Flagermusærmer er muligvis den mest misforståede ærmetype, der findes.
Næsten alle, der kan huske 1980’ernes overdrevne hænge-ærmer, har en indbygget aversion imod dem. Men lov mig ikke at afskrive flagermusærmer på forhånd – hvad end du måtte have hørt om dem eller hvad end du måtte have iført dig af overdimensionerede ærmer for 40 år siden.
For faktisk har flagermusærmer været populære i adskillige år.
Og med god grund.
De er helt geniale at have i dine symønstre af flere årsager. De 3 vigtigste af dem kan du læse i dette blogindlæg.
Hvad er flagermusærmer?
Inden vi dykker ned i hvorfor flagermusærmer er så geniale, så lad os lige slå fast hvad det er.
Et flagermusærme er et ærme, der er i et med kroppen. Der er ingen søm, intet ærmegab og ingen ærmekuppel der adskiller krop og ærme. En bluse (eller kjole) med flagermusærmer har sidesømme og skuldersømme, som fortsætter hele vejen ud gennem ærmet. Derfor har blusen en søm på oversiden af armen, hvilket ellers kun er noget man ser i visse typer raglanærmer.
For at du kan bevæge dig i bluser og kjoler med flagermusærmer, er pasformen løs. Sidesømmen fortsætter ud i ærmet i en buet linje, som giver ekstra plads under armen. Det er den plads, der gør det muligt at bevæge armene ubesværet. Buens forløb kan varieres, så der kan være alt fra en lille smule til rigtig meget stof under armene.
Når du har armene ned langs siden, vil det ekstra stof folde sig sammen i fine draperinger foran og bag armen. Og når du tager armene frem foran kroppen, følger stoffet med. Folderne i stoffet er dem, der bestemmer hvor meget bevægelsesfrihed du har.
Flagermusærmer bruges i dag i mange løse designs i alt fra fine silkebluser til store sweatshirts. Men det, der især adskiller moderne designs med flagermusærmer fra deres søstre i 80’erne, er at buen under armen placeres meget tættere på armhulen. Det minimerer mængden af stof under armene og giver de flotte silhuetter, der har præget modebilledets oversize-designs de seneste mange år.
Hvad så med kimonoærmer?
På engelsk er flagermusærmer i mange sybøger en variation af hovedgruppen kimonoærmer. Men i den danske konstruktionstradition (som mange steder mest er tysk) er der forskel på flagermusærmer og kimonoærmer. Her er kimonoærmer en noget mere kompliceret konstruktion, hvor ærme og krop godt nok også hænger sammen, men hvor overgangen under armen er formet på en helt anden måde.
Flagermusærmerne er geniale, fordi de er nemme at lave for alle. Kimonoærmer kan give en mere tætsiddende pasform, men kræver meget mere rutine i både mønsterkonstruktion, tilretning og syning. Så er du rutineret kan det være du skal give dig selv en udfordring med “ægte” kimonoærmer i den nærmeste fremtid.
Vi har overvejet at kalde flagermusærmer for kimonoærmer, fordi det helt ærligt bare lyder som om det er et flottere ærme. Men vi har valgt at holde os til det danske fagsprog. På engelske og amerikanske blogs og i internationale symønstre vil du opleve at flagermusærmerne ofte hedder kimono sleeves. Her er varianten batwing ofte den store udgave, vi kender fra 1980’erne.
Det er ikke altid så logisk og nemt med fagsproget, især når forskellige skoler ikke er enige om hvad der er hvad. Men det vigtigste er sådan set også teknikken og det færdige tøj – uanset hvad det kaldes. Så hvis du har svært ved at abstrahere fra ordet “flagermus” må du gerne erstatte det med “kimono”, når du læser videre.
Få succes med flagermusærmer – uden at være god til tilretning!
Lad os vende tilbage til hvorfor flagermusærmerne er så geniale. Og ikke mindst hvorfor de er en god ide at sy.
Den måske største grund til at flagermusærmer er blevet så populære i modebilledet er at de er nemme at tilrette.
Modeller med flagermusærmer har ingen indsnit, der skal passe til en bestemt størrelse barm. De er aldrig helt tætsiddende, og derfor passer en størrelse nemt til flere forskellige typer kroppe. Der vil primært være forskel på hvor meget rørlig vidde (plads mellem kroppen og tøjet), der er for den enkelte, og ikke så meget forskel i om tøjet føles rart at have på. Om der er en fold mere eller mindre i flagermusærmernes draperinger er ikke så vigtigt.
Det har stor betydning i en industriel tøjproduktion, hvor pasform er en af de største udfordringer i dag.
Men det er faktisk også en stor fordel for dig, der syr selv. Du behøver nemlig ikke lære en masse avanceret tilretning for at få succes med at sy modeller med flagermusærmer.
Smukke draperinger i bløde stoftyper
På grund af den ekstra vidde i modeller med flagermusærmer kommer der som sagt folder foran og bagved armene, når du står med armene ned langs siden. Den slags folder i tøjet kaldes draperinger. Og stoffets draperingsevne afgør, hvor bløde de folder er.
I blødt stof med god draperingsevne bliver folderne smukke og lette.
I mere stift stof med ringe draperingsevne bliver de mere skarpe og uregerlige.
Derfor egner modeller med flagermusærmer sig ekstra godt til bløde stoftyper. Vi er især vilde med at sy flagermusærmer i silke og viscose. Det er materialer, der ofte væves i bløde vævninger som satin og twill, og som ofte er tilpas tynde til at falde smukt i flagermusærmernes folder.
Især de sarte silkestoffer kan ikke tåle at være alt for figursyede og tætsiddende. Sømmene går ganske enkelt i stykker, hvis der kommer for meget træk på dem. Men det er slet ikke et problem i modeller med flagermusærmer, som jo netop er løse og med ganske få sømme.
Flagermusærmer og bløde silke- og viscosestoffer er ganske enkelt et match made in heaven.
Nemt og hurtigt at sy bluser og kjoler med flagermusærmer
Bluser og kjoler med flagermusærmer kan sagtens designes med komplicerede detaljer og mange gennemskæringer og sømme.
Men det behøver de på ingen måde.
I den rå form er bluser med flagermusærmer noget af det nemmeste at sy. Der er kun 4 sømme: 2 sidesømme og 2 ærme/skuldersømme. Og så naturligvis en halsudskæring og oplægninger som i alle bluser og kjoler.
De få sømme gør modeller med flagermusærmer geniale til 3 typer projekter:
1) Begynderprojekter. Flagermusærmer er geniale som din første bluse eller kjole, netop fordi der er få sømme og næsten ingen tilretning. Er du begynder bør du ikke vælge de mest sarte og levende stoftyper, men du kan finde masser af bomulds- og viscosestoffer, der både er til at styre og vil falde flot i flagermusærmernes folder.
2) Første projekter i levende stof. Har du aldrig før syet i silkesatin, blonde eller blød velour, så er en model med flagermusærmer et genialt sted at starte. Igen er pasformen taknemmelig og det ses sjældent i den færdige bluse hvis sømmene skrider lidt for dig de første par gange.
3) Nemme projekter. Efterhånden som du bliver mere rutineret og kaster dig ud i vanskeligere projekter, kan du måske få lyst til noget nemt indimellem. Og her er en bluse eller kjole med flagermusærmer helt genial. Når du først har styr på generelle syrækkefølger og syteknikker er flagermusærmer noget du næsten kan sy i søvne. Det er nogle gange virkelig rart at kunne sy en smuk bluse på en times tid – og det kan en rutineret synørd med et godt mønster med flagermusærmer.
Kjole eller bluse med flagermusærmer? Du bestemmer
Endnu en fordel ved modeller med flagermusærmer er, at du selv bestemmer om du vil sy en kjole eller en bluse. Den eneste forskel er længden.
Har du et godt mønster til en kjole med flagermusærmer kan du ganske enkelt korte den af til en bluse hvor du ønsker.
Og har du et godt blusemønster kan du forlænge det til en kjole.
Det eneste, du skal være opmærksom på er, at der skal være plads nok over dine hofter til at du kan sidde i kjolen. Det er der i de fleste modeller med flagermusærmer, fordi designet som regel er løst, men tjek det alligevel, hvis du forlænger et blusemønster til kjolelængde.
Kjolen på billederne har en buet bund, men det behøver den ikke at have. Du kan lave præcis den bundlinje i dine kjoler, du ønsker.
Markér taljen i modeller med flagermusærmer
Det eneste lidt negative, man kan sige om flagermusærmer er, at de ikke i sig selv markerer din talje.
Taljen er ellers et af de steder på kroppen, vi ofte går efter at markere, for at undgå at blive for firkantede i silhuetten. Det gør modeller med flagermusærmer ikke af sig selv, så der må du tage fat i forskellige teknikker til at style dit tøj.
I kjolen her er det oplagt at tage et bælte eller et bindebånd i taljen, som jeg har gjort på billederne.
Du kan også markere taljen i en kjole ved at have en kort, åbenstående jakke over. Eller en skjorte, du binder i en knude i taljen.
Syr du bluser med flagermusærmer kan du enten have hele blusen inde i din nederdel eller bukser, eller du kan lave et af de populære “tuck”, hvor du stikker en del af blusen ned i underdelen i taljen. Det kan du se et eksempel på HER.
Er blusen lang nok kan du også have den ud over underdelen og tage et bælte i taljen, så blusen kommer til at få et lille skød hele vejen rundt.
Lav selv symønstre til bluser og kjoler med flagermusærmer
Du kan selv lave symønstre til bluser og kjoler med flagermusærmer.
Grundkonstruktionen er ret enkel at lave, da alle linjer og mål tegnes ud fra en ret vinkel. Du kan tage udgangspunkt i dine egne mål, når du tegner mønsteret, og slippe næsten helt udenom tilretning. De tilretninger, du evt. skal lave, er primært fokuseret på længde og vidde, som er mere en smagssag end det er egentlige pasforms tilretninger.
Processen med at tegne dine egne symønstre til modeller med flagermusærmer er en god træning i at konstruere symønstre og i at vurdere, hvordan du gerne vil have tøjet til at sidde på din krop. Når der ikke er så mange steder, det kan gå galt, er der heller ikke så mange steder, du kan fare vild i regler og andres holdninger. Det kan være med til at opbygge din konstruktions-selvtillid, så du er bedre rustet til at kaste dig ud i mere komplicerede konstruktioner efterfølgende.
Lær at lave symønstre til flagermusærmer fra bunden i vores onlinekursus 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof.
Du kan få adgang til kurset her:
Mønsterinfo: Kjolen på billederne er konstrueret ud fra vejledninger i onlinekurset 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof.
Stof: Stoffet er en twillvævet viscose købt hos Citystoffer i Aarhus.
Støvlerne er fra Roccamore.