Derfor bliver dine syprojekter aldrig helt som du havde planlagt

De fleste, der syr selv, oplever på et tidspunkt i deres sy-karriere en kortere eller længere periode, hvor det er meget fristende at springe over hvor gærdet ser ud til at være lavest, og droppe alt om prøvemodeller og tilretninger undervejs i sy processen.

Jeg er bestemt ingen undtagelse. Jeg har i skræmmende lang tid set mig for god til prøvemodeller. Jeg havde en idé om, som jeg også hører nogle af mine kursister sige, at jeg var ude over det stadie.

Sandheden er bare, at man aldrig rigtig kommer ud over stadiet, der hedder “test og prøvemodeller”. Det gik for alvor op for mig, da jeg for snart en del år siden hørte Stella McCartney fortælle i et interview, at det vildeste ved at være haute couture designer var, at hun fik lov at teste i det rigtige stof, og at der ikke var nogen der brokkede sig, hvis hun klippede forkert i de dyre silkestoffer.

Der gik det op for mig at alle har brug for at sy prøver, for at vide så præcist som muligt hvordan den færdige model bliver. Forskellen er bare, om man har råd til at sy prøver i det rigtige stof, eller om man er nødt til at klare sig med billigere alternativer.

Udfordringen ligger nemlig i at stof opfører sig forskelligt. En viscosejersey er meget anderledes end en bomuldsjersey, og en silkesatin er meget anderledes end en denim. Når  man  har accepteret den kendsgerning, så giver det pludselig ikke så meget mening at lave prøvemodeller i staut, som ellers er normal praksis rigtig mange steder. Man får ganske enkelt ikke et reelt billede af, hvordan den færdige model bliver.

Skal du sy en bluse eller kjole i viscosejersey, så skal du også teste i viscosejersey. Og skal du sy en blød draperende silketop, så skal du også teste i et stykke blødt, draperende stof. Ikke så meget hokus pokus der, faktisk. Det behøver ikke være præcis samme stof, men drapering og tykkelse/vægt skal være cirka det samme.

Samme mønster – 2 forskellige stykker stof

Lad mig vise dig et eksempel, hvor jeg ikke har gjort som jeg lige har lært dig. Så kan du nemlig se konsekvenserne af at “snyde”.

Jeg har i den seneste tid arbejdet med at udvikle nye grundmodeller til forskellige pasforme, og har bl.a. arbjedet med 3 forskellige t-shirt mønstre. Det ene af dem er oversize, og er tænkt som udgangspunkt for nye designs til sweatshirts og lidt løse strikbluser.

Min første prøvemodel har jeg syet i en strikket velour. Det er en ret fast og stabil metervare, selvom den er strikket, og den giver et rigtig godt billede af, hvordan mønsteret rent faktisk er. Skuldrene strækker sig ikke ekstra lange, og halsen går ikke ud af facon, når man tager blusen på. Derfor er det en god metervare til første test af et helt nyt mønster af denne type.

Men noget af det, jeg bl.a. havde i tankerne at sy efter dette mønster, er en helt løs og luftig strik, der er alt andet end fast i det. Det er en uldstrik fra Gucci, som jeg har købt hos Silkehuset, og den danser lidt af sted på egen hånd. Skuldersømme og hals bliver ikke på plads, når man først har fået blusen på. Derfor er der brug for andre syteknikker, og endda ændringer i mønsteret, for at få samme udtryk i blusen i det løsere og lettere stof.

Lad os starte med prøvemodellen i velour. Ærmerne hænger lidt ud over skulderen for at give det afslappede oversize-look,  og halsen har fået en smule mere udringning end et normalt grundmønster. Der er trukket 20% fra til ribkanten i halsen, som er 2cm bred, og den lægger sig fint ind til kroppen.

Jeg var på forhånd forberedt på at Gucci-stoffet ville opføre sig anderledes, da den er meget mere løs og levende. Så jeg havde besluttet at sikre skuldersømmene med et ekstra bånd, så de ikke ender med at være vokset endnu længere i løbet af et par måneder. Nok skal det være en oversize model, men jeg vil gerne have at det er mig, og ikke stoffet, der bestemmer hvor oversize den skal være.

Fordi farven er så sart, valgte jeg at sy den gennemsigtige engle-elastik i skuldersømmene.

Men det gav mig et andet problem. Engle elastikken er nemlig ret fast i det, og den holder lidt for godt på skuldersømmen i det sarte stof, så den kom faktisk til at trække lidt i ribkanten i halsen. Ribkanten stritter også lige op fra skulderen, og ser i det hele taget ikke godt ud. Til trods for at det her er præcis det samme mønster, som velour blusen er lavet af.

For at få ribkanten til at ligge lige så flot ind til kroppen som den gør på velour blusen, prøvede jeg at lave en smallere kant. Det er nemlig ofte fordi en ribkant er for bred, at den kommer til at stritte ud for skuldersømmene, som den gør her.

Jeg lavede også ribkanten længere, så der kun er 12% fradrag i forhold til halsudskæringen. Det trækker nemlig lidt hele vejen rundt om halsen, så det er for meget med de 20% fradrag, der ellers virkede fint i velouren.

Det hjalp på trækningerne, men ribkanten strittede stadig op ved skuldersømmen i begge sider. Løsningen blev at sy en lille trekant væk i ribkanten på indersiden, så den kom til at ligge fint ind til kroppen.

Syteknikken med at sy ind på indersiden af en ribkant er også det man bruger til fx. v-hals t-shirts og små toppe med smalle stropper, når der skal markeres et lille “v” midt for. På indersiden bliver der lidt ekstra sømrum, som jeg lader være. Hvis det bliver klippet af, bliver stoffet pludselig meget sart, fordi maskerne risikerer at løbe.

På retsiden ser det ud som herunder. Det kan kræve lidt øvelse at ramme spidsen af v-et så det ser ud som om det er skuldersømmen, der fortsætter ud i halsen.

Den færdige bluse i uldstrik kom til at se sådan  her ud. Den har en mere udtalt bådhals en velourblusen, fordi de små v-syninger i siden af halsribben giver en mere spids overgang fra forstykke til bagstykke.

Ville jeg hellere have bevaret det runde udtryk i halsen, som en ribkant normalt giver, skulle jeg have eksperimenteret yderligere. Jeg kunne fx. have taget skulderbåndene af, prøvet med nogle andre eller helt uden, og se hvilken effekt det ville have på halsen. Og jeg kunne have testet nogle af de andre muligheder for ribkanter, og måske endt med at vælge en af dem i stedet. Endelig er der også mulighed for nogle helt andre syteknikker i halsudskæringen, fx. kunne jeg have kantet den med en smal strimmel af rib-stoffet, som blev foldet rundt om sømrummet. Eller jeg kunne have syet halsudskæringen færdig før jeg syede skuldersømmene, og lade ribkanterne lappe ind over hinanden som en fin detalje.

Den oprindelige bluse syet efter mønsteret uden ændringer, ser sådan her ud:

Når du bruger de samme symønstre til forskellige typer stof, så skal du være forberedt på at teste og prøve dig frem, til du finder de løsninger, der virker bedst i det enkelte projekt. Der er mange andre ting at teste end halsudskæringen i den her bluse. Jeg har også testet differentiale indstillingen, for at få en flot flad søm i blusen, og jeg har testet hvilket stof jeg skulle bruge til ribkant, inden jeg valgte det endelige.

Du kan se her i videoen, hvad jeg har testet, inden jeg begyndte at sy: