Bløde og lette skulderpuder i filt.
Skulderpuderne måler 25 cm på den lange led og 13 cm på tværs. Den er ca. 12 mm tyk.
Skulderpuderne er bygget op af 3 lag: Nederst et mørkegråt filtlag. Fibrene modvirker at skulderpuden glider mod underliggende stof. I midterste lag giver de lagdelte tekstilfibre skulderpuden sin graduerede tykkelse. Øverst udjævner et lag lysegrå filt skulderpudens overflade. Øverste lag filt er glat nok til at tillade dit yderstof at falde naturligt over skulderpuden.
Det filtede materiale kan let klippes i facon, så skulderpuden passer til netop dig. Vil du gerne starte med helt tynde skulderpuder, kan du forsigtigt fjerne lidt af fibrene imellem skulderpudens to lag.
Den tykke side er lige og skarpt afskåret. Den side skal vende mod ærmet. Tykkelsen aftager gradvist mod den modsatte, buede side. Skulderpuden ender i én spids i hver ende. Den længste og mest spidse ende skal vende bagud. Et sæt skulderpuder kommer altså med en højre og en venstre skulderpude. Der er et udstanset hul i undersidens grå filt. Skulderpuden skal som udgangspunkt placeres med hullet ud for skuldersømmen. Prøv altid placeringen af dine skulderpuder, før du syr dem i dit tøj.
Skulderpuder bruges især i jakker og blazere. Filtpuden understøtter yderstoffet over skulderen, så det hviler på skuldrene uden trækninger. Det giver klassiske jakker og blazere den karakteristiske skulder silhuet.
Skulderpuderne her er vores favorit, fordi de er oplagt som “Den gyldne middelvej”. Tilpas fjedrende til at understøtte dit stof, og give en skarp og holdbar skulder silhuet. Tilpas størrelse, der gør en signifikant forskel for dine skuldre, uden at give dig overdrevne “Power skuldre”. Tilpas jævn overflade, som graduerer perfekt ud mod kanterne, så du ikke får nogen synlige kant hvor skulderpuden stopper. Tilpas blød, så du får fri god bevægelighed af armen under skulderpuden. Det er næsten som i Guldlok og de tre bjørne!
I skrædderiet understøttes skulderens silhuet med skulderpuder. Og bare rolig. Skulderpuder kan være yderst diskrete. Ingen grund til at frygte en gentagelse af 1980´ernes dekadence!
Skulderpuden er i virkeligheden et undervurderet mirakelhjælpemiddel. Den lille pude udjævner din skulders kontur, og støtter yderstoffet. Det giver stoffet et ensartet fald på både for- og bagstykke og i ærmet. Uanset om du har spinkle, kantede eller skrå skuldre, kan skulderpuder være din usynlige ven. Skulderpuderne giver en afbalanceret silhuet og ladet tøjet falder smukt fra dine skuldre. Har du asymmetriske skuldre, kan skulderpuder også hjælpe til et mere symmetrisk udtryk.
Har du også fået lyst til at eksperimentere med skulderpuder nu? Hvis du arbejder med mønsterkonstruktion selv, skal du huske at skabe plads til skulderpuden under skuldersømmen.I praksis fungerer det som regel med at hæve yderste skulderpunkt ca. 5 mm på både for- og bagstykke. Tegn den nye skulderlinje mellem inderste skulderpunkt og det forhøjede yderste skulderpunt.
Ofte bruges skulderpuder sammen med ærmefisk. I klassiske blazere understøttes forstykket yderligere med fx ulddug eller strygelærred.
Inspiration
Du kan læse om indlægsmaterialer i blogindlægget her:
Hvis du vil lære mere om skuldre og ærmer, kan vi også anbefale dét her blogindlæg
Holdning i ærmer – sådan justerer du holdningen, så den passer til ærmet
Der er også guldkorn om skræddersyningens faldgruber og vigtigheden af ordentlige indlægsmaterialer her:
Synoter design: Dina jakken er syet med skulderpuder.