Tøjstørrelser kan være kilde til en masse frustration.
Udover at det er et rent kaos af manglende regler, så man ikke kan regne med størrelserne på tværs af forskellige mærker, så er der især en ting, der gør det hele endnu værre:
Det er følelser.
Der kan være mange følelser forbundet med størrelser i tøj, især hos os kvinder. Det lille bogstav eller tal i nakken (eller taljen) af vores tøj fylder alt for meget hos alt for mange kvinder. For rigtig mange er det lille mærke inde i tøjet som ingen andre kan se, når man har tøjet på, en evig kilde til frustration og mindre selvværd.
Men sådan behøver det heldigvis ikke være. I dette blogindlæg bliver du præsenteret for en anden måde at se på tøjstørrelser. En måde, der kan tjene dig bedre og føre til meget mere tøjglæde. Og hvem ved – måske endda et bedre selvværd.
Drop mindreværd og skyldfølelse
Alle, der har været gravide, ved hvor vildt kroppen ændrer sig i den periode. Men den ændrer sig også, når man ikke er gravid. Kroppen ændrer sig igennem hele livet, og det er ikke noget ret mange af os lægger mærke til i hverdagen. Men over en årrække kan man mærke på sit tøj at det, der tidligere føltes behageligt og sad perfekt, måske pludselig er blevet ubehageligt at have på.
Udover at livet sker med sine op- og nedture, der kan være årsag til færre eller flere kilo på kroppen, så ved vi også at tyngdekraften hiver i kroppen hele livet. Bryster og numse bliver fladere mens maven og ryggen bliver rundere helt af sig selv, og selvom man kan træne sig til at blive mindre påvirket, så er der ikke nogen af os der bevarer en krop som en 17årig gennem hele livet.
Mange kvinder har en tendens til at lade kroppens ændringer blive til skyldfølelse og dårlig samvittighed. Og de følelser bliver hægtet op på det lille mærke i nakken af tøjet: tøjstørrelsen.
Men sådan bør det ikke være. Og nu skal du høre, hvorfor du bare aldrig, aldrig, aldrig nogensinde skal blande dine følelser sammen med din tøjstørrelse:
Din tøjstørrelse siger intet om de ting, der for alvor betyder noget.
Den siger intet om, hvor god en mor/datter/tante/kone/veninde du er.
Den siger intet om, hvor højt folk omkring dig elsker dig.
Eller hvor højt du elsker dig selv.
Den siger intet om, hvor dygtig du er til dit arbejde.
Eller hvor glad du er for det.
Din tøjstørrelse siger heller ikke noget om, hvad du spiser. Man kan godt spise sig tyk i sund mad eller være tynd, selvom man spiser usundt.
Man kan også være tyk og stærk. Og man kan være slank og slap.
Uanset hvordan du og din krop er, så har det intet med din tøjstørrelse at gøre.
Det eneste, du kan bruge din tøjstørrelse til
Din tøjstørrelse siger udelukkende noget om, hvor stor din krop er lige nu. Den viden skal du kun bruge til en eneste ting: at finde et godt udgangspunkt i dine symønstre, som du kan rette til, så det færdige tøj kommer til at passe til din krop. Størrelsen og det mål, der er knyttet til den, er udelukkende data.
Vi tager den lige igen:
Størrelsern er udelukkende data.
Data, du ikke nødvendigvis kan genbruge på tværs af mærker. Nogle gange ikke engang på tværs af modeller fra samme mærke.
Billedet herunder lagde en af mine søde kursister op i Facebookgruppen for noget tid siden. Det er 2 t-shirts, der begge er str. M. Fra 2 forskellige mærker.
Det er helt normalt at der er så stor forskel på samme størrelse på tværs af tøjmærker. Og symønstermærker. Den viden kan (og bør) du bruge til at lade være med at slå dig selv i hovedet over din størrelse. Størrelsen er udelukkende en hjælp til at starte det rigtige sted med dine symønstre, så du skal tilrette mindst muligt. Derefter er den uendeligt ligegyldig.
(Jeg har naturligvis fået lov at bruge billedet).
Find den rigtige størrelse i dine symønstre
Størrelserne er et brugbart værktøj til at finde et udgangspunkt, der er så tæt på din krop som muligt, for at gøre det så nemt som muligt at tilrette og finpudse pasformen. Gør det derfor til en vane at tage dine mål og tjekke målskemaet til det symønster, du vil sy efter, og ret dig efter det, der står i målskemaet i det pågældende symønster uden at tage dig af om størrelsen hedder 40, 42 eller 44 eller noget helt andet.
Og her kommer der en lille pudsighed ind i billedet:
Langt de fleste kvinder, der gør tøjstørrelsen til et problem, ser sig selv som værende “for store” og skælder ud på sig selv over deller, der fylder for meget. Det gælder for kvinder fra str. 32 til 60, og har meget sjældent noget at gøre med kroppens faktiske størrelse eller facon. Man kan føle sig “for tyk” på præcis samme måde når man er str. 38 som når man er str. 48. Det er ikke logisk, hvilket følelser jo ikke altid er, men derfor er det stadig et ægte problem for den enkelte, som får lov at styre vores handlinger og syn på os selv.
Mange af de kvinder der er vant til at tænke om sig selv, at de er for tykke, stoler ikke på målebåndet og målskemaet, og vælger en større størrelse end de egentlig har brug for. Det sker ofte med begrundelsen “det kan jo ikke passe – jeg plejer at være for tyk, så jeg må hellere tage en større størrelse”. Resultatet af at vælge en for stor størrelser er, at tøjet kommer til at hænge og slaske og bekræfte en i at man da også har en umulig og forkert krop. De færreste tænker på at problemerne kan fjernes ved at vælge en mindre størrelse, og det er netop det, der er det pudsige. Når man først har bestemt sig for at ens krop er umulig, kan det være enormt svært at se, at virkeligheden er en helt anden. At tøjet kan tilrettes og at kroppen sjældent er så langt fra standarden, som man gør den til.
Vælger du en forkert størrelse som udgangspunkt, gør du hele tilretningsprocessen meget mere vanskelig, end den behøver at være. Det er endnu en meget vigtig grund til at du skal se din størrelse som data og holde følelserne på afstand. Dine følelser er ganske enkelt ikke inviteret med til den fest, hvor du vælger størrelse i dit symønster.
Tør du tage dine mål og tjekke din størrelse?
I målskemaet herunder kan du se de størrelser, vi arbejder med hos Synoter:
Når du måler dig, så sørg for at målebåndet er tæt til kroppen. Det må ikke stramme, men heller ikke falde ned. Og så skal det ligge vandret hele vejen omkring kroppen.
Aflæs målet på målebåndet, find det der er tættest på i målskemaet og tegn den størrelse af på mønsterpapir.
Uden at tænke over det. Uden at føle noget omkring det. Det er bare forberedende arbejde, der skal gøres.
Sæt en god podcast på, mens du tegner symønsteret af, hvis du har svært ved at abstrahere fra det lille tal i øverste linje.
Se her hvordan du tager dine mål:
Få styr på måltagning og valg af størrelse med de her nemme tricks
Den bedste størrelse til lige netop dig
Når du har tilrettet en prøvemodel og ændret dit symønster, så det passer til dig, er størrelsen ikke længere et tal.
Så er det størrelse dig.
Og så har du udnyttet dine evner til fulde og fået det bedste ud af din syning – nemlig et stykke tøj, der passer lige præcis til din krop. Det er lige præcis her, du er langt foran, når du syr dit tøj selv. Her du kan opnå noget, som alle dem, der må nøjes med købetøj, må undvære. Her du har mulighed for at tilnærme dig den luksus, det er at gå til en skrædder og få syet tøj, der passer.
Men det kan kun lade sig gøre, hvis du husker at størrelse kun er data. Og hvis du holder følelserne ude af ligningen. De må først komme på banen, når du står med dit færdige stykke tøj, der er tilrettet og syet så det passer lige præcis til dig. Så kan du nemlig mærke de sommerfugle, der summer rundt i maven af stolthed over at du har syet et smukt stykke tøj til dig selv.
Et stykke tøj, som passer dig.
Så glem hvad der står på det lille mærke i nakken af dit købetøj. Kig i spejlet og på målebåndet. Og vigtigst af alt: mærk efter! Tøjet skal føles godt. Det skal give dig den følelse, du gerne vil have. Giv dig selv den gave at dit tøj passer til din krop og det sted, du er i dit liv. Så kan det være med til at støtte og styrke dig, i stedet for at pille dig ned.
Så du kan føle dig stolt over at have syet noget, der passer lige præcis til dig. Det er en af de største gevinster med at sy sit tøj selv.
Vil du helt slippe for størrelser og standarder, så kan du vælge at lave dine symønstre fra bunden efter dine egne mål. Det kan du blandt andet lære at gøre i min bog Sy yndlingstøj, som du kan læse om (og bestille) her:
Oprindeligt blogindlæg fra juli 2012.
Opdateret januar 2022 og maj 2025.