos Skaberlyst).

Mange tror de er en bestemt kropstype. Måske har du fået at vide, at du har en tyk numse, korte ben, bred ryg eller noget andet. Og så hænger du i det. I bogen lærer du at se, hvad du rent faktisk er.

 

Christina Wedel - se godt ud

 

SE: Er man den samme stiltype gennem hele livet, eller kan det ændre sig? Og kan man være flere typer på en gang?

CW: Det kan godt ændre sig. Du kan være en stiltype på arbejde og en anden, når du har fri. Det kan fx være, du er tvunget til at være i uniform på arbejde, men så er noget helt andet derhjemme. Og det kan skifte, alt efter dit humør.

Der er mange, der tror, de skal skifte stiltype, når de bliver ældre. Og at det, man syntes var godt da man var ung, er forbudt. Mange leder efter regler og ting, man ikke må. Men sådan er det ikke.

Man kan skifte stiltype. Der er mange, der tror, de skal. Men man behøver ikke skifte stil med alderen, hvis man ikke har lyst til det.

Det kan også være, man har været syg fx med stress, og derfor har lyst til at skifte stil, for at gøre noget andet. Det kan også være, du bare har lyst til at få et tvist af noget andet. Og så kan du gøre det.

Men der må gerne være en rød tråd, der er ”lige dig”, som du kan skrue op og ned for. Den finder du ved at mærke efter. Hvis du kan mærke i dit hjerte, at det, du har syet, er godt, og du har lyst til at sy en mere med det samme, så har du ret. Hvis du tænker ”den kan nok blive meget god”, så er du på afveje.

 

SE: Er der nogen ting, ALLE bare kan gå i, uanset alder, kropstype, stiltype osv.?

CW: Der er en lille sort kjole til alle uanset størrelse.

Kjolen skal:
* Sidde til i taljen
* Enten have bådhals eller i hvert fald vise kraveben
* Have tætte ærmer til albuen eller være uden ærmer
* Vise numsen men ikke gå ind under numsen
* Den må gerne have draperinger på maven, men behøver ikke.

Og så ser alle godt ud i en godt syet blazer.

Blazeren skal:
* Have slanke ærmer
* Gå til mellem hoftevidde 1 og hoftevidde 2
* Sidde til i taljen
* Sidde rigtigt på skulderen.

En kjole med halterneck er også altid pænt, ligegyldigt hvor tykke eller tynde arme, du har. Har du brede skuldre skal stroppen starte bredt og blive smallere. Så giver det en raglan effekt. Og raglan er pænt til både brede og smalle skuldre.

VIP-NOTE
Hvis du har været med på et live kursus indenfor det seneste år, så har du adgang til VIP online rummet. Her ligger der en video om hvordan du laver halterneck i en kjole. Den er fra Emilielunden maj 2018. Har du adgang, finder du videoen her <<

 

SE: Er der nogen ting, INGEN nogensinde bør gå i? Jeg ved, du har en aversion mod cardigans.

CW: Problemet med cardigans er, at de fleste køber dem for at dække noget til. Hvis man har syet en smuk kjole med korte eller ingen ærmer, så smider man en cardigan på for at skjule sine arme. Det skal man ikke. Min tankegang er, at vi skal vise det, der er bedst ved os. Og så har vi ikke behov for at dække os til.

Et andet problem er, at de fleste køber billige bomuldscardigans, der bliver grimme alt for hurtigt. Jeg er imod at man køber stabler af billigt lort. Men en velsiddende cardigan i cashmere kan være ok.

Og så synes jeg ikke at nogen skal gå i blazerjakker med for store ærmer. Hvis man har en jakke fra  80’erne eller 90’erne er ærmerne for brede. Alle gik i det dengang, men det er i virkeligheden meget uklædeligt. Ærmer i blazerjakker skal være slanke – uanset din størrelse.

Men ellers er der ingen længder, ingen må gå med. Ingen halse, ingen må gå med. Der er regler for de forskellige kropstyper, hvor nogen må gå med nogle halse, som andre ikke må gå med. Det kan du se i bogen.

Men det eneste, som ingen skal gå med, er kiksede cardigans og blazere med for store ærmer.

 

Christina Wedel - se godt ud

 

SE: Hvad er de 3 største faldgruber i forhold til tøjet hos voksne kvinder?

CW:

1) Lad være med at dække sig til. Køb tøj med formålet at fremhæve noget frem for at fjerne noget.

2) Lad være med at være nærig. Det behøver ikke være dyrt, men det må ikke være dårligt. Det skal være god kvalitet. Invester ordentlige beløb i mindre men godt. Den samme kjole i det forkerte stof, kan få dig til at se tyk ud. Vælg derfor stof i god kvalitet, der gør noget godt for dig.

3) Lad være med at være bange for at få opmærksomhed. Mange tror, de skal tone ned, når de bliver ældre. Det skal man ikke.

 

SE:Hvad skal man så gøre i stedet?

CW: Fremhæve din talje, hvis du har en. Og har du ikke, må du skabe den i tøjet.

Historisk set har kvindekroppen med barm-talje-numse været den mest afholdte form. Det er fordi den er mest symmetrisk og feminin. Den form får du, ved at fremhæve eller skabe din talje.

Sørg for at man kan se buen på numsen. Den færdige længde på overdele skal være mellem hofte 1 og 2, så numsen ikke er helt dækket til (Signes note: Hvis du laver mønsteret til hofte 2, så kommer tøjet til at sidde der, hvor Christina vil have det til at være. Der skal nemlig lidt bevæge-længde til i det meste stof).

Undgå for bredt tøj. Det går ned i jorden og du forsvinder. Og find balancen mellem håndled, talje, hals og ankler. Der må gerne være alle 4 dele synlige, men der skal være minimum 2 af dem.

 

SE: Hvis man synes det er helt vildt svært at finde ud af, hvad der klæder en og hvordan man skaber et samspil mellem sin stiltype og kropstype, hvad er så dine 3 bedste råd til at blive mere sikker i sin stil?

CW: Du skal gøre et forarbejde og lave en garderobe analyse. Del garderoben op i 3 grupper, som giver indsigt i hvad du gør til daglig.

gruppe 1: det du har brugt de sidste 2-3 uger

gruppe 2: alt det, du kan passe, men ikke har brugt i et år

gruppe 3: ting , du aldrig har brugt.

Gruppe 1 er indikationen af, hvad du kan lide. Der er en rød tråd i tøjet i denne gruppe. Måske har alle bluserne vandfald, knapper, ikke knapper, skråt skårede ærmer eller noget andet.

Gruppe 1 er den sikre bunke. Det, der virker. Det tøj, der er i denne bunke, har nogle pasformer og snit, der tiltaler dig.

I de andre bunker vil der være nogle ting, du nu forstår, hvorfor du ikke bruger eller kun sjældent har haft på.

Du skal sætte mindst en halv dag af til øvelsen og sende familien af sted, så du kan fordybe dig i øvelsen. Skriv noter i din telefon med hvad du skal huske klæder dig, og hvad du skal huske at gå udenom.

I forhold til mode, så er det vigtigt, vi ikke tror, vi skal ligene hinanden. Det skal vi ikke.  Mode er nogle mennesker, der har fundet på noget, vi kan væge imellem. Bare fordi modebillledet siger noget, er det ikke ensbetydende med, at du skal have det på. Find noget i modebilledet, der gør noget godt for din krop. Og lyt til din mavefornemmelse.

 

SE: I forhold til at mine læsere primært syr selv, er der så et ekstra godt råd til dem, når de nu ikke er bundet af hvad de kan finde i tøjbutikkerne, men i stedet selv kan lave lige det, de vil, med alle de blokader det giver, når man finder ud af, at der er frit valg på alle hylder? Hvad for en hylde starter man på?

CW: Hvis du tager udgangspunkt i et kjolemønster, der er godt, og ”klipper det over”, så har du snittet til både en nederdel og en bluse. Måden, kjolen er skåret på i taljen, kan være en god silhuet til en bluse. Måden, ærmet er skåret på, kan fungere til både kjoler, skjorter, bluser og jakker.

Hvis du har en grundstamme i et kjolesnit, kan du finde dine buksesnit. Fx hvis du er god i pencilskirt silhuet i kjoler og nederdele, så skal dine bukser være tætte, så de giver samme silhuet.

Når du har lært din kropstype at kende, så vil du begynde at tænke i balance. Så kan du begynde at kigge på grundmønsteret og tegne kropstypen udenpå, så du kan se i mønsteret, hvordan din kropstype er. Og så kan du få ideer til nye snit og se hvad du må, og hvad du skal holde dig fra.

Dråben skal fx tænke volumen, skuldre, flæser og ting på overkroppen og ro og stramhed på underkroppen.

Modsat skal coctailglasset, som er smal på underkroppen og bred over skuldrene, tænke ro på overkroppen og gerne vidde med fx a-facon i underdelen.

Timeglasset må alt, men det kan være lige så svært at finde de rigtige modeller for hende, der er ”perfekt” – som er timeglas uden at være for tynd eller for tyk, som det er for alle andre.

 

SE: Når man har et grundmønster (et veltilpasset kjolemønster, der er figursyet men sidder knaldgodt), hvad er så de første 3 ting, man skal designe og sy ud fra det?

CW: Noget, hvor du fremhæver taljen. Og har slanke ærmer. Medmindre det er en bluse, der er designet til at have store løse ærmer, skal de være slanke.

Det vigtigste er slanke arme og slank talje. Kom ind til kroppen alle de steder, du kan komme ind.

Kraveben er også altid flot, ligegyldig hvilken størrelse og alder du har. Hvis du ikke kan lide ting, der lukker til i halsen, så har du ret. Vis kraveben med en god halsudskæring. Bådhals, V-hals eller et vandfald er altid feminint.

Coctailglasset har ofte et langt kraveben, hun kan med fordel bruge raglan og snit, der skærer lidt af kravebenet.

Derudover er det afgørende, at du har det rigtige fodtøj på. Prøv tøjet undervejs med de rigtige sko. Gør dig umage – også når du er i gang med din syproces. Det er svært at se sig selv i staut, selv for en skrædder. Men hvis du har de rigtige sko på, så er det nemmere.

 

SE: Hvor kan man få mere af dig?

CW: Det kan du blandt andet på min hjemmeside, www.christinawedel.dk. På bloggen laver jeg film 1-2 gange om ugen. Ofte er det filmet i tøjbutikker, hvor vi snakker om gode snit i tøjet.

Du kan også booke mig som personlig shopper via hjemmesiden. Og så holder jeg events i hele landet med mit one-woman show “Se godt ud”. Det er et event, der handler om kropstyper og stiltyper og alt det, vi har snakket om i interviewet.

Og så må man også godt stille spørgsmål. Du må gerne fx sende et billede af dig selv i noget, du har syet, og spørge til et godt råd.

Er du mere til online kurser, så er der Se godt ud online kurset. Det er 28 dage, hvor vi kommer igennem tingene fra bogen.
Update februar 2020: Se Godt Ud online kurset er desværre lukket for tilgang.

Du kan selvfølgelig også købe min bog Se godt ud – også efter de 45.

Køb Christinas bog her<<

NB! Dette link er et reklamelink. Hvis du køber bogen via linket får Skaberlyst en lille del af beløbet. Hvis du gør – så siger vi tak 🙂

 

Christina Wedel - se godt ud 2

 

Bogen er super at have ved siden af sybordet. Den er hurtigt læst, og så kan du nemt slå op og se, hvordan det nu lige er med halsudskæringer, længder, vidder osv. når du står og laver dine symønstre.

Når du får styr på din kropstype og din stiltype, så bliver det meget nemmere at vælge og lave de symønstre, der rent faktisk klæder dig. Og det er vejen til at blive meget mere lykkelig for det tøj, du syr til dig selv. Så hvis du ikke allerede har styr på de ting, så lad Christina hjælpe dig i mål – det er hun super god til.

Bagefter er det slut med inspirationskriser og tvivl om, hvad du skal sy. Så ved du, hvad du skal tage fat i og hvad du skal prioritere, for at komme til at se godt ud.

 

Læs også:

One thought on “Se godt ud – Interview med stylist Christina Wedel

  1. Norma Hornung says:

    Super interview og rigtig god information, som alle burde kende til. Jeg har interesseret mig for dette i et års tid og har fundet informationerne på en amerikansk hjemmeside. Dejligt at det er tilgængeligt på dansk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap