Lad lynlåsen være detaljen i dit tøj

Er du også en af dem, der er lidt kedelig med dine lynlåse?

Så går du altså glip af en af de nemmeste veje til flotte detaljer i dit tøj.

I denne artikel kan du se nogle af de andre veje, du kan vælge at tage, som gør dit tøj mere interessant.

I rigtig meget tøj er lynlåsen degraderet til at være en praktisk foranstaltning. En nem mulighed for at komme ind i og ud af tøjet. Og de fleste af os skænker helt ærligt ikke lynlåsen ret mange tanker i det daglige.

Men det er lidt en skam.

For selvom du til de fleste syprojekter kan klare dig med at kende 3 teknikker til lynlåse, så er der mange andre muligheder for at sy en lynlås i dit tøj. Og hvis du bruger lidt ekstra energi på at tænke lynlåsen ind som en detalje i tøjet, fremfor blot en lukkemekanisme, kan du få prikken over i’et forærende ved blot at vælge en anden syteknik til din lynlås.

Hvad de 3 mest brugte teknikker er, kan du læse nederst på siden her.

Inden da vil jeg præsentere dig for nogle andre teknikker, det også kan betale sig at lære.

 

Lynlåsen som en synlig detalje

Det er oplagt at tænke lynlåsen ind som en synlig detalje i tøjet. Især i lidt kraftigere stoftyper, der kan bære en lidt kraftigere og tungere lynlås, giver det mening.

Det kan for eksempel være som en rå detalje i en denim nederdel som herunder. Selve nederdelen er et pencilskirt, der fungerer som en mere rå hverdagsnederdel, fordi stoffet er grovere. Lynlåsen er en metallynlås, der er syet i som en synlig lynlås midt bag.

Den lidt grovere metallynlås passer sammen med denimstoffet og giver nederdelen et mere råt udtryk. Og på samme tid bevarer nederdelen sin enkle, glatte overflade, fordi der ikke kommer en gylplynlås ind og forstyrrer enkeltheden på forstykket.

Sådan en detalje som denne fungerer ikke i alt stof. Er stoffet for let, vil metallynlåsen ganske enkelt blive for tung, så stoffet bliver trukket ud af facon. Men i den kraftige denim er det helt perfekt med synlige lynlåse som en designdetalje. Her ville en usynlig lynlås til gengæld blive for spinkel og ikke passe til stoffets grovhed.

 

Lynlåsen som synlig detalje

Lynlåsen som detalje i nederdel

 

Et andet eksempel på en synlig lynlås, der er en del af designet, er lynlåsen i jakken herunder.

Her er åbningen formet som en bue, som lynlåsen tilpasser sig. Den buede lynlås bryder jakken op på en ny måde, som skaber dybde og liv til designet. Lynlåsen kan holdes tone i tone eller i en kontrastfarve, alt efter hvor synlig, den skal være.

I denne jakke har vi valgt at have lynlåsen i sort, fordi der i forvejen sker meget i printet og med broderiet på ærmet. Hvis lynlåsen var i en kontrastfarve, ville der være for mange forskellige historier igang på samme tid. I en ensfarvet version af jakken ville det til gengæld være flot med en lynlås i en kontrastfarve. Så ville lynlåsen være den primære historie i designet, og kunne bedre bære at stikke endnu mere ud end hvad den gør med den buede facon.

 

jakke Lynlåsen er buet

 

Når lynlåsen skal være gemt væk

Andre gange er det ekstra vigtigt at lynlåsen er så skjult som muligt. Det er det fx i mange fine stoftyper som blonder eller gennemsigtige stoffer. Her skal lynlåsen helst ikke gøre et stort nummer ud af sig, for så vil den ofte komme til at overtage udtrykket og tippe balancen mellem det fine og det grove på en uheldig måde.

I det meste stof er en usynlig lynlås den perfekte måde at gemme en lynlås væk.

Men i blonde og lignende meget sarte stoftyper, er det bedre at sy lynlåsen i i hånden. Her kan du hele tiden styre, at der ikke bliver trukket i stoffet, så lynlåsen kommer til at bule i det færdige tøj.

I blondenederdelen herunder er lynlåsen syet fast i hånden, for at passe bedst muligt på stoffet i processen.

 

blonde nederdel

Lynlåsen er skjult

 

Forskellige syteknikker til forskellige syprojekter

Lynlåsene, du har set her, er syet i med forskellige syteknikker. Fælles for dem er, at de er en del af designet og det færdige udtryk. De er mere end bare en praktisk lukning. Selv den helt skjulte lynlås i blonden er tænkt som en del af designet, hvor den netop lader blonden få sin plads, og selv holder sig helt i baggrunden.

Til de fleste syprojekter kan du klare dig med at kende 3 teknikker til lynlåse:

1) Usynlig lynlås til nederdele og kjoler
2) Gylp lynlås til bukser
3) Almindelig midtersyet lynlås, hvis stoffet er for kraftigt til at en usynlig lynlås giver mening.

Men som du har set på billederne herover er det ikke altid nok med de 3 teknikker.

Har du problemer med en af de 3 teknikker (eller alle – eller kender du dem slet ikke endnu), så er der hjælp at hente i vores onlinekursus om lynlåse.

Har du allerede styr på de 3 vigtigste teknikker, så er der mange andre muligheder for at sy en lynlås i dit tøj, som du finder vejledninger til i samme onlinekursus.

Du kan lære at sy de forskellige typer lynlåse – både de usynlige og de synlige –  i onlinekurset Syteknikker – Lynlåse, som du finder her.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap