En af de lidt svære ting, ved at sy tøj til sig selv, er at sy ærmer i kjoler og bluser. Især i vævet stof. Det skyldes et lille fænomen kaldet “holdning”, som jeg nok skal forklare lige om lidt. Og det er en af grundende til at mange alt for længe går en lang bue uden om symønstre med ærmer.
Den tendens skal vi have stoppet.
For der er tonsvis af lækre bluser og kjoler med ærmer, der bare venter på at du syr dem. Og dem skal du ikke snyde dig selv for, bare fordi du har hørt at ærmer er svære, eller tror du ikke er dygtig nok endnu til at sy kjoler og bluser med ærmer i vævet stof.
Du er dygtig nok.
Du skal bare have den rigtige syteknik at arbejde med. Den får du i videoen længere nede, og så skal ingen kjoler eller bluser med ærmer nogensinde stoppe dig igen. Det lover jeg.
Hvad er det der “holdning” i ærmer?
Grunden til at ærmer i vævet stof har ry for at være svære at sy, skyldes at de har “holdning” (eller bare “hold”). Holdning er en mængde ekstra stof, der er bygget ind i ærmet, så ærmet er større end ærmegabet. I kjoler og bluser er der ofte 1-3 cm holdning i ærmerne, så det vil sige at dit ærme er op til 3 cm større end det ærmegab, du skal sy det i.
Der er en rigtig god grund til at arbejde med holdning i ærmer. Det er nemlig holdningen – altså det ekstra stof i ærmekuplen – der får ærmet til at sidde flot, og samtidig sikrer at du kan bevæge dig i dit tøj.
Det hænger sammen med vores anatomi og den måde vores arme er sat sammen med kroppen på. Vores skulderled giver nemlig nogle udfordringer i forhold til tøjet. Når stoffet er vævet, kan det ikke strækkes i facon, som man kan med fx. jersey stof. Man er i stedet nødt til at sy det i facon, og konstruere sig rundt om de forskellige kurver på kroppen, så man sikrer at der stadig er bevægelighed i tøjet, selvom det sidder tæt til kroppen.
Ved skulderen kommer der et naturligt “hulrum” mellem arm og krop, hvis man fortsætter skulderlinjen lige ud og tegner en linje fra armen op over skulderen. Det er dette hulrum, der bliver dækket med holdningen i ærmet, så armen stadig kan bevæge sig som den skal.
I jersey stof har man ikke samme udfordring, for der trækker man bare stoffet helt tæt ind til kroppen, og så kan man fint bevæge sig pga. elastanen i stoffet. Det kan man ikke med vævet stof. Her er der nødt til at være noget rørlig vidde, som er pladsen mellem kroppen og tøjet, for at man kan bevæge sig.
I skrædderiet siger man, at ærmet ikke må “gå på” overarmen. Det betyder, at der skal være plads mellem armen og ærmet, når man står med armene ned langs siden. Og det kan altså kun lade sig gøre, hvis der er ekstra stof i kuplen af ærmet, der kan formes ind til ærmegabet ved skulderen. Og her er hulrummet ved skulderen altså en udfordring.
Løsningen på den udfordring er holdning i ærmet. Ved at have mere stof, end der er brug for rundt i ærmegabet, som så holdes ind og alligevel syes i det mindre ærmegab, får man skabt en “kant” på toppen af ærmet, der kan bøje ind og gribe fat i skulderen, og dække over hulrummet som et lille halvtag.
På tegningen kan du se hulrummet som en lilla trekant på den ene arm, og ærmet med rørlig vidde på den anden arm. Forestil dig, at det er den lodrette linje fra armen med hulrummet, der bliver bøjet ind til at nå skulderen, så har du en idé om hvad det er for en bevægelse, du skal have stoffet til at lave.
Det lille tip, der gør det nemt at sy ærmer med holdning
Hvis du allerede har prøvet at sy ærmer med holdning, og det ikke lykkedes helt efter planen, så har du måske prøvet et af de her klassiske sy-selv tips: tonsvis af nåle eller rynketråde syet på symaskinen.
Det er de mest udbredte hjælpemidler til at få styr på holdning i ærmer. Men det er ikke altid det mest optimale.
Når du syr en ri stikning på din symaskine, så syr du reelt en søm. Du låser stoffet mellem 2 sytråde, og selvom du skruer op på fuld stinglængde og evt. løsner spændingen i undertråden, så kommer du ikke udenom at du har syet en søm. I noget stof er det helt fint. I andet er det helt umuligt at få resten af processen med holdning i ærmer til at fungere.
Derfor foretrækker jeg at ty til den lidt langsommere skrædder teknik og ri i hånden.
2 rækker risting syet i hånden rundt i ærmekuplen, giver dig mulighed for at holde ærmet til meget lettere, end du er vant til.
Den ene række ri sting skal være i sømrummet, ca. 3-4 mm fra sylinjen. Den anden skal være inde på selve ærmet – også ca. 3-4 mm fra sylinjen. Sy ritrådene i, inden du syr ærmet sammen. Så kan du nemmere styre arbejdet på bordet.
Når ærmet er syet sammen kan du evt. lægge det op med det samme, hvis du har testet i en prøvemodel, hvor langt det skal være. Ellers kan du vente med oplægningen til efter du har syet ærmet i kjolen. Det er nemmere at sy, hvis du ikke sidder med for meget stof, så derfor kan det være en idé at sy ærmerne helt færdige, før du syr dem i din kjole eller bluse.
Der må under ingen omstændigheder være rynker og små læg i det endelige ærme, men du skal faktisk starte med at rynke holdningen sammen, så der netop er rynker i kuplen.
Når du har rynket ærmet sammen, skal du hænge kuplen over fingerspidserne, så du har tommelfingerne på retsiden af ærmet, og resten af fingrene inde i ærmet. Nu skal du forme det “halvtag”, der skal dække skulderen, og det gør du ved at glatte rynkerne ud igen i sylinjen, men lade dem være i kanten af sømrummet. Start ved skulderpunktet, og bevæg dig ned langs hver side af ærmet. Når du er færdig, har du en fold øverste i kuplen, men ingen rynker i sylinjen.
Så kan du sætte ærmet i ærmegabet, og fordele din holdning. Skulderpunktet og punktet i bunden af ærmegabet ved sidesømmen, skal naturligvis passe sammen. Og så skal den nederste del af ærmet fæstnes uden holdning. På forærmet er det ca. 7 cm op fra sidesømmen og på bagærmet er det ca. 10 cm op. Har du meget holdning i dit ærme, kan du fordele det helt ned til disse mærker. Det gør jeg, for jeg har 5,5cm holdning i mine ærmer. Har du mere normal holdning på omkring 2-3cm, kan du nøjes med at fordele holdningen i den øverste halvdel af kuplen.
Sy dine ærmer fast i sylinjen, som er midt mellem de 2 ri stikninger (hvis du ellers har været nøjagtig, da du riede dem), og tag nålene ud. Tjek om du har små læg eller rynk rundt i sømmen, og ret det hvis du har. Der må ikke være folder i sømmen i det færdige ærme.
Til sidst kan du trække ri trådene ud en ad gangen, og presse dit ærme. Sømrummet skal du have kantet, og det er oftest bedst med 3-trådet overlock eller zigzag. Det må ikke fylde for meget inde i ærmet, så derfor er skråbånd en dårlig løsning her. Og man syr sjældent foer i ærmer på kjoler og bluser, så derfor kan du ikke lade kanterne være rå.
Sømrummet presses ud i ærmet, så det er med til at understøtte holdningen af ærmet. Det er meningen at ærmet skal se ud som om det er sat udenpå kjolen, og ikke komme indefra ærmegabet, og den illusion får du, når sømrummet presses ud i ærmerne. Damp sømmen meget forsigtigt og pres med fingrene, for ikke at lave pressemærker og permanente folder i ærmet.
Og voilá, så har du et smukt ærme, der sidder som det skal, og sikrer dig at din kjole ikke sprækker i sømmen, når du cykler eller skal nå småkagerne på øverste hylde.
Se i videoen, hvordan du nemt syr ærmer med holdning
Nu ved du, hvorfor holdning er så vigtigt i ærmer i vævet stof. Og du har også set rækkefølgen i syningen. Men det absolut vigtigste punkt i denne fremgangsmåde, er at du får formet holdningen og sylinjen korrekt, så du ikke ender med en masse rynker de forkerte steder.
Det er dine fingerspidser, der skal på arbejde. Og sådan noget ser man altså bedst på video. Så væsgo’ – her får du hele processen med at forme ærmet og sy det i ærmegabet – uden rynker, men med det fineste holdning i toppen af ærmekuplen.
(Hvis videoen ikke vises på siden herunder kan du se den på vores Youtubekanal her: https://youtu.be/5Im0eq6N2II)
Kom i gang med at sy ærmer med holdning
Er du klar til at komme ud af dit ærme-hi nu?
Slut med at gå udenom bluser og kjoler med ærmer?
Jeg håber det.
Du kan øve dig i ærmer med holdning i vores symønstre fra webshoppen, fx Anna kjolen, som du kan finde her:
Kjolerne fra Synoter Magsin nr. 1 har også isatte ærmer og det samme har de vintageinspirerede bluser fra Synoter Magasin nr. 2. Du finder magasinerne her:
Har du lyst til at nørde endnu mere med ærmer, er der et helt tema fra vores onlineklub Synoter Studio, hvor du kan lære at konstruere et ærme fra bunden, så det passer til ærmegabet. I samme tema lærer du nogle af de typiske tilretninger til ærmer, vi lave på syværkstedet, og et par nemme teknikker til at ændre designet i dine ærmer. Du finder temaet her:
Kjolen, jeg har på i dette blogindlæg, er designet og konstrueret ud fra mit personlige grundmønster.
Stof info:
Det smukke printede stof er fra franske Atelier brunette, købt hos www.metermeter.dk.
Foto: Bibi Berge www.bibiberge.dk
Hej jeg har et spørgesmål jeg har syet i mange år men jeg kan ikke finde ud af hvordan man kan lave en skulder minder på købe bluserog jakker både min venine og jeg har prøvet i mange år og det bliver aldrig godt vi har begge syet i 50 år også gåde til syning også men lykkes ikke jeg har aldtid være meget smal på skulderen men nu er det blevet være for jeg har tapet mig lidt efter sygdom med venlig hilsen Inge Larsen
Hej Inge
Der er forskellige teknikker til at lave tilretninger til en smal skulder. Hvilken teknik, man vælger, kommer an på hvordan kroppen ellers er skruet sammen. Men hvis problemet bliver værre efter vægttab er det ikke kun skulderbredden, der er i spil. Dine knogler ændrer sig ikke, så dine skuldre vil være næsten lige så brede, som de har været hele tiden, trods ændring i vægten. Hvad der til gengæld ændrer sig med vægttab er både bredden hen over ryggen og størrelsen på barmen. Hvis det er her, problemerne sidder, så er det her, de skal rettes. Så har I udelukkende fokuseret på skulderen i alle de år, tyder det på at problemet sidder et helt andet sted.
Hvis du vil have min hjælp til at finde de rigtige tilretninger, så er du velkommen på et weekendkursus, hvor vi blandt andet kan arbejde med at tilrette et købemønster. Du kan læse om weekendkurserne her: https://skaberlyst.dk/butik/weekendkursus-i-syning-og-tilskaering/
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej du skriver, at når ærmet er syet i, skal sømmerummet presses ud i ærmet,
når ærmesømmen og model er syet sammen og overlocket sømmerummet, prøv så at stryge på sømmen med spidsen af strygejernet ind i ærmekuplen,det giver et flot resultat. (læg ikke sømmerummet ind i kuplen).
som jeg læser din beskrivelse risikerer du en flad ærmekuppel.
Med venlig hilsen Tove
Hej Tove
Sømrummet skal ud i ærmekuplen, så det er med til at give et løft til ærmet. Hvis sømrummet kommer ind mod ærmegabet/skulderen, så bliver ærmekuplen flad. Strygejernet skal ikke røre sømmen i ærmekuplen. Der skal lidt damp på, og så kan man presse forsigtigt i sylinjen med fingerspidserne. Ellers bliver holdningen presset flad, og så er alt besværet med at sy det i ingen nytte til.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe..
Jeg har lige forsøgt at følge denne her fine gennemgang i forbindelse med at sætte ærmer i min prøvemodel, tusind tak!
Jeg føler faktisk at ærmet sidder pænt, men det sidder ret tæt op under armen, og jeg er lidt usikker på om det bare er sådan det skal være med sådan en tætsiddende prøvemodel, eller om jeg skal sænke ærmegabet lidt. Jeg mindes at du havde lavet en video om det også, men måske tager jeg fejl, for nu har jeg binge watched alle dem jeg tænkte det kunne være…
Mange hilsner Anna
Hej Anna
Hvis du har det behageligt i ærmet, ville jeg lade det være. Et højt ærmegab giver generelt bedre bevægelighed. Men hvis det er så højt, at det generer, så duer det ikke. Så må du sænke det indtil det bliver behageligt. Tag en lille smule ad gangen, så du ikke sænker det mere end nødvendigt. Start fx. Med at sænke det 0,5 cm og se om det er nok. Er det ikke, så tag 0,5 cm mere.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Ville gerne se video med isyning af ærmer med hold, men hvor finder jeg link til denne ?
Hej Lene
Den er linket igen, så den skulle gerne være der nu. Du kan også se den på vores Youtube kanal her: https://youtu.be/5Im0eq6N2II
Venlig hilsen
Signe
Takker