En rundskåret nederdel, også kaldet en sol nederdel, er blandt mine absolutte yndlingsmåder at konstruere nederdele på.
En rundskåret nederdel passer til din krop i taljen, og bliver gradvist større ned mod bunden. Sol nederdelene er feminine, lette at sy, lette at bruge og passer til næsten enhver lejlighed, alt efter hvilket stof, du syr dem i. Stoffet falder smukt hele vejen rundt om kroppen – især hvis du syr nederdelen med sidesømme, og klipper både for- og bagstykke på skrå.
Du kan lave forskellige vidder, så du kan variere udtrykket i dine sol nederdele med forskellige versioner af den samme konstruktionsteknik. De forskellige vidder går fra en hel sol, som er den største, til en kvart sol, som er den mindste. Nederdelen på billederne herunder er halv sol.
En klassisk misforståelse, når det kommer til solnederdele, er at tro at en halv sol er halvdelen af mønsterdelen til en hel sol. Men det er ikke tilfældet, og du vil få en ubrugelig nederdel, hvis du blot halverer mønsteret for at få en mindre omkreds i bunden. Du kan undgå at lave den fejl (og flere andre) ved at benytte dig af de 3 genveje til konstruktion af sol nederdel, du kan finde i denne artikel.

Undgå klassiske fejl i din sol nederdel
Variationerne i vidden på en rundskåret nederdel betegnes (på dansk) som 1/4 sol, 1/2 sol, 3/4 sol og 1/1 sol. Jo større en del af solen, du vælger, desto mere vidde får du i bunden. Men det er ikke den samme mønsterdel, der blot halveres til de mindre versioner. Alle variationerne skal kunne nå rundt om din krop i taljen, og hvis du blot halverer en mønsterdel, kan den ikke længere nå rundt om kroppen, da taljevidden så også bliver halveret. Derfor er det vigtigt at have styr på teorien bag de rundskårne nederdele. For at give dig det overblik på en nem måde, har jeg lavet en video, der forklarer sol nederdelene grundigt. Den kan du se i onlinekurset Gro nederdel, som du har adgang til, hvis du ar medlem af Synoter Studio.
Hvis du leder på det store internet og i gamle sybøger, kan du finde flere forskellige måder at lave sol nederdele på. Nogle af dem giver mening, andre er mere baseret på en “håb på det bedste” strategi. Rent matematisk svarer udregningen af taljevidden til at udregne radius på en cirkel, og derfor er det lidt spøjst at jeg i min research af solnederdele har fundet 6 forskellige formler til det. Jeg har testet dem alle 6 i praksis, og underviser dig i den metode, der giver det mest præcise resultat.
Selvom taljevidden i en sol nederdel er radius i en cirkel, så kommer der et ekstra lag ind i regnestykket, da der er forskel på om du vil lave 1/4 sol, 1/2 sol, 3/4 sol eller 1/1 sol. Det bliver der taget højde for i den formel, du kan se længere nede i dette blogindlæg, og som også er en del af onlinekurset med solnederdel i Synoter Studio. Denne formel virker som en drøm og er klart den bedste af de mange metoder, jeg har testet.

Genvej til solnederdel nr. 1: tag de rigtige mål
Før vi kommer til selve konstruktionen, skal du tage to mål:
* Taljevidden, hvor nederdelen skal sidde.
* Længden på nederdelen fra taljen.
Taljevidden skal være nederdelens taljemål, og altså ikke nødvendigvis din naturlige talje. Selvom det er mest optimalt for pasformen at placere nederdelen i din naturlige talje, kan du godt skubbe placeringen en anelse. Mange tænker navlen som en rettesnor for hvor taljen er placeret, og det er faktisk ikke et tosset udgangspunkt for en sol nederdel. Men din naturlige talje sidder lidt højere, der hvor kroppen er smallest i siden. Pas på ikke at placere din nederdel for lavt, for det vil forringe pasformen.
Du kan tage en elastik i taljen for at finde ud af, hvor du gerne vil have nederdelen placeret og for at have et punkt at måle længden fra. Nederdelen afsluttes med en linning i taljen, som kommer til at være over selve nederdelen. Linningen kan du lave 2 til 5 cm bred.
Længden måler du fra nederdelens talje, som er der, du har bestemt dig for, den skal være. Har du bestemt placeringen ved at tage en elastik i taljen, kan du lade elastikken blive siddende og måle længden fra den.
Når du måler længen på nederdelen, skal du være opmærksom på ikke at bøje dig forover for at aflæse længden på målebåndet. Når du læner dig frem, skubbes målebåndet længere ned, og den aflæste længde vil være for kort, når du retter dig op.
Mål længden på nederdelen på denne måde:
1. Stil dig foran et spejl, ret ryggen og hav lige meget vægt på begge fødder.
2. Hold målebåndet foran dig, så enden med 1 tallet vender ned mod gulvet. Bevæg nu målebåndet op eller ned, til den nederste ende er der, hvor du vil have nederdelens længde til at gå til.
3. Når du har fundet den længde, du vil have, så hold fast i målebåndet ud for taljen og aflæs længdemålet her. Hvis du har en elastik i taljen, så er det ud for elastikken, du skal aflæse målebåndet.
Notér både taljevidden og længden på et stykke papir, så du har det klar, når du skal lave mønsteret til din solnederdel.

Genvej til solnederdel nr. 2: Sidesømme
Når du har målene til din sol nederdel, skal du tegne dit mønster. Du kan bruge denne guide, som er den metode, jeg har fundet frem til er den mest præcise. Fremgangsmåden er den samme til alle typer solnederdel, blot med forskellige formler til at udregne taljen, alt efter hvor stor en vidde, du vil have i bunden af din nederdel.
Konstruktionen af en rundskåret nederdel starter med en ret vinkel. Det kan være fristende at bruge kanten af mønsterpapiret som den ene linje i vinklen, fordi kanten er helt lige. Hvis du har planer om at klippe din mønsterdel til fold i stoffet, giver det god mening at bruge kanten af papiret som foldelinjen. Det kan du fx gøre med en nederdel i hel sol. Men klipper du mønsterdelene på skrå, hvilket jeg altid gør med en halv sol, kan du med fordel tegne sylinjen sømrummets bredde fra kanten. Så er sømrummet automatisk tegnet med fra starten, da kanten af papiret kommer til at udgøre kanten af sømrummet. Vil du fx sy med 2 cm sømrum, tegner du den første linje til nederdelens symønster parallel med mønsterpapirets kant, 2 cm inde fra kanten.
Ved at klippe stoffet på skrå får du et ensartet, flot fald i den halve sol. Du skal klippe et forstykke og et bagstykke, så nederdelen får sidesømme. Det betyder at begge linjer i den rette vinkel, dit mønster starter med, kommer til at udgøre en sidesøm i den færdige nederdel.

Genvej til sol nederdel nr. 3: tre måder at tegne taljelinjen
Når du har tegnet vinklen på dit mønsterpapir, skal du tegne taljelinjen.
For at finde ud af hvor den skal være, skal du udregne radius i den cirkel, der udgør nederdelens taljevidde. Alt efter hvilken type sol nederdel, du laver, er udregningen lidt forskellig.
Formlen til en nederdel i halv sol er: (3,14 x 2 x ½taljevidde) : 10 = Radius.
Taljelinjen udgør en kvart cirkel mellem de to linjer i vinklen, og radius er den afstand, du skal afmærke fra vinklens spids til taljelinjen. Du kan tegne taljelinjen med en passer, hvis du har en passer, der er stor nok. Har du ikke det, kan du bruge en af de her 3 teknikker:
1. Bug dit målebånd som passer
Har du et målebånd med hul i den ene ende, kan du bruge målebåndet som passer. Du kan evt. også lave et hul i målebåndet med en hultang, hvis det ikke har et i forvejen.
Sæt din blyant gennem hullet og placer den i det punkt, du har afmærket som radius.
Glat målebåndet ud, og hold det fast i vinklen med spidsen af din pegefinger. Det er meget vigtigt, at det kun er spidsen af fingeren/neglen, der holder målebåndet på plads.
Når målebåndet er på plads kan du tegne cirklen fra den ene radiusmarkering til den anden. Målebåndet skal kunne dreje rundt under din finger, uden at punktet flytter sig. Det kræver lidt øvelse, og lykkes det ikke at ramme begge punkter helt præcist, kan du justere linjen bagefter.
2. Hjælpepunkter
En anden mulighed er at afmærke radiusmålet flere steder på tværs af mønsteret, fremfor kun langs sømmene. Mål ind på papiret fra spidsen af vinklen og tegn hjælpepunkter. Når du har afmærket hjælpepunkter med nogle centimeters mellemrum, kan du tegne taljelinjen op i fri hånd ved at forbinder hjælpepunkterne.
3. Hjælpepunkter og spejling
Du kan også starte med at folde mønsteret på midten, så de to sidesømme ligger oven i hinanden. Derefter kan du markere hjælpepunkter, eller bruge målebåndet som passer, og tegne halvdelen af taljelinjen fra den ene sidesøm til folden i midten. Til sidst kan du vende mønsteret og tegne den anden halvdel af taljelinjen som en kopi af den første. Det kan være nemmere at overskue en halv taljelinje ad gangen, og så kan du til sidst tjekke at overgangen i midten er jævn og ensartet.
Se de 3 genveje i videoen
I videoen herunder kan du se, hvordan du vælger en taljeplacering, måler nederdelens længde, tegner sømrum allerede inden du starter konstruktionen og du kan se de 3 metoder til at tegne taljelinjen på mønsterpapiret.
Flere variationer af solnederdele
Du kan som sagt lave flere variationer af sol nederdele, der alle har forskellige vidder i bunden. Den halve sol er den, jeg selv bruger mest. Den er tilpas stor i bunden til tydeligt at have vidde og til at bevæge sig levende, så det feminine udtryk får lov at dominere, samtidig med at den er smal nok til at fungere i hverdagen uden at blive problematisk. Jeg kan fx uden problemer cykle i mine nederdele i halv sol, hvilket jeg ikke kan i nederdele med mere vidde i bunden, fordi de falder for langt ned og bliver fanget i cykelhjulet.
Længden i solnederdelen kan du variere helt som du vil. Du måler længden på den måde, du har set længere oppe i artiklen, og kan tegne den ønskede længde på mønsteret. Du kan lave både korte og lange nederdele i alle de forskellige vidder, og på den måde lege med udtrykket i det færdige tøj ved at lave forskellige kombinationer.
Som nederdel er det bedst at afslutte med en linning i taljen, der holder stoffet på plads og sikrer et flot og ensartet fald i stoffet hele vejen rundt om kroppen. Men du kan også bruge de rundskårne konstruktioner som underdel i kjoler. Så er det lidt nogle andre formler, du skal bruge til at udregne taljevidden, fordi du til flere af solene skal lave et mønster til hhv. forstykket og bagstykket, for at få sidesømmene til at passe sammen. Hvilke ændringer, der er i formlerne, kan du se i onlinekurset Gro nederdel i Synoter Studio.
Synoter Studio er min online medlemsklub, hvor du lærer både mønsterkonstruktion og syning. Hver måned udkommer et minikursus med et nyt, originalt design, som du lærer at lave fra bunden. Du får forslag til stofvalg og kan se vejledninger til at sy med professionelle syteknikker, der giver dit færdige tøj en flot finish.
Bliv medlem af Synoter Studio her.

Stofinfo: Min blå nederdel er syet i stoffet Deep Dive fra The Fabric Lounge. Det er en crepe vævning i uld med en god tyngde, der falder flot.
Mønsterinfo: Nederdelen er lavet fra bunden efter mål.
Foto: Malene Nelting.
Du henviser i bloggen til bogen “sy nederdele” ifh til beregning af sol-mønster. Men qr-koden til sysidens solberegner i bogen virker ikke. Hvor finder jeg så de formler I bruger til de forskellige udgaver af sole?
Hej Susanne
Det er desværre ikke mig, der ejer den side, vi i sin tid lagde solberegneren på, så jeg kan ikke få den til at virke igen. Jeg ved ikke hvorfor den er fjernet. Men i blogindlægget her kan du se formlen på en halv sol, og der er også link i teksten længere oppe til en guide til nederdel i hel sol, hvor du kan finde formlen til det.
De øvrige formler har vi samlet i Synoter Tema nr. 18 – Nemme Kjoler, som i skrivende stund findes i Synoter Studio og senere kommer til salg i webshoppen her: https://skaberlyst.dk/vare-kategori/synoter-magasin-tema/
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst