Fransk søm: den nemme metode, der virker for alle!

I denne video-guide kan du se, hvordan du syr en fransk søm. Fransk søm er en syteknik, der typisk anbefales i gennemsigtigt eller sart stof, men teknikken er god i andre stoftyper også, fx en let viskose eller bomuld. Franske sømme giver en smuk finish i dit tøj, og du slipper for at skulle tråde overlockeren, da hele sømmen bliver syet på symaskinen. Det er en oplagt mulighed for høj kvalitet i dine sømme, hvis du ikke har en overlocker, eller bare ikke gider finde den frem.

Blusen på billederne her er syet med franske sømme. Stoffet er en let viskose, der lige så godt kunne have været overlocket, men toppen bliver lidt mere luksuriøs med de franske sømme.

 

Fransk søm: sådan syr du en fransk søm

 

Video guide: Sådan syr du en fransk søm

Til forskel fra en almindelig søm, hvor sømrummet er kantet med overlock eller zigzag, så er kanten af sømrummet i en fransk søm lukket inde mellem stoflagene. Det giver en pænere inderside, fordi sømrummet ligger helt glat uden at trævlekanten af stoffet er synlig. Med franske sømme er indersiden meget tæt på at være lige så pæn som ydersiden, og det giver en luksuriøs fornemmelse i tøjet, der er en lækker selvforkælelse i hverdagen.

I videoen her kan du se, hvordan du syr en fransk søm. Metoden er nem, og virker for alle. Det kan være en god idé at øve dig i teknikken et par gange i nogle stofrester i forskellige stofkvaliteter, før du er klar til at sy franske sømme i dit tøj.

Se video:

 

Stoffet skal helst ikke være for tykt, når du syr franske sømme. De mange stoflag i sømrummene kommer til at fylde for meget i kraftigt stof som fx denim eller frakkeuld. Hvornår stoffet er for tykt til at du kan sy en fransk søm, skal du selv vurdere fra gang til gang. Du kan altid lave en test i en stofrest, hvis du er i tvivl. Generelt er stoftyper, du bruger til bluser, toppe, lette kjoler og nederdele fint egnet til franske sømme, mens stof du bruger til bukser, jakker, kraftige/stive nederdele og kjoler som regel vil have bedre af et overlocket sømrum.

Den færdige franske søm har vrangsiden af stoffet på indersiden af tøjet og retsiden på ydersiden. Sømrummets bredde på indersiden vil være halvdelen af det sømrum, du klipper med. Hvis du klipper med 2 cm sømrum, bliver den færdige søm 1 cm bred. Vil du have et smallere sømrum i det færdige tøj, skal du klippe med et smallere sømrum fra starten.

 

Fransk søm

 

Nemme syteknikker, der giver smukt tøj – hurtigt!

En bluse som den på billederne her er hurtig at sy. Det har taget cirka en time fra jeg startede med at dampe stoffet, til jeg stod med en færdig bluse. De syteknikker, jeg har brugt til blusen, er ikke komplicerede. De er faktisk helt grundlæggende, og på nær den franske søm, som du kan se i videoen herover, kan du lære at sy dem alle i onlinekurset Sy dit yndlingstøj – Nemme bluser og kjoler. Det er syteknikker, du vil få glæde af i mange syprojekter fremover, når først du har lært dem.

Oplægningen er syet som et dobbelt ombuk, så syteknikken matcher de franske sømme, hvor sømrummet er lukket inde.

Halskanten og ærmegabene er afsluttet med skråbånd lavet i stoffet. I halsen har jeg syet skråbåndet, så det er synligt. Det giver en smal kant, der markerer halsudskæringen på en lidt underspillet måde i det ensfarvede stof. I ærmegabene har jeg vendt skråbåndet om på indersiden, så det er usynligt. Det giver en mere enkel afslutning, som du også kan bruge i halsudskæringen, hvis du ikke vil have den markeret.

Udover videoguides til teknikkerne kan du i Onlinekurset også se, hvordan du laver dit eget skråbånd af stoffet. Ved at bruge det samme stof til skråbånd får du et professionelt udtryk, og er sikker på at både farven og tyngden af skråbåndet passer til blusen.

Onlinekurset Sy dit yndlingstøj – Nemme bluser og kjoler er perfekt til begyndere og let øvede, der gerne vil blive rigtig gode til at sy tøj i høj kvalitet. Du kan læse mere om kurset – og få adgang med det samme – her:

 

Sy dit yndlingstøj – All Acces

 

 

Fransk søm: sådan syr du en fransk søm

 

Lær at sy tøj i høj kvalitet

Hemmeligheden bag at sy tøj i høj kvalitet med en smuk finish er at have nogle gode symønstre du kender, som er tilrettet til at passe din krop. Og at have et godt arsenal af syteknikker, du har syet flere gange, så du kender alle faldgruberne og ved lige præcis hvor, du skal være ekstra opmærksom.

Når du har styr på både symønstre og syteknikker, kan du begynde at få succes med hurtige syprojekter som fx at sy en bluse på under en time med luksus syteknikker.

Symønstre og syeknikker får du af mig i online kurserne.

Derefter får du rutine ved at øve dig på teknikkerne og sy lækkert tøj til dig selv. Så med adgang til online kurserne er det snart dig, der syr en lækker bluse med franske sømme på næsten ingen tid. Det er altså en ret smart ting at kunne de der lørdag formiddage, hvor man finder ud af at man INTET har i garderoben, men til gengæld har et stykke stof liggende på hylden, der passer perfekt til de bukser eller den nederdel, man gerne ville have på til festen i aften. Tro mig – jeg har været der (mere end én gang).

Start med at bygge et godt fundament for din syning. Den nemmeste måde at gøre det, er ved at følge vejledningerne i dette onlinekursus:

Sy dit yndlingstøj – Nemme bluser og kjoler

 

Bonus tip: Sømmene i nederdelen på billederne er også syet med franske sømme. Den er nemlig syet i en gennemsigtig chiffon, hvor man kan se sømmene igennem stoffet, når man er tæt på. Her er de franske sømme et pænere valg end overlock, fordi sømrummet er lukket inde mellem stoflagene og derfor har en glattere overflade. De franske sømme er ikke helt så synlige gennem stoffet, som en overlocket søm ville være.

Endnu et bonus tip: Både i onlinekurset og i blusen på billederne er skråbåndene syet på symaskinen. Men du kan også sy dem i hånden, hvis stoffet egner sig til det. Det er ikke alt stof, der gør det, så det er en god idé at teste i en stofrest, før du syr i hånden. Det er mere skrædder-agtigt at sy i hånden fremfor på symaskinen, men det er ikke altid det bedste valg. Hvornår det giver mening at opgradere til håndsyning, kan du læse mere om sammen med denne guide til at sy skråbånd i halskanten med håndsyning.

 

https://skaberlyst.dk/guide-til-moensterkonstruktion-saadan-laver-du-skoenne-aermer-med-vidde/

 

Mønsterinfo: Blusen kan du lave mønster til efter onlinekurset Sy dit yndlingstøj – Nemme toppe, bluser og kjoler. Se guiden til “Top med bådhals” i kurset.

Stof info: Blusen er syet i en tynd viscose lærredsvævning. Nederdelen er syet i en polyester chiffon med fint sommerfugleprint fra Stofshop.

Foto: Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge.

Læs også:

6 thoughts on “Fransk søm: den nemme metode, der virker for alle!

  1. Mona Dall says:

    Mange tak for den fine video med fransk søm, det var lige hvad jeg manglede lige nu. Slet ikke et fint projekt, men bare et dynebetræk der skal være mindre. Så jeg havde tænkt på “hvordan er det nu lige med skjult så ?”. Og så er betrækket jo et rigtig god øveprojekt.
    Jeg syer ikke ret meget mere, men synes din side/blog så spændende ud….og det fik jeg jo ret i???????????????????? Vil helt sikkert anbefale dig til andre…1000 tak.

    Mvh
    Mona Dall, Odense

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Mona
      Tusind tak for din søde besked. Dejligt at bloggen kunne guide dig videre 🙂
      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  2. Louise Mattissen says:

    Hvordan fungerer en fransk søm i skridtbuen i løse poplin-sommerbukser? Ville det være en løsning, der kan lade sig gøre frem for zig-zag sømme?

    • Signe says:

      Hej Louise
      Jeg bruger som regel ikke franske sømme i hverken skridtbue eller ærmekuppel/ærmegab. De meget kurvede sømme er vanskelige at få pæne med franske sømme. Især i skridtbuer kan det også være problematisk at få sømmen tilpas fleksibel, hvis det er en fransk søm. Så det korte svar er, at det fungerer dårligt 😉 Zigzag eller overlock giver dig mere kontrol over de kurvede sømme, og gør det nemmere med holdning i ærmer og fleksibilitet i skridtsøm.
      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  3. Nina Mikkelsen says:

    Hej Signe
    Vasker du stof inden du syr F.eks. En kjole?
    Mange tak for at du deler din nyttige viden.
    Venlig hilsen
    Nina

    • Signe says:

      Hej Nina
      Det kommer an på, hvad det er for noget stof. Tidligere vaskede jeg aldrig stoffet først, men dampede det. Men det er som om fabrikkerne sparer en krympe-proces væk, så stof krymper mere i dag end det gjorde for 20 år siden, så i dag vasker jeg bomuld, hør og viscose. Silke og uld vasker jeg stadig ikke, men damper grundigt før jeg klipper. Om det er rigtigt at stof generelt krymper mere i dag end tidligere, eller bare noget jeg fornemmer, ved jeg ikke – det kan være jeg bare har været heldig førhen.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap