håndsyet rullesøm – Sådan syr du en håndsyet rullesøm

En håndsyet rullesøm hører helt klart til i den mere nørdede ende af din syteknik-værktøjskasse. Men det er en god teknik at kunne, hvis du går op i de små detaljer, og gerne vil have flest mulige valgmuligheder for at afslutte kanterne på dit tøj.

For selvom man i princippet kan færdiggøre alle kanter med enten et ombuk, et skråbånd eller en belægning, så er der bare nogle gange, det ikke er den perfekte løsning. I helt fine, tynde og måske oven i købet gennemsigtige materialer, kan det være lidt irriterende med en belægning eller et skråbånd, der kan ses igennem stoffet.

Det er langt fra altid et ombuk er en mulighed. Runder sømmen bare en lille smule, kan det være meget vanskeligt at få et ombuk til at lægge sig pænt og fladt.

Et oplagt alternativ i de lette materialer og rundede kanter, er en håndsyet rullesøm. I dette indlæg har jeg syet en håndsyet rullesøm i halskanten og oplægningen af denne silke/bomulds bluse. Det giver en helt smal kant, som er næsten usynlig. Og jeg slipper netop for at man kan se kantningen igennem stoffet, som er ret gennemsigtigt, når man kommer tæt på.

 

Men hvad er en rullesøm egentlig?

Det ligger i navnet. En rullesøm er en søm, der er rullet. Det betyder, at den rå trævlekant er gemt væk inde i “rullen” af stof, som er syet fast med helt små sting.

En rullesøm kan du sy både på overlockeren, på symaskinen og altså også i hånden. Men hvor sømmen på symaskinen bliver flad, i stedet for rundt, kan du i hånden styre bredden og udseendet af din rullesøm meget mere præcist.

Der er forskellige metoder til at sy en rullesøm i hånden. Nogen ruller stoffet med fingerspidserne, inden de syr det fast . Jeg bruger en lidt anden metode, hvor jeg lader stingene være med til at rulle stoffet. Det er den teknik, jeg vil vise dig i dette indlæg.

Uanset hvilken metode, du bruger til at sy en håndsyet rullesøm, så skal du sy med en enkelt tråd. Altså ikke noget med at lægge sytråden dobbelt i denne syteknik – det bliver ganske enkelt for kraftigt for de fine stoffer, du vælger at sy en håndsyet rullesøm i.

Du kan se her i videoen, hvordan du syr en håndsyet rullesøm:

 

Håndsyet rullesøm – trin for trin

Start med at hæfte tråden i en søm, så du har lidt ekstra stof at hæfte i. Når du har hæftet starter du med nålen på vrangen af stoffet.

Buk kanten af stoffet om mod vrangen ca. 2-3mm.

Sy gennem en enkelt tråd i stoffet, 2-3mm længere inde en hvor kanten af stoffet nu ligger.

Sy gennem folden fra ombukket, og stram forsigtigt tråden til. Den må ikke blive super stram, for så risikerer du at trække stoffet i stykker.

Måske skal du sy 3-4 sting,  inden du kan få sømmen til at rulle. Men når du er kommet lidt i gang, bør du stramme tråden forsigtigt til efter hvert sting, for hele tiden at holde rullesømmen rullet – selvom det måske er 3-4 sting bagud i forhold til hvor du syr, at rulningen sker.

Når din rullesøm er syet, er der en smal rund kant på indersiden af tøjet. På ydersiden er der måske nogle små prikker fra stingene synlige. I noget stof, fx. de fleste blonder og georgette, kan du slet ikke se rullesømmen på retten af tøjet.

 

Håndsyet rullesøm

Der er flere fine detaljer i denne silkebluse end den håndsyede rullesøm. I ærmet har jeg syet en fin detalje (synes jeg selv, i hvert fald) med en slids, der er lukket med knapper.

Slidsen er syet og konstrueret på samme måde, som du syr en slids i bunden af ærmet i et skjorteærme. Det kan du også gøre på flere måder og denne metode er altså en af dem.

Helt kort, så har jeg rykket skuldersømmen 2 cm fremad og tegnet en linje ned i ærmet, der er 2 cm foran skuldermarkeringen.

Slidsen er klippet op, ærmet er syet i og derefter er skulder og ærmeslids kantet med skråbånd. Til sidst har jeg syet små trådtrenser og knapper, som holder slidsen lukket.

Det gav en lille udfordring i halsudskæringen, fordi den rykkede sig skævt. Knapperne holder ikke slidsen helt lukket, så den kan bevæge sig lidt. Det kom til at se ud som om halsudskæringen var skæv, så derfor har jeg syet forstykket og bagstykket sammen i halsudskæringen med små sting i hånden. Så holder halsen sig pænt på plads, og der kommer ikke til at være så stort et pres på knapperne og trenserne.

 

Håndsyet rullesøm

Det er faktisk ikke så tit, jeg ville vælge denne syteknik som afslutning i en lærredsvævning som her. Det er nemlig forholdsvist tydeligt, hvor man har syet igennem stoffet, og generelt vil jeg gerne have en håndsyet rullesøm så usynlig som muligt.

Når jeg alligevel har valgt en håndsyet rullesøm som afslutning i denne bluse, så er det fordi stoffet er ret gennemsigtigt, når man kommer tæt på. Og jeg ville ikke have en synlig kant, som en belægning ville give. En anden mulighed ville være at sy et skråbånd i halskanten, ligesom der er i slidsen i ærmet. Det ville også have været en fin løsning, men lige på denne bluse ville jeg gerne have halsen endnu mere “ren” og usynlig.

Og selvom du kan se de små håndsyede sting i halsen på billederne, så er det altså mest fordi min skønne fotograf, Bibi Berge, har gjort alt hvad hun kunne, for at få dem i fokus. Netop så du kan se dem. Men i virkeligheden er det nok ikke så mange andre end skræddere, der vil lægge mærke til dem.

Nå men, værsgo’!

Nu har du endnu en syteknik i din værktøjskasse.

Brug den når det giver mening, og nyd de timer, du kommer til at sidde med dit sytøj i hånden. Man kan sagtens sy håndsyede rullesømme mens man for eksempel sidder på terrassen og nyder et glas vin. Eller i sofaen og snakker med resten af familien. Eller i toget på vej til den fest, man skal have tøjet på til. Så kom du bare i gang med synål og fingerbøl.

Stofinfo: Blusen er syet i en printet silke/bomuld fra www.citystoffer.dk.

Foto: Billederne i denne artikel er taget af Bibi Berge www.bibiberge.dk.

Læs også:

2 thoughts on “håndsyet rullesøm – Sådan syr du en håndsyet rullesøm

  1. Kirsten utzon says:

    Hej Signe, super go’ forklaring.
    Da du viste ærmerne, lagde jeg mærke til at du også har rullesøm på, men er der elastik i eller ser det bare sådan ud?
    Hvis der er elastik i, vil du så ikke lave en video og vise hvordan (ved lejlighed)?
    Mange hilsner fra kirsten utzon

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Kirsten
      Der er ikke rullesøm i ærmerne. De er rynket ind i bunden, så de får “puff” effekten, og kantet med et smalt skråbånd. Skråbåndet er syet til i hånden, så der ikke er nogen synlige stikninger.
      Teknikken med elastik i en løbegang kommer med i opdateringen af Kom Godt I Gang Med At Sy kurset, der er klar sidst på året 🙂

      Kh
      Signe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap