Broderi kursus på École Lesage

I dette blogindlæg kan du læse om Isabellas oplevelser og overvejelser omkring at tage til Paris og lære broderi på den berømte Ecole lesage. Isabella er beklædningshåndværkerelev hos Skaberlyst.

 

Isabella fortæller:

Sommeren 2019 skulle bruges på et ni dages draperingskursus i Moskva.

Det var planen tilbage i februar.

Det var noget, som jeg glædede mig til, specielt fordi Signe fortalte, at hun ville holde et draperingskursus i August. Så kunne jeg lige være lidt foran alle de andre.

Men skæbnen ville mig noget andet.

Jeg modtog en mail om, at det engelske kursus ville blive aflyst grundet at efterspørgslen fra de russiske kunder var langt større.

Det var træls, men der var ikke andet at gøre end bare at finde på noget nyt.

På samme tid blev der snakket om broderikurser på syværkstedet, så jeg gav mig til at undersøge, hvad der fandtes på internettet.

Her fandt jeg en meget dygtig hollandsk brodøse, som var uddannet hos École Lesage.

Jeg fandt skolens hjemmeside, og inden jeg vidste af det, havde jeg tilmeldt mig tre kurser:

* Discovering the Hook

* Michonet

* The 1920s.

Jeg fik bestilt flybilletter og lejet et værelse.

Sommeren 2019 var bestemt.

Jeg skulle på broderikursus i Paris uden at vide noget som helst om broderi.

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Min første dag på skolen var tirsdag den 25. juni. Her startede jeg på introduktions kurset Discovering the Hook.

Jeg fik først min ramme og dernæst materialerne til kurset. Min underviser viste hvordan man samlede rammen og spændte stoffet op.

Da jeg havde havde gjort det, viste hun hvordan man lavede kædesting med krogen. Det er en bevægelse, man lige skal vænne sig til, men det kom hurtigt ind i fingrene på mig.

Jeg fik først lov til at øve mig i forskellige retninger rundt om det rigtige broderi, og til allersidst øvede jeg i at starte og slutte et sting, da de to ting godt kan være lidt svære, når man ikke har det i fingrene.

De efterfølgende dage lærte jeg:

** Fladsyning

** At sætte perler på med kædesting

** At sætte pailletter på med kædesting

** Påsyning af rhinesten.

Resultatet blev denne fine lille guldsmed:

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Da det blev mandag den 2. juli begyndte jeg på det første af de kurser, som jeg først og fremmest tog til Paris for, nemlig kurset Michonet.

Det er det første ud af otte kurser i École Lesages Art Embroidery program.

Når man er færdig med alle otte kurser er man mester i alle de teknikker, som skolen tilbyder, og det er det endelige mål for mig.

Michonet var det sværeste og mest tidskrævende kursus, hvor der primært var fokus på broderi med normal broderinål.

Jeg brugte meget tid på at perfektionere mine sting, da det ellers ville se piv skævt ud. Vi broderede på silke organza, og nogle gang skulle jeg trævle et sting op, bare for at flytte det en enkelt tråd i stoffet.

Men det var alt det hårde arbejde værd, for jeg lærte så meget på det kursus. Jeg lærte blandt andet at sy:

** Millefleursting, som de på skolen kaldte Lazy Daisy,

** Fjersting

** Kædesting med metallisk tråd.

Det færdige broderi kan du se på billedet her:

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Og her en detalje, hvor du måske lidt bedre kan fornemme stingene og alle detaljerne:

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Efter at have broderet på højtryk i to uger fik jeg endelig en rolig weekend, inden jeg skulle starte på det næste kursus, The 1920s.

Kurset havde fokus på at brodere perler og pailletter med krog og kædesting, det der på dansk hedder tamburering.

Jeg fik en masse øvelse i at påsætte perler. Vi broderede med 2 størrelser perler. De store hedder 11/0 og er omkring 2 mm i diameter. De små perler hedder 15/0 og er omkring 1 mm i diameter.

Der er forskel på hvor ensartede perlerne er fra de forskellige producenter. Mine favoritter er fra 2 japanske mærker, Miyuki og Toho. De er meget ensartede, så der kan man bare brodere, uden hele tiden at skulle vurdere perlen i forhold til broderiet.

Vi broderede også med mere uregelmæssige perler, hvor der var forskel på størrelse og form, så der skulle man tage stilling til perlen undervejs. De mest ujævne perler kan ikke bruges, men ellers kan det give et lidt mere personligt udtryk og en anden type liv til broderiet at bruge de mere ujævne perler.

Vi broderede også med pailletter. Til broderi findes der både flade og kurvede pailletter i forskellige størrelser.

De flade er pænest når de overlapper hinanden, men de kan også broderes på enkeltvis.

De kurvede synes jeg er pænest, når de ligger enkeltvis.

Der er ret og vrang på pailletter, men det kan være svært at se på de flade. På de kurvede pailletter er retsiden den side, der buer ned, så de ligner en lille bitte skål.

Eftersom det er væsentlig nemmere og hurtigere at brodere med krog end med almindelig broderinål, så havde jeg også en del mere tid til at rende rundt og se Paris i løbet af det andet kursus.

Det er blandt andet i de uger, jeg fik besøgt de butikker, du kan læse om i min guide til stofbutikker i Paris.

 

Broderiet fra 1920s kurset kan du se her. Det er ikke helt færdigt, men det er tæt på:

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Og her på detaljebilledet kan du fornemme, hvordan perlerne og pailletterne er med til at skabe en 3D effekt i broderiet, som gør det levende på en helt speciel måde.

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Livet på skolen

På skolen blev vi hver morgen inddelt i hold med omkring 6 elever per underviser.

Det betød, at man ikke havde en fast klasse eller en fast underviser. Dog havde jeg ofte alligevel den samme underviser og var ofte i klasse med de samme personer.

Eftersom skolen er meget fleksibel med deres undervisningstidspunkter, var det langt fra alle, som havde undervisning hver dag. I klassen arbejdede alle med deres egne forskellige projekter, imens underviseren gik rundt og viste hvad der var på dagens program for de enkelte elever.

Der var deltagere fra det meste af Verden, og jeg fik lov til at interviewe nogle af min klassekammerater.

Dem får du lov at møde her.

 

Karen – 66 år – Californien

Karen har i mange år arbejdet i modeindustrien i USA for forskellige virksomheder, og det var gennem hendes karriere, at hun opdagede Lesages broderi og senere skolen.

Grundet familieliv og karriere har hun tidligere ikke haft tiden og overskuddet til at tage af sted, men sidste år blev hun pensioneret og så tænkte hun: “Det må være nu eller aldrig”.

Karen deltog på kurset “Discovering the Hook”.

(Karen ville ikke have taget et billede).

 

Karen – 33 år – Taiwan

Selvom det er lidt spøjst, at de hedder det samme, er denne Karen halvt så gammel og  bor i Taiwan.

Karen har sin egen virksomhed, Leyan – HappyWoolFelt, hvor hun filter de sødeste dyr og holder kurser i filtning.

Dette var anden gang hun var taget til Paris for at gå på École Lesage. Hun gennemførte “Discovering the Hook” og “Purl & Passementerie”. Resultatet af det andet kursus holder Karen i hånden på billedet.

Hun ved endnu ikke hvad hun vil bruge det til, men hun er allerede i gang med at planlægge hvornår hun skal tage det næste kursus.

Du kan følge Karen på Instagram på hendes profil @happywoolfelt

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

 

Laura – 26 år – Columbia

Laura er uddannet fashion designer og har sin egen virksomhed, Hidterica, der laver bryllupslingeri.

Hun opdagede skolen for 5 år siden ved et tilfælde da hun, af ren interesse, søgte efter broderi på internettet.

Laura tager det professionelle kursus “Haute Couture”.

Hendes ambition med kurset er at integrere teknikkerne hun lærer i sit eget brand, så hun kan hæve niveauet på sit lingeri så det matcher niveauet på fransk haute couture.

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Sophie – 23 år – Italien

Sophie har en uddannelse som skrædder, og hun har arbejdet på et værksted hvor de syr lingeri og skræddersyet lingeri, specielt bryllupslingeri.

Under hendes uddannelse fik den skole, hun gik på, besøg af en fransk kvinde, som underviste i tamburering, og Sophie blev helt vildt med det. Derfor søgte hun alt om det på internettet og på den måde fandt hun École lesage.

Hun er i gang med “Art Embroidery” kurserne og er indtil videre nået til level 7 og vil gå i gang med level 8, så snart hun er færdig.

Sophie har en ambition om at perfektionere sine færdigheder indenfor broderi, for at kunne gøre det til en del af sine designs.

Du kan følge Sophie på instagram på @sophiedemerci

Billedet er af Sophie og hendes veninde. Sophie til venstre og hendes veninde til højre. Sophies veninde har også et bryllupsundertøjsbrand.

 

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Hitomi – 43 år – Japan

Hitomi arbejdede i en bogforretning, da hun fandt en bog om Lesage. Hun blev meget inspireret, men der gik alligevel mange år før hun tog af sted til Paris.

Hitomi har efterfølgende gået på skolen af tre omgange, tre måneder hver gang. Denne gang gennemførte hun “Ribbon level 2 (Michonet)”. Desværre vil det være den sidste gang hun tager af sted, da hun er nødt til at blive hjemme i Japan for at passe sine forældre.

(Hitomi ville ikke have taget et billede).

Broderikursus på Ecole Lesage 2019

 

Ècole Lesage lever op til alle forventninger

Jeg kom hjem den 29. august, og det hele var en helt fantastisk oplevelse.

Skolen levede op til alle mine forventninger, og mere til. Lærerne var virkelig søde, hjælpsomme og meget kompetente.

Jeg har lært utrolig meget, og jeg glæder mig allerede til at tage af sted igen til næste sommer.

I første omgang kommer jeg til at bruge mine nye broderi færdigheder hos Skaberlyst, hvor vi planlægger et kursus i de tekniker, jeg lærer i Paris, efter min næste tur derned. Det kan du høre mere om, efterhånden som vi får det planlagt, hvis du er tilmeldt nyhedsbrevet.

I fremtiden drømmer jeg om at bruge broderiet meget mere.

Præcis hvordan… det vil fremtiden vise.

Du kan læse meget mere om École lesage og se deres forskellige kurser på skolens hjemmeside, som du finder HER<<

Læs også:

9 thoughts on “Broderi kursus på École Lesage

  1. Anne Halse says:

    Hej Isabella
    Det var meget inspirerende læsning. Jeg fik først kontakt med broderi på Skals Håndarbejdsskole sidst i 80’erne. Siden er det mest blevet til korssting. Men mine fingre klør, når jeg ser dine fantastiske ting. Jeg vil spørge, om du har ideer til hvordan man kommer i gang. Det kunne være god litteratur, hjemmesider, kurser eller lign.
    Glæder mig til at høre mere om dine projekter.
    Mvh Anne Halse

    • Isabella says:

      Hej Anne Halse!

      Du må virkelig undskylde mit meget sene svar her et halvt år senere.

      Jeg kan anbefale bøgerne Fashion Embroidery af Jessica Jane Pile og Book of Embroidery af The Royal School of Needlework. Jeg synes, begge bøger introduerer teknikkerne meget godt og specielt sidst nævnte bog er en god bog at slå op i. Den er et leksikon.

      Af kurser kender jeg ingen, som holder fysiske kurser her i Danmark. Men den hollandske brodøse, som nævnes i blogindlægget, Saskia Ter Welle, har et online broderikursus. Det skulle gennemgå de samme ting, som jeg lærte i Discovering The Hook. Derudover har The Royal School of Needlework både fysiske kurser i Englang og online kurser for alle.

      Jeg håber du fik dit svar 🙂

  2. Dorte Kring Nielsen says:

    Smukt arbejde du har lavet og spændende at læse. Indblik i nye teknikker udvider ens horisont, om end man ikke selv begiver sig ud i noget lignende.

  3. Norma says:

    Hvor er det godt skrevet og fotograferet, Isabella, ja, og ikke mindst ualmindelig smukt broderet. Tak fordi du ville dele dette med os

  4. Viktoria Nielsen says:

    Hej Isabella

    Jeg synes dit ophold lød utrolig spændende og jeg har selv kigget på den skole mange gange og overvejet om jeg skulle tilmelde mig. Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om de praktiske ting f.eks hvordan du tilmeldte dig kurserne, hvor lang tid du var væk og hvad prisen ca. er pr kursus? Du må meget gerne skrive til mig, hvis du får tid, det vil være en kæmpe hjælp!

    Hilsen Viktoria

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Viktoria
      Jeg giver din email videre til Isabella, og spørger om hun vil skrive til dig med et par gode råd til planlægning af turen. De praktiske informationer kan du se på skolens hjemmeside, som der er link til sidst i blogindlægget. Det kan være de ændrer lidt på fx priser, indhold og tidspunkter i forhold til da Isabella var der, så det er bedst at tjekke den slags direkte ved skolen.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap