For snart en del år siden arbejdede jeg i en stofbutik.
Og jeg må indrømme, at kunderne nogle gange frustrede mig. Ikke fordi jeg ikke kunne lide dem – men fordi de satte mine formidlingsevner på prøve.
Et typisk spørgsmål i en stofbutik er noget a la “Hej, jeg skal bruge noget kjolestof. Hvad har du”?
Det er jo et nærmest umuligt spørgsmål at svare på.
For kjolestof er virkelig mange ting. Hvilken type kjolestof, du skal bruge, kommer an på hvilken type kjole, du vil sy. Og ikke mindst hvordan du vil have det endelige udtryk i din kjole til at være.
Til nogle kjoler er der et mere oplagt valg af stof end til andre. Men uanset hvad, så giver det ikke rigtig mening at spørge efter kjolestof, når du går ind i en stofbutik. Det du forstår ved en kjole, kan være noget helt andet end hvad ekspedienten forstår ved en kjole. Du snakker måske om en lidt løs kjole i jersey, der bare er til at trække over hovedet, mens ekspedienten måske snakker om en klassisk kjole i vævet stof med indsnit og lynlås. Og så kommer I virkelig til at gå forbi hinanden, når I prøver at finde det perfekte kjolestof. Er du heldig, finder du en ekspedient der får spurgt ind til hvad du mener med kjolestof. Er du uheldig, gør du ikke.
Få den rigtige hjælp til at vælge det rigtige kjolestof
Hvis du vil have mere konkret hjælp til lige netop dit syprojekt er det en god idé at forberede dig hjemmefra.
Du kan fx have et billede eller en tegning af den (type) kjole, du skal sy, med i stofbutikken. Eller have forberedt dig på at beskrive pasformen og nogle af de egenskaber, kjolen skal have. Det kunne for eksempel være: “Jeg skal sy en løs kjole, og jeg vil gerne have den til at være let og luftig”.
Så kan ekspedienten begynde at lede efter silke, georgette, chiffon og alt muligt andet levende og let, der vil være godt til løse kjoler. Og så ved hun/han, at fx. tweet, almindelig jersey og tungt kjolestof er udelukket.
Er du i gang med at opbygge din første base af viden om stoftyper, symønstre og syning, kan det være en god idé at spørge personalet i stofbutikken (eller din sylærer) til råds om hvilken type stof, du skal bruge til et bestemt projekt. Men er du allerede rutineret, kan du godt selv træffe de beslutninger. Så skal du bare have hjælp til at finde rundt i udvalget og se hvor det mulige kjolestof befinder sig i butikken. Når du har fået det vist, kan du selv sammenligne de forskellige muligheder og vælge det, der passer bedst til dine tanker for din kjole.
Er du ikke helt sikker på, hvilket udtryk forskellige stoftyper giver dig, så se med i videoen her. Jeg viser dig forskellen på 3 forskellige typer kjolestof, der er velegnede til oversize kjolen i online kurset “12 bluser og kjoler i levende stof”.
Vises videoen ikke herunder kan du se den på vores Youtube kanal HER.
Kjolestof i forskellige udgaver
Det letteste stof, du kan få dine fingre i, er chiffon eller georgette. De opfører sig næsten ens, men er vævet på to forskellige måder, som giver en lille forskel i udtryket. Chiffon er ofte mere glat i overfladen end georgette.
Fælles for de 2 typer stof er, at det i de helt lette udgaver er ret flyvsk og ekstra levende. Det er svært at styre både i syningen og når du har det på, og det giver din kjole et meget levende og luftigt udtryk.
Chiffon og de helt lette georgette stoffer er bedst til løse designs. Bliver pasformen for tæt vil sømmene ganske enkelt gå i stykker, alene af det pres der kommer på dem, når du bevæger dig. Det kan du undgå ved at forstærke sømmene. Hvordan du skal gøre, for at det rent faktisk holder, kan du se i online kurset om syning i levende stof.
Georgette findes i mange tykkelser og endda som dobbeltvævet, hvor det er ekstra kraftigt. De tynde udgaver er levende og lette, mens de kraftigere udgaver er stabile nok til klassiske kjoler og jakker, der er syet i facon.
En lidt anden udgave at levende stof, der egner sig til samme type kjoler som chiffon, er en tynd og let viscose eller silke. Det er et blødt stykke stof, der falder flot, men hvor der er lidt mere hold i stoffet end i de gennemsigtige typer. Den lette viscose eller silke er ofte satin vævet, hvilket gør overfladen blank. Det gør stoffet glat, og giver det liv når lyset brydes i stoffet.
Det kraftigste stof, der efter min mening kan bruges til denne type lette og løse kjoler, er en tætvævet viscose eller bomuld. Vævningen Challis er en af dem, der er i denne kategori. En blød voile eller batist giver nogenlunde samme udtryk som den tætte viscose.
Det mere tætvævede stof strutter mere, og bliver stående i lidt skarpere folder, hvor de andre 2 typer falder mere ned og ind til kroppen. Det giver et tungere udtryk, som man skal befinde sig godt i for at det fungerer. En oversize kjole i tætvævet kjolestof fylder meget og bliver lagt mærke til – det skal du kunne håndtere og bære, hvis du skal have succes med at sy meget løse designs i denne type stof.
3 oversize kjoler med flagermusærmer
Oversize kjolen fra onlinekurset 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof er et ret perfekt eksempel på hvordan forskellige typer kjolestof kommer til at se forskelligt ud. Der er så meget stof i kjolen, at man tydeligt ser hvordan det falder. Desuden er der næsten ikke nogen sømme i kjolen, så der er ikke ret meget i designet, der forstyrrer stoffet. I dette design får stoffet på alle måder lov til at tale for sig selv, og det er stoffet der definerer kjolen.
Den første udgave af oversize kjolen blev syet i en let viscose. Resultatet blev fint og inviterer til hverdagsbrug, især om sommeren. Det giver en let og luftig kjole, der er perfekt til lige at smutte i. Pasformen er løs, og er stoffet ikke alt for sart eller dyrt, er det en perfekt søndags-kjole, når man egentlig ikke gider tage tøj på, men heller ikke gider rende rundt i nattøj hele dagen. I et finere stykke stof, fx. en smuk printet silke, er det hurtigt en behagelig – men super flot – festkjole, når den bliver brugt sammen med nylonstrømper og stilletter.
Denne udgave er ikke syet færdig, da det er en prøvemodel, men du kan se den på ginen i videoen længere oppe.
Anden udgave af kjolen er den, der er syet til online kurset. Den er syet i den mere kraftige viscose , og får et mere skulpturel udtryk. Her kan man virkelig mærke at kjolen er stor, og man kan mærke stoffet, når det bevæger sig rundt om kroppen. I ærmerne understreger stoffet effekten af at det nederste af ærmet fungerer som en indbygget manchet, fordi det bliver stående i skarpe folder ud fra kroppen.
Denne udgave er mere dramatisk. Den kræver en god portion overskud og personlighed, for at det er dig der kommer gående med kjolen og ikke omvendt.
Seneste udgave af oversize kjolen er syet i en let chiffon. Den flagrer og har sit eget liv, og er lidt svær at styre. Den flytter sig med alle bevægelser, og er ikke i ro ret lang tid ad gangen. Dette stof inviterer til at man bevæger sig, så det er et perfekt valg til en aften, hvor du regner med at danse rigtig meget.
Vær opmærksom på at stoffet er skrøbeligt og kræver noget ekstra af syteknikkerne. Alle sømmene i denne kjole er forstærkede for ikke at skride i brug. Især detaljen i ærmerne, hvor du kan trække ærmerne op, så den nederste del virker som en slags manchet, skal syes helt korrekt, for at kunne holde til det store træk i sømmene. Det lærer du i online kurset, hvor du får en stor oversigt over både de forskellige levende stoffer og de syteknikker, der egner sig til at sy dem.
Vær bevidst om dit valg af kjolestof
Uanset hvilket kjolestof du vælger til dine kjoler, så håber jeg du vil være bevidst om det. Og øve dig i at få forskellige udtryk i dine kjoler, blot ved at sy dem i forskelligt stof. På den måde kan du bruge de samme mønstre og pasformer flere gange og sikre dig kjoler, der sidder godt men ikke ligner hinanden. Med ganske få ændringer i designet, fx. en ny halsudskæring, og et andet stykke stof vil du hurtigt få mange forskellige udtryk at vælge mellem.
Forskellen på de letteste og mest levende stoftyper kan du læse meget mere om i online kurset “12 bluser og kjoler i levende stof”.
Stofinfo:
Den sort/hvide kjole er syet i viscose fra www.metermeter.dk.
Chiffon kjolen er syet i polyester chiffon fra www.citystoffer.dk.
Og nej, jeg syr normalt ikke i polyester. Men når man finder et print som det her, og stoffet har fået en efterbehandling der gør at det hverken er statisk eller på andre måder føles kunstigt, så er polyester et ganske fint materiale at sy i.
FOTO: Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge. www.bibiberge.dk
Kan man købe mønster ? I papir form ?
Hej Susanne
Nej, jeg sælger ikke mønstre. Men du kan lære at lave det selv i online kurset. Der lærer du både at lave grundmønstre til 3 forskellige pasformer med flagermusærmer, og udvikle mønstre til de 12 designs, hvor kjolen her er et af dem. Designændringerne kan også bruges i alle mulige andre mønstre, så du kan bruge dem til at variere gode mønstre du har i forvejen.
Kh
Signe / Skaberlyst
hej Signe.. Jeg tænker på at købe kurset, 12 bluser og kjoler i levende stof, men er lidt i tvivl? Jeg har købt noget silke velour i Marokko, det er ikke så kraftigt, men er jo som velour, jeg ønsker mig ikke en rigtig flagermus (oversize ) kjole, synes at den du viser i videoen er for “overzise” vil gerne have en der er mere kropsnær. Nu er mit spørgsmål, er alle mønstre, samme grundform, eller er den lilla et andet mønster.. Venlig hilsen Bente.
Hej Bente
Der er 3 grundmønstre i kurset med 3 forskellige pasformer: en tæt, en løs og en oversize. Du lærer at lave dem alle 3 fra bunden og så udvikle de forskellige designs. Men du kan sagtens blande design og grundmønster, så du laver de detaljer, der er i oversize modellerne, i den tætte grundform 🙂 Så du kan fint bruge kurset til at lave en mere tætsiddende model. De har alle flagermusærmer, som dybest set bare betyder at ærmet er i et med kroppen.
Kh
Signe / Skaberlyst
Hej Signe.
Jeg er ved den første prøve opsyning i den tætte pasform, 12 bluser…
Mine skuldre er fremad gående, så det ligner at syningen i ærme og skuldre nærmest sidder bagpå. Skal jeg flytte sammensyningen fremad over det hele fra hals til ærme eller…
Hej Pia
Ja, det er en mulighed. Det har jeg haft held med i den her bluse: https://skaberlyst.dk/oekologisk-bomuldsjersey-fra-chat-chocolat/
Kh
Signe / Skaberlyst