Klassiske buksehægter fra Prym til isyning. Hægterne er lavet af 100% messing. Buksehægterne er 9,5 mm høje.
Hægterne er slanke og kun 2,5 mm høje når de er fæstnet sammen. De giver derfor klassiske bukser og nederdele en næsten fuldstændig usynlig lukning.
Passer til linninghøjder på op til ca. 4 cm. Vil du have ekstra høje linning, kan du sætte to buksehægter lodret over hinanden.
Hvert hægtesæt består af to dele: Selve hægten er den største, flade del, der ser ud til at være bukket om midten på sig selv. Den aflange smalle del kaldes en malle eller øsken. Det er den der griber og fastholder hægten.
Hægtens krog skal sidde yderst – på indersiden af linningens overfald. Det er lettest at åbne og lukke buksehægten, når krogen kan bevæges mest muligt som en del af linningen
Mallen placeres inderst mod din mave. Dvs på ydersiden af linningens underfald. Så kan du nemt fange den med hægtekrogen.
Mange af os har brug for en stram linning for at holde vores underdel på plads. Især i nederdele med vidde og klassiske bukser med brede ben. Hvis modellens hoftevidde er mere end nogle få cm større end dit hoftemål, vil stoffet ikke komme til at hvile på hoften. Tøjet vil i stedet bæres alene i taljen. Det kræver at din linning sidder tæt til i taljen. Ellers vil den synke ned til dér hvor linningens omkreds matcher din omkreds.
Hvis du har brug for en stram linning for at holde din underdel på plads, kan der komme en del træk på hægten. Det giver nogle ikke så kønne trækninger, hvor hægten er syet fast. Du kan også opleve at linningen “gaber” en lille smule fordi trækket på hægten løfter linningens overfald en smule fra underfaldet. Det er ikke fordi der er noget galt med hverken din krop, dine sy evner eller dit design! Det er derimod en naturgiven kombination af geometri og tyngdekraft.
Du kan let undgå trækningerne ved at sy to hægter i din linning. Sæt en ekstra hægte i ca. 2 cm længere inde på linningen. Så kan den tage det meste af trækket, mens den yderste hægte sikrer at linningens overfald ligger tæt ind til kroppen uden trækninger.
Inspiration
Der står en smule om hægter i de her blogindlæg:
Der står en del om nederdele der sidder til i taljen her:
Evt den her om bredden af linninger i bukser
Der er også lidt om hægter og maller i Synoter Studio Magasiner, de bruges i bla nr. 3 om buksedragter, nr. 6 om bukser og nr. 9 om Couture Nederdele.