Jeg har tidligere vist dig, hvordan du nemt kan sy ærmer med holdning i dit tøj.
Men det er ikke altid, der skal være holdning i ærmer. Der er nemlig forskel på ærmer i vævet og strikket stof. Og stor forskel på, hvor meget holdning du skal bruge i et ærme.
I vævet stof er der brug for holdning i ærmer, for at ærmekuplen kan nå ind til kroppen og ærmegabet. Der skal være et lille “hulrum” mellem stof og krop ved skulderen, for at du kan bevæge armen i en vævet kjole, bluse eller jakke. Og det hulrum sørger holdningen for, at du får.
Er der ingen holdning i ærmer i vævet stof, bliver det meget vanskeligt at bevæge armene. Det skyldes at stoffet ikke strækker sig nok til at du kan bevæge armen i skulderleddet, uden at der er givet plads til det med holdning i ærmet.
Holdningen i ærmet i vævet stof kan du se som en lille forhøjning af ærmet, der hvor det er syet fast til ærmegabet. Det buer lige et par millimeter op, inden det falder ned langs armen. De øverste ca. 3-4 cm af ærmet rører ikke ved kroppen. Det er først længere nede ved overarmen, at ærmet er tættere til kroppen.
I skrædderiet snakker man om at ærmet ikke må “gå på” overarmen. Det betyder, at der skal være luft mellem arm og stof hele vejen ned i ærmet, når man står med armene ned langs siden. Når man rækker frem og bruger armene og kroppen, kan man ikke undgå at armen går på ærmet, og det er helt fint.
I jakker og frakker understøtter man holdningen og det øverste af kuplen med en ærmefisk. Hvis du udelader ærmefisken, så falder stoffet ind i hulrummet ved skulderen, og jakken kommer til at se sjusket ud.
I bluser og kjoler har man ikke helt så meget holdning som i jakker. Der bruger man sjældent noget til at understøtte holdningen. I nogle tilfælde kan man lave en tynd “ærmefisk” fx. af organza, hvis stoffet har brug for en lille smule støtte. Men det er ikke noget, der normalt er nødvendigt i hverdagstøj.
Jakken her har 2-sømsærmer med 4 cm holdning, som er understøttet med ærmefisk og foer i ærmerne.
I strikket stof er det noget andet. Her kan stoffet give sig en masse, og du kan forme det rundt om kroppen på en helt anden måde. I strikket stof er der ikke brug for indsnit, for at forme tøjet om bryster og bagdel. Og der er heller ikke brug for holdning, for at forme stoffet omkring skulderen.
Faktisk er det ret irriterende, hvis der er holdning i et strikket ærme. Det vil sætte sig i toppen af ærmet som en lille “pose”, der kigger op over skuldersømmen og ligner et forkølet pufærme. Sådan lidt som en fødselsdagsballon dagen derpå, der er blevet slatten. Ikke så charmerende.
Strikblusen herunder er syet i en uld/viscose strik, som er meget draperende og smyger sig tæt til kroppen (du kan se i videoen længere nede, hvordan den ligefrem falder ind i min navle…) Sådan et materiale har på ingen måde brug for holdning. Der er rigelig stræk i stoffet, til at forme det omkring kroppen.
Her kan jeg få en helt tæt pasform, hvor jeg kan bevæge armene helt frit og ubesværet, selvom der faktisk er trukket vidde fra i mønsteret, så det på papiret er for småt. I den slags stof er holdning i ærmer noget, du skal undgå.
Så meget holdning skal du bruge i dit ærme
Det er svært at sige noget helt præcist om, hvor meget holdning lige netop du skal have i et helt bestemt mønster til noget helt bestemt stof. Det skal du selv finde frem til, ved at teste i prøvemodeller. Det er også en god idé at teste i det endelige stof, inden du syr ærmet helt på. Ri ærmet fast på symaskinen eller i hånden, og prøv dig frem med små justeringer ad gangen.
Der er desværre ikke er et enkelt gyldent svar på, hvordan det perfekte ærme ser ud. Men der er alligevel nogle generelle retningslinjer, som kan være et stor hjælp at gå ud fra.
Generelt er mængden af holdning i ærmer sådan:
Strikstof som fx. jersey: 0-1 cm holdning.
Jo mere elastan (stræk), der er i stoffet, desto mindre holdning. Viscosejersey og lignende meget strækbare strikstoffer bør ikke have holdning i ærmet. Mere faste strikstoffer i fx. hør eller silke og kraftigere bomuldsstrik (ikke almindelig jersey) kan have gavn af en lille smule holdning.
Bluse og kjolestoffer: 2- 3,5 cm holdning.
I de fleste bluser og kjoler passer det meget godt med et sted mellem 2 og 3,5 cm holdning. Jo større overarme, du har, desto mere holdning har du generelt brug for, fordi der så er længere fra overarmen ind til ærmegabet. Det kan du se forklaret i dette indlæg.
Jeg har store overarme, og de fylder på en irriterende måde. Så hvis jeg skal have god bevægelighed i mine kjoler og bluser, skal jeg ofte have et ærme med 5,5cm holdning. Det er lidt irriterende, for det kræver en del koncentration at få det syet pænt i ærmegabet. Men når det er klaret så er det skønt, for så sidder tøjet som det skal, og jeg kan bevæge mig næsten lige så frit i mine vævede bluser, som jeg kan i mine strikkede t-shirts.
Jakker og frakker: 3-7cm holdning.
I overtøj er der brug for mere holdning, fordi der skal være plads til både dig og dit normale tøj under overtøjet. Tænk på at din overarm bliver “tykkere”, når du får et par lag tøj på. Så giver det god mening, at holdningen også skal være større. I lette jakker, som den jeg har på her, kan du ofte klare dig med 3-4cm holdning, men i store vinterfrakker vil det sjældent være nok.
(Og nej, jakken er selvfølgelig ikke skæv. Men billederne bliver så kedelige, hvis jeg står helt stille når vi tager dem, så nogle gange bevæger tøjet sig altså lidt…som det jo gør, når man bruger det).
Det må du IKKE gøre, når du syr holdning i ærmer
Det er en udbredt misforståelse, at du skal strække stoffet i ærmegabet, for at få det til at passe til det “for store” ærme, når du syr holdning i ærmer.
Det må du ALDRIG gøre!
Når du strækker det ene stoflag i en syning, kommer det stoflag til at bestemme udseendet af sømmen. Du strækker det dybest set ud af facon, og ødelægger den pasform du har arbejdet ind i dit mønster i prøvefasen.
Når det hedder holdning i ærmer, så er det fordi selve ærmet skal holdes til ærmegabet.
Du skal ikke rynke det, for det må ikke ses i det færdige stykke tøj, at ærmet er større end ærmegabet. Kunsten er, at få stoffet presset fint sammen, så du har mere stof i ærmet på et kortere stykke af ærmegabet. IKKE at strække ærmegabet til at blive længere, så det passer til ærmet.
Stoffet har en betydning for, hvor let det er at holde ærmet til ærmegabet.
I meget tætvævede stoffer som fx. taft, er det stort set umuligt at holde noget til. Syr du en jakke i taft, hvor du ikke kan slippe af med holdningen uden at jakken bliver ubrugelig i pasformen, så kan det være en bedre løsning at designe et puffærme, hvor holdningen bliver en del af designet, og hvor du så gerne må rynke det øverste af kuplen.
I meget bløde og løst vævede stoffer som fx. de boucle stoffer, man ofte bruger til klassiske jakker, holder ærmet næsten sig selv til ærmegabet. Der kan det faktisk være et problem, hvis der ikke er holdning nok i et ærme, fordi stoffet har brug for holdningen til at forme sig rundt i ærmegabet. Her kan du meget bedre håndtere holdning i ærmer på op til 7 cm eller måske endda mere.
Sådan justerer du holdningen i ærmer, hvis det ikke passer til dit stof
Uanset om du arbejder med dine egne mønstre, eller om du syr efter købemønstre, kan du få brug for at justere holdningen i dine ærmer. Selv med et gennemarbejdet mønster, der har virket fint i forskellige typer stof, kan du komme ud for at der pludselig er en metervare, der ikke opfører sig som de andre. Og så har du brug for mere eller mindre holdning i ærmerne.
Du kan naturligvis også få brug for at ændre holdningen i ærmerne, når du prøver nye mønstre for første gang. Det er nok her, du oftest vil få brug for at justere ærmerne, inden du finder ud af hvilket stof, et mønster passer bedst til.
Der er flere forskellige måder at justere holdningen og tilpasse et ærme på. Ofte skal du have fat i en kombination af forskellige teknikker, men her skal vi bare se på en enkelt af dem.
Du kan se i videoen her, hvordan du ændrer mønsteret, hvis der er brug for mere eller mindre kuppelhøjde i dine ærmer:
Ændringen er ganske simpelt, at du enten forhøjer eller sænker ærmekuplen. Når det kun er holdningen, der er et problem, og ikke selve størrelsen af ærmet, skal du i første omgang ikke justere overarmsvidden eller andre ting, men blot koncentrere dig om størrelsen på ærmekuplen.
Du kan altså ret nemt ændre kuppelhøjden i dine ærmer. Når du har hævet eller sænket skulderpunktet, tegner du den nye kuppel. Husk at tjekke om den har den længde, du skal bruge til dit ærmegab.
Hvor meget du skal hæve eller sænke kuppelhøjden kommer an på, hvor meget holdning du skal have tilføjet eller fjernet. Det er en god idé at tegne med blyant, så du kan viske stregerne ud igen, hvis du ikke rammer rigtigt i første forsøg. Så undgår du et alt for forvirrende mønster. I videoen tegner jeg med forskellige farver tush, så du kan se hvad jeg laver.
Om denne tilretning giver dig en perfekt pasform i dine ærmer, er ikke sikkert. Det kan sagtens være, du skal kombinere med flere forskellige teknikker, før dit ærme passer helt perfekt til dig og dit ærmegab.
Men en ting er sikkert, og det er at du skal have styr på ærmegabet, før du overhovedet begynder at se på ærmet. Hvis dit ærmegab ikke passer til din krop, så er det lige meget hvor meget du justerer og tester dit ærme – det kommer aldrig til at blive helt godt.
Du kan læse mere om tilretning af ærmegab i denne artikel. Og så er det sådan noget, vi bruger rigtig meget krudt på til denne workshop i tilretning af kjolegrundmønster. Her kommer deltagerne meget mere i dybden med pasform og tilretning. De bliver klædt på til både at udvikle egne symønstre og til at arbejde meget mere fokuseret med deres pasform.
Stofinfo: Stoffet til jakken og nederdelen er en struktur vævet uld fra www.metermeter.dk. T-shirten er syet i en lækker uld/viscose fra www.stofshop.dk.
Mønsterinfo: Nederdelen er den draperede nederdel fra min og Maria Fabæch Moesbys bog Sy Nederdele. T-shirten er syet efter mit eget jersey grundmønster. Jakken er syet efter mit eget jakke grundmønster.
FOTO: Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge – www.bibiberge.dk
Hej
Rigtig fine forklaringer til hvordan man laver forskellige ærmer. De dur!
Har set søde bluser i fast stof med raglan ærme, hvor ærmet er i andet materiale end kroppen.
Kan man selv konstruere et raglan ærme til fx bluser i vævede stoffer? Og hvordan gør man evt. det?
Mvh
Doris
Tusind tak, Doris 🙂 Dejligt at det virker!
Ja, man kan selv lave sit mønster om til et raglanærme. Der er en video guide til netop det i online kurset “Syteknikker No. 3 – Overlocker”, men jeg har desværre ikke en guide til det på bloggen endnu. Det er en lille smule kompliceret, så ikke noget jeg lige kan forklare på at par linjer, desværre.
Kh
Signe / Skaberlyst