På kursus i plissering med Karen Grigorian

I år fik vi endelig chancen for at komme på kursus i plissering med Karen Grigorian fra Paris. Han var i Danmark for 4. gang for at undervise i plissering, og endelig på datoer, hvor der ikke allerede stod “sykursus” i Skaberlyst kalenderen.

Så Signe og Isabella kørte en tur til Emilielunden på Møn for at tage ved lære af en ægte mester.

(Og inden du læser hele blogindlægget med det danske pigenavn Karen i tankerne, så lægges trykket på e’et, når det er det franske drengenavn).

Karen Grigorian har eget atelier i Paris, Maison du Pli. Her laver han blandt andet plisseringer til de store modehuse som Dior og Givenchy og kunder i den ende af mode-skalaen.  Både til deres kollektioner og til deres custom made designs, når de fx klæder stjernerne på til den røde løber. Du kan se noget af det, han har lavet, på Maison Du Pli’s Facebook side og på deres Instagram.

Plissering er et vildt håndværk.

Hvis du sidder og tænker plisserede nederdele i bedste farmor-stil, så kan du godt forberede dig på at få udviddet din horisont.

Karen fortalte at man i industrien har maskiner til at plissere. De kan lave 2 variationer af plissering, og de kan kun lave folderne med samme afstand hele vejen gennem stofstykket.

Og så er det, man får de der helt klassiske plisserede nederdele, du kender fra den billigere ende af tøjbutikkerne. Eller de plisserede metervarer, vi en sjælden gang imellem kan finde i stofbutikkerne.

Hvad man til gengæld kan lave af plisseringer i hånden er der næsten ikke nogen grænser for.

Kurset, vi deltog i, var et begynder kursus. Vi har aldrig prøvet kræfter med plissering før, og skulle altså lære det helt fra bunden. Derfor startede vi naturligvis med de lette opgaver. Altså dem, der er lige en tand mere komplicerede end hvad industriens maskiner kan håndtere.

Min første plissering blev en sol i “accordion”. Det er en plissering, der kan trækkes ud og foldes helt sammen, ligesom en harmonika (deraf navnet). Når man plisserer i hånden, kan man få plisseringerne til gradvist at blive bredere ned gennem stoffet. Accordion er en af de teknikker, industrien kan producere – vel at mærke uden den gradvise øgning af lægdybden.

Prøven her er lavet i silkesatin, og jeg er meget godt tilfreds med resultatet.

 

 

For at kunne plissere stoffet, folder man først en form, det skal plisseres efter. Det gør man i kraftigt karton. Processen er ret enkel – men kræver øvelse at udføre til perfektion. Du får en gennemgang af processen i billeder og et par (meget korte) videoer her i blogindlægget.

 

Plissering for begyndere – trin for trin

Først tegner man sit mønster ind på et stykke karton og “ridser” alle de linjer, der skal foldes, op med et falseben, så de bliver nemmere at folde.

Når alt er klar folder man linjerne. Nogle foldes op i papiret og andre ned, så der kommer 3D facon i kartonen. Når formen er foldet skal den “creppes” sammen, så den bliver helt samlet.

Her er vi i gang med en af de “nemme” opgaver, vi fik udleveret på dag 1, hvor resultatet bliver et sildebens mønster. Denne form bliver helt flad, når den er samlet.

 

 

Når formen er klar laver man en mere. Der skal altså være 2 identiske forme. De lægges oven i hinanden og dampes, for at gøre kartonen blød, så man kan arbejde med det. Så former man de 2 lag sammen, for at få dem helt identiske. I en lille video længere nede kan du se Karen arbejde med en af mine forme.

Når man er tilfeds lægges formen under pres indtil den er kold.

 

 

Den færdige form spændes op på bordet, og stoffet kan komme ind imellem de 2 lag.

Vi havde en snak om stoftyper i løbet af kurset, og Karen foretrækker naturmaterialer som bomuld og silke. Kunststoffer er han ikke så meget for, fordi de ikke er lige så behagelige at have på. Og så er de også lidt sværere at få fikseret ordentligt i plisseringerne, fordi kunststof skal have ret meget varme for at forme sig.

Til gengæld holder de formen markant længere tid end naturmaterialerne, når de først er fikserede i den nye form. Derfor kan plisseringer af kunststof holde til at blive vasket og til lang tids brug. I naturmaterialer kan plisseringer ikke tåle vask, og de holder max 4-5 år, fik vi at vide.

 

 

Sildebens mønsteret var det første, jeg lavede i stof. Det er Karen, der gør alt det hårde arbejde, for at vise hvordan det gøres. Efter den første var klar, sprang jeg selv ud i at lægge stof mellem mine forme og dampe. Dog afbrudt af Karen, der kom og tog over, når jeg ikke gjorde det godt nok. Og det tog helt ærligt også 3-4 forsøg, før jeg var helt fortrolig med processen.

 

 

Lagene “creppes” sammen igen – nu med stoffet imellem.

 

 

Og så dampes der igen. Meget.

 

 

På kurset dampede vi med et helt almindeligt damstrygejern (altså et professionelt et med godt med tryk på dampen). Nogle forme skulle dampes 2 minutter og andre 6 minutter. Vi fik ikke nogle generelle retningslinjer, men systemet lod til at være at jo større og mere kompliceret en form desto mere damp, hvilket jo er ret logisk.

En af mine plisseringer (den første jeg lavede helt på egen hånd), fik jeg ikke dampet godt nok. Den er allerede gået ud af sine folder, så man næsten ikke kan se plisseringerne, selvom den kun har lagt på et bord en uges tid, og altså ikke har været udsat for brug på nogen måde. Så det er altså ret væsentligt at man ikke sparer på dampen, når stoffet er i formen.

Når man har dampet færdigt skal formen igen under pres til den er kølet af. Og så kan man tage stoffet ud og beundre sit arbejde. Længere nede kan du se et lille videoklip, hvor vi åbner en af vores forme.

På Emilielunden står de her fantastiske gamle strygejern, og de er helt perfekte som vægte til plissering. Udover at de bare er smukke. Så jeg skal vist på genbrugs-jagt efter sådan nogen til syværkstedet.

(Der er ikke stof i formen på det her billede….. jeg fik ikke taget et, hvor der var. Men synes alligevel du lige skulle have lov at se de flotte strygejern).

 

 

Det er altså processen.

Når man har været igennem den, så starter man forfra med et mere kompliceret design. Og når man har styr på det, så henter den kære mester blot endnu en stak endnu mere komplicerede designs, man så kan kaste sig over.

På den måde var undervisningen meget individuel. Det føltes mest som at være i mesterlære. Man fik en opgave, fik lov at sidde og lure mønstrene af selv, og fik hjælp når man gik i stå eller lavede fejl. Karen gik rundt i lokalet og kiggede alle over skuldrene, så han kunne fange vores fejltrin og få os tilbage på rette vej.

Desværre taler Karen kun fransk. Og hverken Isabella eller jeg har lært fransk, så vi fik ikke spurgt og snakket helt så meget, som vi ville have gjort, hvis vi ikke var afhængige af at tolken var i nærheden. Der var heldigvis andre på kurset, der kunne fransk, og oversatte for os om aftenen, hvor der var en masse snak og historier, efter at tolken fik fri. Karen blev nemlig på Emilielunden, og hang ud i værkstedet sammen med os efter kursusdagen egentlig var slut.

Vi fik også snakket lidt med hjælp fra Google Translate…. meeeeen…. Google skal altså oppe sig lidt, hvis det skal være en helt gangbar måde at samtale på. Den har nogle lidt spøjse oversættelser, når det er længere sætninger.

Nå, men du vil garanteret gerne se nogle flere billeder.

De kommer her.

 

 

Flere prøver – mere komplicerede designs

Et af de designs, vi gik i gang med på 2. dagen, var ikke fladt. Det var mere som en trappe, der er højest på midten. Første step var at aflure designet og tegne det ind på karton. Vi brugte farvekoder, for at gøre det lettere at folde senere hen. Rød betyder at stregen skal foldes ned (foldes på bagsiden af kartonen), og mørk betyder at der skal foldes op (foldes på forsiden af kartonen). På billedet her ligger den foldede model med bunden i vejret.

 

 

Når designet er tegnet ind på det første stykke karton, skal det overføres til det andet. Det gør man ved at prikke alle de vigtige punkter igennem med en syl, så de 2 lag bliver helt ens.

Her er formen lagt rigtigt, og du kan fornemme trappen.

 

 

Alle linjerne skal markeres med falsebenet, for at de kan foldes uden for meget besvær. Vi brugte falseben af træ, men det var faktisk lidt for blødt et materiale. Karen arbejder med et falseben i ben, og det kan vi altså varmt anbefale, hvis du vil kaste dig over plissering.

 

 

Når alle linjer er foldet, skal formen “creppes” sammen, så den bliver samlet. Her er Isabella i gang med at samle en af de andre forme, vi kastede os over på 2. dagen. Den første del af formen ligger allerede foldet med sine trekantede spidser.

 

 

Jeg forsøgte at lave lidt om på designet i den form, jeg arbejdede med. Men jeg overså en detalje i designet, så det gik helt galt, og jeg endte med at bruge 2 timer af min aften på at prøve at folde en form, der ikke kunne lade sig gøre. Så jeg måtte starte forfra dagen efter.

Herunder kan du til venstre se den originale form, vi arbejdede ud fra. I midten er min første del af formen (uden fejl). Se lige hvor skæv den er i forhold til originalen! Og til højre er min anden del af formen. Her er jeg allerede blevet bedre.

Det er helt små marginaler, der gør, at en form bliver skæv. En forskydning på under en millimeter kan sætte sig hele vejen igennem formen. Derfor kræver plissering mindst lige så stor akkuratesse som avanceret mønsterkonstruktion eller detaljeret skræddersyning.

Og der er kun en vej frem: øvelse og atter øvelse. Det skal i hænderne, før man lærer det. Ganske som med alt anden syning og håndarbejde generelt – det er ikke nok at læse og se billeder. Hvis man vil kunne det, må man gøre det. Igen og igen.

 

 

Jeg var lidt bekymret for, om min form var god nok. Men Karen mente ikke det var alvorligt. Alligevel hjalp han mig med at rette formen op, så skævheden i den første del forsvandt og rettede sig ind efter den bedre 2. del.

I det lille video klip her kan du se, hvordan Karens rutinerede hænder arbejder med kartonen.

 

 

Og for at holde enderne rigtigt på plads, blev der bundet bånd omkring mens formen kølede af.

 

 

Vi lagde vores lette silke foer i den fine form, for at se hvordan det arter sig i plisseringer.

 

 

Formen blev samlet igen med stoffet imellem, før den fik endnu en ordentlig omgang damp.  Og så en tur under pres.

 

 

Mens vi ventede på at “trappen” kølede af, var Isabellas form klar. Så her kan du se hvordan stoffet kommer ud af formen igen, når det er kølet af. Stoffet er en tencel, som opførte sig overraskende pænt. Det opfører sig lidt anderledes end silken – mere levende og fjedrende – når det bliver plisseret, så det skal vi klart eksperimentere mere med.

 

 

Jeg lavede samme form i en thaisilke, og det blev også rigtig fint. Den holder plisseringen rigtig godt.

 

 

Og så kunne vi endelig tage vores foer-trappe ud af formen. Den endte med at se sådan her ud:

 

 

Hvis man trækker lidt ud i stoffet får mønsteret et lidt andet udtryk. Og så  kan man efterfølgende lege med, hvordan man vil bruge det i tøjet, og hvor meget det skal have lov at trække sig sammen.

 

 

Plissering er virkelig et tålmodigheds arbejde. Man skal synes det er sjovt at forme karton i forskellige mønstre, for langt størstedelen af arbejdet ligger i at lave formene.

Når de er lavet, så kan man til gengæld bruge dem igen og igen. Og Karen fortalte at han fx havde plisseret i en form efter den lige trådretning til et modehus, og til et andet havde han brugt præcis den samme form men vendt stoffet på skrå. Det giver et helt andet udtryk, uden at han altså skulle starte forfra med en ny form.

Han viste os også billeder af et stykke stof, han havde lavet, hvor han havde plisseret det flere gange. Her havde han først plisseret det efter den lige trådretning, derefter havde han drejet stoffet og plisseret på skrå med samme form, og til sidst plisseret oven i det hele med en anden form. Det gav et super flot stykke stof fuld af liv.

På kurset arbejdede vi kun med små prøver. Hvilket nok var meget godt, for ellers var tålmodigheden sluppet op, og vi ville ikke have fået prøvet så mange forskellige designs.

Men når man plisserer i større stykker, kan man bruge stoffet til at designe med.

Når stoffet er plisseret, er det ikke nemt at ligge et mønster oven på og klippe efter. Men det er heller ikke nødvendigt i de store modehuse, hvor meget af tøjet draperes på modeller eller giner.

Hvordan vi helt præcis kommer til at bruge plissering i vores tøj her hos Skaberlyst ved vi ikke endnu. Men vi forestiller os at lade det indgå i tøjet som mindre detaljer. Vi kommer altså næppe til at plissere hele kjoler eller jakker. Mest fordi det er et kæmpe arbejde.

Om detaljerne skal laves til bestemte mønsterdele, eller om vi plisserer en mængde stof, vi så draperer med, vil tiden vise. Måske kommer vi til at gøre begge dele, bare for at se, hvordan det virker.

Det var et super inspirerende kursus og en stor tålmodighedstest. Vi synes selv vi har bestået. Og vi kan varmt anbefale at tage med på plisserings kursus næste gang Karen kommer til Danmark – se Emilielundens hjemmeside for mere info om kommende kurser.

Til slut skulle måtte jeg selvfølgelig lige have en selfie med mesteren. Lidt træt efter 3 dages intensivt karton-folden og uden makeup, men meget autentisk 😉