Hemmeligheden bag en flot zigzag kant

Der er flere metoder til at undgå trævlekanter i dit tøj.

I dette blogindlæg ser vi på en metode, de fleste har adgang til, nemlig zigzag.

Zigzag kanter er en super løsning, hvis du ikke har en overlocker. Men det kan godt være lidt svært at få en pæn zigzag kant i dit tøj.

Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du kanter med zigzag. Og flere ting, du kan gøre, for at få en zigzag kant, der er så pæn som muligt.

 

Derfor skal du kante dit sømrum

Hvis du lader sømrummet i dit tøj være en rå klippet kant, risikerer du at stoffet trævler – og dermed går i stykker helt af sig selv. Det er der ingen grund til, og for at undgå det skal du kante dit sømrum.

Det er ikke alt stof, der ser ud til at trævle ved første øjekast. Men efter nogen tids brug og vask vil det i langt det meste stof begynde at kunne ses indvendigt, hvis sømrummet ikke er kantet. Nogle gange tager det kun en enkelt vask, før sømrummet er tydeligt mærket af behandlingen. Andre gange kan der gå 10 vaske, før det begynder at kunne ses. Uanset hvor meget stoffet trævler, er det en god vane at kante sømrummet i dit tøj, mens du syr det, så det dels bliver pænere på indersiden og dels holder i længere tid.

Der findes stof, som ikke trævler, fx en god jersey, der har fået en efterbehandling som gør at den ikke trævler. Filtet stof trævler heller ikke. Men især i vævet stof er det vigtigt at tage stilling til, hvordan du vil passe på indersiden af tøjet.

 

Overlocker eller zigzag?

Der findes flere måder at ordne sømrummet, så trævlekanterne ikke får lov at trævle løs af sig selv.

I skrædderiet lukker man ofte sømrum og trævlekanter inde bag et lag foer. Så er der ikke behov for at kante sømrummet, da foret beskytter det mod slid. I tynde stoftyper syr man ofte franske sømme.

I pænere konfektionssyning (industrisyet tøj af vævet stof) syr man nogle gange et skråbånd omkring sømrummet og holde styr på kanterne på den måde.

Den mest brugte metode er dog at bruge en overlocker til at kante sømrummet i tøjet. En overlocker er en særlig type symaskine. Har du en overlocker, giver det mest mening at bruge den til at kante dit sømrum. Men har du ikke en overlocker endnu, så har alle moderne symaskiner mulighed for at sy både en overlocksøm og en zigzag søm, der kan bruges til at kante stoffet. I denne artikel stiller vi skarpt på zigzag sømmen som mulighed for at kante dit stof.

Når du på et tidspunkt vil opgradere din syning, er det en god idé at investere i en overlocker. Men indtil da kan du tage det helt roligt – zigzag er lige så funktionel en løsning som overlocksømmen, om end ikke lige så pæn og sjældent lige så hurtig. For en begynder er det helt perfekt at kante sømrummet med zigzag, fordi du slipper for at investere i 2 maskiner på én gang. Du får også en god mulighed for at blive mere fortrolig med din symaskine og de forskellige stoftyper, du syr i, ved at kante med zigzag.

Kant sømrummet mens du syr

Der er mange syere, der kanter alt sømrum, inden de går i gang med at sy noget sammen. Den metode anbefaler vi ikke her hos Skaberlyst. Dels kan det være svært at vurdere, hvor du skal sy, når sømrummet ikke er, som da du klippede det. Og dels kan du komme til at kante sømme, der ikke skulle være kantet eller kante sømrum enkeltvis, der havde bedre af at blive kantet samlet. Resultatet vil blive at sømrummet fylder unødvendigt meget inde i tøjet. Det vil have en negativ indflydelse på tøjets finish, dvs. hvor færdigt og professionelt, det kommer til at se ud.

Undtagelsen er, hvis stoffet trævler så meget, at det forsvinder, mens du arbejder med det. Ryger trådene ud af stoffet af sig selv, kan det være en god idé at ordne kanterne med det samme, inden du begynder at sy. Men det er virkelig sjældent at stof trævler så meget, at det er nødvendigt. Forvent at stoffet trævler en smule. Det kan det sagtens gøre, uden at du behøver zigzagge alle kanter med det samme.

 

Sådan får du din zigzag kant til at lykkes

Du kan kante dit sømrum samlet eller splittet (hver for sig). Når du kanter med zigzag er det klart en fordel at kante sømrummet samlet. Det ekstra stoflag i sømmen gør det meget nemmere for symaskinen at sy en pæn zigzag søm.

Det er også en god idé at klippe de kanter, der skal zigzagges, fri for løse trævlekanter. Når du har syet en søm, vurderer du om der er mange løse tråde, der stritter ud fra den. Er der det, kan du klippe dem af helt ind til stoffet. Derefter er kanten af sømrummet klar til at blive zigzagget.

Indstil symaskinen til at sy en almindelig zigzag søm med bred stingbredde og kort stinglængde. Du kan se i symaskinens manual, hvordan du indstiller stinglængde og stingbredde, hvis du ikke allerede har styr på det.

Sy først i en rest af stoffet, for at være sikker på at indstillingerne passer til stoffet.

Sy helt ude i kanten af sømrummet. Hver anden gang nålen går ned, skal den gå ned i stoffet, og hver anden gang skal den gå ned lige udenfor kanten af stoffet. På den måde kommer over- og undertråden til at danne en knude lige uden for stoffet. Det er den knude, der holder trævlekanterne ”bundet” fast til stoffet og forhindrer stoffet i at trævle i brug.

 

Se i videoen her, hvordan du syr en flot zigzag kant:

 

 

Forskelligt stof giver forskellige resultater

I den ideelle verden ligger zigzag sømmen sig helt glat og smukt omkring kanten af sømrummet. Det er desværre sjældent tilfældet i den virkelige verden. Alt efter hvor tykt eller tyndt, hvor stift eller levende stoffet er, vil zigzag kanten være mere eller mindre pæn.

På billedet herunder er syet zigzag i en række forskellige stoftyper, som tager forskelligt imod zigzag kantningen. Alle stoftyperne er her på billedet syet med samme sømrum og kantet samlet med samme indstilling på zigzag sømmen.

 

Når sømmen er syet, vil du i det meste stof opleve at kanten buler lidt, som du kan se på billedet herover.

Pres sømmen flad med strygejernet, for at få stingene og stoffet til at finde sig tilrette med hinanden. Ofte kan du presse sømrummet helt glat igen uden problemer. Derefter kan du presse selve sømmen.

På billedet herunder, hvor sømmene er pressede, er det nemmere at se, hvor forskellige de er. Indstillingerne på symaskinen var helt den samme, da de blev syet: 1,4 i stinglængde og 7 i stingbredde (maskinens bredeste mulighed).

Stoftyperne er, fra venstre mod højre:

Hørstrik (rød/hvid). Denne kvalitet er mellemvægt og tager egentlig fint imod zigzaggen. Men fordi stoffet er strikket er kanten lidt ujævn og små tråde stikker ud mellem zigzaggen.

Georgette (crepe vævning – brun). Dette er en kraftig udgave af en georgette, som egner sig til pænere jakker, kjoler og nederdele. Stoffet tager fint imod zigzaggen, som rammer kanten ind i en lige linje og næsten i sin fulde stingbredde. Det er dette stof, du kan se i videoen længere oppe.

Silke satin (råhvid). Dette er en let og levende kvalitet. Den er god til kjoler og bluser og er tynd, men ikke så tynd at den er gennemsigtig. Det tynde stof folder sig sammen inde i zigzag sømmen, og stoflagene har flyttet sig lidt i forhold til hinanden i sømrummet, så der er kommet trækninger på tværs fra zigzag sømmen til den sylinjens søm. Det gør ikke noget for ydersiden af tøjet, da trækningerne udelukkende er opstået i sømrummet, da der blev zigzagget, men det er da alligevel lidt ærgerligt.

Viscose rib (gul). Denne ribstrik er levende og så tynd at den er gennemsigtig. Ligesom i silken har zigzag kanten foldet stoffet, så sleve kanten ser smallere ud end i de andre stoftyper. Men her har stoflagene ikke flyttet sig i forhold til hinanden. Kanten er ujævn som ved silken og hør-strikken.

Frakkeuld (pink/beige). Den sidste kvalitet er en tyk frakkeuld. Den understøtter zigzag sømmen, så den bevarer sin fulde bredde og blot lægger sig som en fin lige linje langs stoffets kant.

 

 

I tyndere stoftyper som blusestoffer og stof til sommerkjoler er det som regel bedst at kante sømrummet samlet. I mere kraftige kvaliteter som fx. uld til bukser, denim eller jakkestof er stoffet ofte kraftigt nok til at kunne holde en zigzag kantning i et enkelt stoflag. Prøv altid i en rest af stoffet, og pres altid sømrummet efter du har syet zigzag, for at kunne vurdere det færdige resultat.

Herunder er samme stoftyper kantet med zigzag i et enkelt stoflag og presset efterfølgende. Resultatet bliver mere ujævnt i alle stoftyper, men jo tyndere stoffet er, desto smallere og mere uens bliver zigzag kanten. Den løser dog opgaven i alle stoftyper, nemlig at holde trævlekanterne inde til stoffet, så sømrummet ikke pludselig er væk.

 

 

 

Zigzag bliver ikke altid pænt

Zigzag er en god metode, hvis du ikke har en overlocker. Men zigzag er ikke det mest optimale til alt stof. Det er derfor ikke altid, det bliver så pænt, som man kunne drømme om. Når du har gjort, hvad du kunne i forhold til at indstille symaskinen, sy i kanten og presse sømrummet efterfølgende, så kan det nogle gange være nødvendigt at sige “det er godt nok”, selvom du drømmer om flottere zigzag kanter. I noget stof bliver zigzag bare aldrig en optimal løsning. Oplever du ofte det, er det måske på tide at se dig om efter en overlocker.

De fleste nyere symaskiner har en overlock søm. Det er ikke det samme som at sy en kant på overlockeren, men det kan være en mulighed i stedet for zigzag. Symaskinen bruger en særlig trykfod til overlocksømmen, og den trykfod kan du også bruge til zigzag. Overlocktrykfoden har en lille arm i midten, der holder stoffet glat, mens du syr. Det afhjælper en del af problemet med at stoffet folder i kanten, men det er ikke nok til at undgå problemet helt i alt stof. Vær forsigtig, når du bruger overlocktrykfoden, så du ikke kommer til at sy ned i den lille arm. Indstil zigzagbredden til det bredeste, din symaskine kan, og tjek at nålen går ned ved siden af armen, ved at dreje på hjulet på siden af symaskinen, før du syr.

 

overlock trykfod

 

Zigzagkanten i frakkeulden er sådan, de fleste drømmer om at alle deres zigzag kanter ser ud. Men som du kan se i de andre stoftyper, er det ikke altid muligt. Heldigvis holder zigzag kanten fint på trævlekanterne, selvom den bliver lidt ujævn og måske endda folder stoffet lidt ind i kanten. Så er zigzag din eneste mulighed, kan du fint bruge den i forskellige stoftyper. Det skal nok holde, selvom det ikke bliver lige kønt hver gang.

 

 

 

Du kan lære mere om syningens første sting i vores nye onlinekurser. Tilmeld dig ventelisten for at få besked, så snart de udkommer: https://skaberlyst.simplero.com/venteliste

 

Oprindeligt blogindlæg fra december 2012.
O
pdateret og genudgivet februar 2022.

Læs også:

2 thoughts on “Hemmeligheden bag en flot zigzag kant

  1. Kirsten says:

    Hej Signe.
    Har lige set dit indlæg med zigzag. jeg havde også problemer med en grim zigzag, hvor stoffet ikke lå pænt. Jeg skiftede trykfoden, så jeg syr med overlocktrykfoden, det hjalp! den lille bøjle, som sidder på trykfoden, løfter tråden, så den bliver lige lidt længere. Dermed bliver tyndt stof ikke “rullet” ind.
    Jeg nyder dine indlæg på bloggen og lærer mange tip. Overlockkurset, som jeg har købt, er en stor hjælp

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Kirsten
      Godt tip – tak for det 🙂 De fleste nyere symaskiner har også nogle ganske gode “overlock” sømme, der er pænere og mere effektive end zigzag sømmen. Det er dog ikke alle maskiner, der har en overlocktrykfod.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap