Indersiden af en jakke

Den seneste tid har jeg, udover alt det jeg har lavet med Skaberlyst, arbejdet på et projekt for 2 designstuderende fra Teko, der er i gang med deres afsluttende bachelor opgaver.

Det er altid spændende at arbejde med designstuderende. De arbejder på en lidt anden måde end jeg er vant til fra industrien. De er mere frie og “alt kan lade sig gøre”-agtige. Og det er så befriende, at de ikke er blevet spoleret af budgetter og minimums antal endnu. De laver bare det, de synes er fedt.

Den ene af de 2 piger har designet en rigtig fin uni-sex kollektion. Den er primært inspireret af herretøj, men designet så piger også kan bruge det. Så får de bare sådan lidt et “boyfriend” look – som om man lige er hoppet i kærestens bukser eller jakke.

De fleste af pigernes designs har jeg lavet mønstre til, og så bliver de syet på en fabrik i Litauen. Det i sig selv er vildt spændende, for det er aldrig helt til at sige, hvad der kommer hjem første gang man arbejder sammen med en fabrik, uanset hvor godt materiale, man sender afsted. Man skal altid lige lære hinanden at kende, inden det bare kører som smurt.

Men et par enkelte ting har jeg også fået lov at sy for dem. Blandt andet den her jakke fra uni-sex kollektionen:

Den mangler lige en sidste gang damp på billederne her. Man kan se hvordan stoffet krøller lidt ved lommerne foran. Men hun skulle have den med på en lang transport tur, så en gang damp på vej ud af døren ville bare gøre det endnu værre.

Jakken er syet i en fin uld, og for at få den til at se helt ny og uberørt ud, giver man den en ordentlig gang damp når man er færdig med at sy, og lader den hænge nogle timer, så stoffet kan få lov til at suge dampen til sig og fibrene kan rette sig ud.

Lader man den ikke hænge, så retter fibrene ind efter den position, de er i. Det er bl.a. det, man udnytter, når man damper i facon. Men i en dragtpose og på farten er det ikke lige det smarteste, så  i dette tilfælde måtte jakken altså vente med sin sidste finish til den kom hjem.

Jeg fik lyst til at dele et par arbejdsgange med dig, som jeg kom i tanke om, da jeg syede jakken.

Det første jeg gør, når jeg starter på et nyt projekt som dette, er at tømme en spole for tråd og spole den fuldt op med den farve, jeg skal sy med. Der er ikke noget værre end at løbe tør for undertråd, når man lige er kommet godt i gang, så det undgår jeg på denne måde. Hvis jeg har en halv spole med den farve jeg skal bruge, så bruger jeg naturligvis den. Man skal ikke fråse mere end nødvendigt med naturens ressourcer!

Det næste jeg gør, er at skifte nålen i symaskinen. Det er ikke sikkert jeg kan mærke slitage på den nål, der sidder i, men har den syet hele vejen igennem et andet projekt, så er den helt sikkert slidt, og det skal ikke være i det nye fine stof, jeg finder ud af det. Så hellere kassere nålen og starte med en ny frisk og skarp nål. Her må naturen ind imellem finde sig i at kunsten er vigtigere.

I vævet stof er der næsten altid en mønsterdel eller flere, der skal have vlieseline strøget på bagsiden. Om ikke andet, så skal der en strimmel på ved lynlåsen, hvis der er sådan en. Det er vigtigt at stryge vlieselinen på inden man begynder at sy. Det er der 3 årsager til:

1. Det er nemmest at komme til at stryge vliesen fast uden at trække i stoffet, når stoffet stadig kan ligge helt fladt.

2. Man kan sprætte sømmene op, hvis de er syet ovenpå vliesen. Er de syet under vliesen, så kan man ikke komme til stingene, og fejl er meget svære at rette.

3. Især de skrå trådretninger i stoffet, som opstår i fx. halsudskæringer og ærmegab, er skrøbelige for at blive flyttet rundt med. De kan strækkes ud af facon så let som ingenting, men hvis man fikserer dem med vlieseline først, kan man roligt arbejde med dem bagefter, uden at de mister faconen.

Den jakke jeg har syet her er lavet efter en “opskrift” der hedder “billig industrisyning”. Dvs. det er meget begrænset hvad der er af indlæg i jakken i forhold til skræddersyede jakker. Vi valgte primært denne løsning for at spare tid.  Man mangler altid tid, ikke sandt?

Jakken er vendt med for, og når den er det, så skal kanterne indvendig ikke ordnes. Hvis man giver sig til at overlocke kanterne inden man syr foret i, så risikerer man at man kommer til at presse sømrummet igennem som pressemærker på retsiden, og overlock tråden kommer til at fylde inde i jakken og gør sømmene mere markante end det er meningen.

Så indvendig ser jakken sådan ud:

Læg mærke til at vlieselinen i bunden er bølget og ikke klippet lige over. Det er for at overgangen ikke skal blive så tydelig på retsiden. Om man gør det i industrien kan jeg faktisk ikke huske, så muligvis er det en gammel “miljøskade” fra skrædderiet, der har sat sig fast hos mig.

Hvis man gør sådan i industrien, så er der garanteret noget for-produceret vliesbånd, der er bølget, til brug på store fabrikker. Jeg klipper det selv med en saks. Hvis man folder vlieselinen sammen i 6-8 lag er det nemmere (og hurtigere) end hvis man klipper bølger i et enkelt lag.

Jakken er som sagt vendt med for, som er lukket helt til. Hvordan man gør det, tager vi en anden dag.