Nem guide – sådan laver du mønster til en hel sol nederdel

Foråret er konfirmationstid, og dette forår var vi sørme også inviteret med til en af slagsen. Sådan en konfirmation er en glimrende anledning til at klæde sig ekstra fint på. Og dermed til at sy lidt nyt.

Denne gang blev det en hel sol nederdel.

En nederdel, der er inspireret af et billede på Pinterest, jeg har forelsket mig i, og fik lyst til at lave min egen version af. Jeg er en del større end hende modellen på Pinterest, og på ingen måde lige så fiks. Men nederdelen – den er altså blevet fin!

Lav selv mønster til hel sol nederdel

Sådan en hel sol nederdel er en ret simpel nederdel at konstruere mønster til og sy. Det mest tidskrævende er at sy en linning i taljen og en lynlås midt bag. Ret mange andre udfordringer har den ikke. Men det behøver heller ikke være avanceret for at være fedt og godt syet. Simple projekter kan sagtens ligne noget, der har kostet mange penge, hvis bare stofvalget og syteknikkerne er rigtige.

Og nå ja, så hjælper det da også lidt, hvis man kan låne en fiks gammel sportsvogn af en af de andre gæster til festen (tak til Jørgen), når man lidt impulsivt lige skal have taget et par billeder til sin blog…

nederdel i hel sol

Jeg er nok ikke den eneste, men jeg har lidt svært ved at komme tilbage i høje hæle efter at have fået børn. Den her nederdel ville nu altså have godt af et par hæle. Jeg har faktisk de perfekte sko stående på sko-hylden. De kom bare ikke med denne gang, så du må nøjes med at se på mine sandaler… eller bare ignorer dem, og koncentrer dig om nederdelen 😉

Nå, men det var det mønster, vi kom fra.

Det er som sagt nemt at lave mønster til en hel sol nederdel. Du skal bruge din taljevidde og en lille formel, som du får her.

Nederdel i hel sol – Sådan gør du:

Trin 1
Mål taljen der hvor du vil have nederdelen til at sidde. Dvs. at hvis du vil have den sænket fx. 5 cm ned, så er det der, du skal måle, og ikke i selve taljen. Min er sænket ca. 3 cm og så er der lavet en høj linning, så nederdelen alligevel sidder i taljen.

Trin 2
Regn ud hvilken radius, du skal bruge til at konstruere din nederdel, efter denne formel:

(3,14 x 2 x 1/4 taljevidde) divideret med 10 = radius.

Min taljevidde er 101 cm for tiden, så mit regnestykke ser sådan her ud:

(3,14 x 2 x 25,25)  : 10 = 15,8 cm

Jeg skal altså bruge afstanden 15,8 cm som radius, når jeg laver mit mønster.

Trin 3
Tegn 2 linjer på mønsterpapiret, der mødes vinkelret i den ene ende.

Trin 4
Mål din radius afstand ned ad begge linjer, og afmærk. Gentag flere gange fra hjørnet og ud på papiret, så du får tegnet en kvart cirkel mellem de 2 linjer. Har du en passer, bruger du naturligvis bare den til at tegne kvart-cirklen – har du ikke, kan du også bruge dit målebånd som passer. Den linje, du tegner her, er din taljelinje.

Trin 5
Bestem hvor lang nederdelen skal være, og afmærk den afstand fra din radius-linje (som er taljelinjen) ned ad de første 2 linjer fra trin 3. Gentag nogle gange ind over mønsterpapiret, så du kan forbinde punkterne til en ny kvart-cirkel. Den nye linje bliver bunden af din nederdel. Her kan ud også bruge tricket med målebåndet.

nederdel i hel sol

 

 

Trin 6
Læg sømrum til den ene af de lange linjer, som er sidesømmen, og marker trådretning og “til fold” langs den anden af de lange linjer. Læg 1 cm sømrum til sidesømmen, taljen og bunden.hel sol nederdel

Trin 7
Du kan vælge at afslutte din nederdel i taljen på flere forskellige måder. Jeg har valgt en fast linning, men du  kan også vælge en belægning, der ligger inde i nederdelen, eller et skråbånd rundt i kanten. Lad stoffet og designet bestemme, hvad du vælger. Vælger du en fast linning, så er det faktisk bare et rektangel, du skal tegne. Længden skal være halvdelen af dit taljemål + et overfald, der passer til de knapper du vil bruge.

Højden af linningen skal være den færdige højde x2, så du kan folde den på midten.

Skriv “til fold” og tegn trådretningen ind langs den ene korte ende af linningen og læg 1 cm sømrum til de andre 3 kanter.

nederdel hel sol

Og så er du klar til at klippe og sy din nederdel. Syvejledningen tager vi en anden dag, men her får du nogle detaljebilleder af min færdige nederdel:

Oplægningen af en nederdel i hel sol kan være vanskelig, men med et smalt skråbånd er det ingen sag. Vil man have lidt ekstra liv i sin nederdel, og passer det ind i stilen, så kan man bruge en kontrastfarve eller et printet skråbånd.

nederdel i hel sol

nederdel i hel sol

nederdel i hel sol

Se lige det her stof, altså! Det er bomuld/polyester, så det kommer helt sikkert til at holde godt, og det holder en flot sort farve, som ikke helt kommer igennem her på billederne. Stoffet er købt hos Citystoffer i Århus.

Selvom stoffet er ret fast og “stift”, så kan man næsten ikke se stikningen fra oplægningen på retten (billedet herover). Det skyldes den “vaflede” overfalde, og derfor giver det ikke mening med pyntestikninger i dette stof. Bare hvis du skulle få den idé… Til gengæld kan man heller ikke så nemt se, hvis man syr linningen fast med en stikning i grøften, og kommer til at sy lidt ved siden af. Og det kan jo have sine fordele. Jeg har syet linningen fast i hånden på indersiden, så det har slet ikke væres en risiko denne gang.

nederdel i hel sol

Jeg havde ikke lyst til knaphuller denne gang, men ville gerne have knapper. Så jeg har syet trådtrenser til at holde knapperne lukkede. Knapperne er stofbetrukne, men ikke i nederdelens stof. Det er nogen jeg havde liggende i gemmerne…og ja, det er mest fordi der ikke var tid til at lave nogen med nederdelens stof, at det blev sådan her. Men jeg synes det virker meget godt.

nederdel i hel sol

Trådtrenserne er syet i hånden, og det giver nogle små “uperfektheder”. Jeg går ind for kvalitet men ikke hysteri, så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave den øverste trense om, selvom der er en lille ekstra knude der midt på. Trenserne er syet med knaphulssting, og tråden er forstærket med voks, så den ikke går så hurtigt i stykker.

nederdel i hel sol

Du får lige et sidste billede. Blusen jeg har på er syet i blonde, også fra Citystoffer, og den kan du læse om her.

nederdel i hel sol

Når stoffet ligger til fold for at få et helt forstykke, så er der en grænse for, hvor lang ens nederdel kan være. Hvis den skulle have været længere (og det skal den næste…) så skulle jeg have haft en søm midt for, og altså lagt sømrum til alle sider af mønsterdelen i trin 6 oppe i guiden.

Det vil give mulighed for at flytte mere rundt med mønsterdelene, hvis man klipper i et enkelt lag stof i stedet for et dobbelt lag, og så kan man få nogle længere mønsterdele til at være på stoffet. Hvis man altså har stof nok – det kræver nemlig noget ekstra. Hvor meget kommer an på både længden af nederdelen og stoffets bredde, så det kan jeg desværre ikke give dig en formel for.

Linningen ville jeg stadig lægge til fold midt for, selvom der er en søm i selve nederdelen.

Skal du også sy en nederdel i hel sol? Eller har du allerede syet en? Del den gerne inde i Facebook gruppen, eller smid et link til din blog eller andre steder du har delt den online her i kommentarerne. Det er så skønt at se, hvad der bliver syet derude i virkeligheden.

7 thoughts on “Nem guide – sådan laver du mønster til en hel sol nederdel

  1. Tak for en super go’ vejledning.
    Jeg har altid brugt at lave ombuk forneden på mine nederdele, men synes det kunne være sjovt at begynde at lege med kantbånd/skråbånd.
    Hvordan har du syet kantbånd på nederdelen? Har du vejledning til det ?
    Det eneste jeg kan finde er vejledninger, hvor skråbåndet bliver at se på forsiden.
    Hjertekram fra
    Lolita

    1. Hej Lolita
      Skråbånd er genialt til kanter, især i store nederdele. Jeg har ikke en gratis vejledning liggende på at bruge skråbånd som belægning, som det jo egentlig er, så vidt jeg lige kan se. Men der er en grundig trin-for-trin billedguide i bonus materialet i Sysidens online syklub – den kan du tjekke her: http://sysiden.dk/

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  2. Hej Signe
    Jeg har hørt nogle nævne at en hel sol skal hænge før man lægger den op, er det korrekt?
    Hilsen Camilla

    1. Hej Camilla

      Det er helt rigtigt, og det gælder faktisk for alle sol nederdelene. De får en hel masse skrå trådretninger, rundt i nederdelen, og de trækker lidt forskelligt i stoffet. Så når nederdelen har hængt et døgns tid, er bunden ikke længere lige, selvom den var det, da man klippede stoffet. Når nederdelen får lov at “dryppe af” inden man lægger den op, så kan man klippe den til, så den er lige igen, uden at skulle sprætte oplægningen op.

      Kh
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *