I Synoter Magasin nr. 11 syr vi jeans, og det er en vild rejse, vi glæder os til at dele med dig.
Jeans er en moderne klassiker, men det er ikke det første, de fleste kaster sig over at sy til sig selv. Og med god grund. Jeans er nemlig en verden helt for sig selv. En verden, vi guider dig igennem, så du får succes med at sy dine egne jeans.
Jeans er bukser. Men de er ikke bukser i klassisk forstand, og de har en helt anden pasform end “pæne bukser”. Skridtsømmen og det øverste af benet er formet på en anden måde, der får jeans til at sidde tæt omkring lår og numse på en måde, klassiske bukser kun drømmer om at kunne. Det kan lade sig gøre i jeans, fordi de er syet i denim, som er en særlig stoftype med god fleksibilitet. Jeans pasformen er naturligvis arbejdet ind i det basismønster, du får sammen med magasinet.
I magasinets jeans arbejder vi med 3 silhuetter i benene: straigth, barrel og wide, hvor straight er den tætteste. Vi har med vilje ikke lavet skinny jeans i dette magasin, da den helt tætsiddende pasform kræver noget andet af stof og mønster end de lidt løsere jeans. Modebilledet har i flere sæsoner været mere løst og det ser ud til at fortsætte længe endnu. Derfor er lige nu et rigtig godt tidspunkt til at lege med de løsere pasformer, eksperimentere med detaljerne og silhuetterne og udnytte den flotte struktur, der er i denimstoffets stivhed.
Magasinets designs har 2 placeringer af taljen: high rise, som sidder i taljen, og mid rise, som er sænket, men er høj nok til at du kan sætte dig uden at være nervøs for, om man kan se dine trusser over linningen.
Og selvom jeans og denim er en verden for sig, så har vi naturligvis ikke kunnet dy os for at skubbe til grænserne. Det har vi gjort ved at blande mere klassiske buksedetaljer som skrålommer og læg ind i nogle af vores jeans. Vi har også afveget fra den klassiske denim ved bl.a. at sy et par jeans i en blød twill, der ligner denim på afstand men har et blødere fald. På magasinets sider leger vi med balancegangen mellem jeans og pæne bukser og giver flere af vores jeans et eksklusivt løft, mens andre er klassiske jeans uden nogle dikkedarer og andre igen er mere streetstyle casual.
Udover guides til mønsterkonstruktion og syteknikker, byder magasinet også på artikler med vores bedste tricks til at sy jeans, guides til at lægge sømrum til mønsteret og artikler om jeans, denim og den karakteristiske blå farve, de fleste jeans har.
Vi håber, dine nye yndlingsjeans er blandt de 13 designs, vi guider dig igennem i magasinet. Hvis ikke, så er du mere end velkommen til at blande de forskellige detaljer, silhuetter og taljeplaceringer til din helt egen favorit.
I magasinet får du:
* PDF symønster til et par straight leg, high-rise jeans i denim i str. 32-54
* Guides til at ændre mønsteret til yderligere 12 meget forskellige jeans. Se alle jeans i designoversigten herunder
* En meget udførlig syvejledning med billeder
* Artikler om jeans, denim, indigofarve og syteknikker
* Vejledninger og tips til syning og mønsterkonstruktion
Derudover får du adgang til en video, der viser dig hvordan du laver symønsteret til basisjeansene ud fra dit eget buksegrundmønster til vævet stof, hvis du har et.
Konstruktions teknikker, du lærer i dette magasin:
* Sømrum til 2 forskellige sømtyper i jeans
* Skrålomme med lommespejl
* Smallere benvidde i bukser
* Hvordan du sikrer at du kan få foden igennem bunden af buksebenet
* Barrel leg (gulerodsfacon)
* Tilføje 1 og 2 læg til forstykket i jeans/bukser
* Skabe facon med indsnit i bunden af bukseben
* Justere lommeåbning og lommepose til mere vidde i sidesøm
* Wide leg (vidde i ben)
* Asymmetriske baglommer og baglommer, der går med i en søm
* Sidepanel med facon i indsnit i taljen
* Lige sidepanel
* Asymmetrisk sidepanel der snor sig fra bag- til forstykke
* Sidepanel med overskæringer
* Lommer gemt i overskæringer og sidepaneler
* 2 forskellige paspolerede lommer med lommepose helt op til sømmen.
* Mid-rise (sænket talje) og tilpasning af yoke, lommer og linning til lavere talje.
Se de 13 jeans, du lærer at lave symønstre til i magasinet, i designoversigten her:
Basismodel nr. 11: Straight leg, high-rise, 5 pocket jeans.
Sammen med onlinemagasinet får du et pdf symønster til et par basisjeans, som de andre designs laves ud fra.
Basisjeansene er et par “helt almindelige” jeans med lige ben, runde forlommer, en møntlomme i højre forlomme og de klassiske 5-kantede baglommer med broderi. Bagstykket har den klassiske, skrå yoke (bærestykke) øverst, som sikrer en god facon i bagstykket, uden at der er syet indsnit. I taljen har alle jeans i magasinet en lige linning, og i basisjeansene sidder den øverste kant af linningen i kroppens naturlige talje. Foran lukkes alle jeans i magasinet med en lynlås med gylp og en jeansknap i linningen. Lynlåsen åbner til “herresiden”, som er det mest almindeligt i jeans.
Linningen har i alt 5 bæltestropper, der er fordelt med 3 på bagstykket og 2 på forstykket. Der er syet dobbelte pyntestikninger med den karakteristiske orange farve, du kender fra de fleste jeans, i lommer, lommeåbninger, yoke, gylp, bæltestropper og indersøm. Linning og sidesøm har en enkelt pyntestikning og alle udsatte steder som lommer, bæltestropper og bunden af gylpen er forstærket med bartacks (små trenser) fremfor nitter.
Ud fra basismønsteret lærer du at lave symønstre til alle de andre designs. Til magasinet har vi syet de designs, du kan se på billederne herunder. Det er: design 1 (basisjeansene), design 4, design 6, design 8 og design 10 og design 12.
Har du et grundmønster til bukser, kan du bruge det som udgangspunkt i stedet for at tilrette basismodellen fra magasinet. Men jeans har en særlig pasform, og det kan være en fordel ganske enkelt at tilrette basismønsteret, som allerede har jeanspasformen bygget ind i ben, yoke og linning. Tilretter du normalt rigtig meget i bukser, kan det dog være en idé at lave jeanspasformen fra bunden ud fra dit grundmønster. Men tilretter du normalt ikke ret meget, kan det være nemmere at sy en prøvemodel af basisdesignet og tilrette den. Basisdesignet har allerede det design, alle guides i magasinet er lavet efter. Sammen med din adgang til magasinet får du også en videoguide, der viser, hvordan du laver basismodellen ud fra dit eget grundmønster.
Sådan får du adgang til onlinemagasinet
Når du bestiller onlinemagasinet Synoter Magasin nr. 11 – Jeans, får du adgang til det tema fra vores online medlemsklub Synoter Studio, der indeholder magasinet. Du får adgang via Synoter Studios onlineportal.
Alt fra Synoter Studio, du har købt adgang til, er samlet på samme side. Du skal logge ind i Synoter Studio, for at få adgang til dine køb, uanset om du er medlem af onlineklubben eller ej. Hvis du køber flere magasiner eller temaer, vil de også være tilgængelige, når du logger ind.
Er du medlem af onlineklubben Synoter Studio, får du automatisk adgang til nye temaer, så længe du er medlem. Temaer, der er udkommet før, du blev medlem, kan du købe adgang til enkeltvis her i webshoppen. Medlemmer har adgang til en masse ekstra undervisning om tilskæring, tilretning, design og syning, som kun er tilgængeligt for medlemmer. Du kan blive medlem af Synoter Studio og få adgang til det seneste tema her <<