Nogle gange er det rart med en lidt løsere pasform i tøjet.
Men en løsere pasform er ikke bare en løsere pasform.
Der er nuancer og forskellige grader af “løsere”.
Nuancer der betyder, at du bør bruge forskellige metoder til at opnå den løsere pasform, alt efter hvordan du gerne vil have det færdige resultat til at se ud.
Hvis du har arbejdet med at lave en løsere pasform i dine kjoler og overdele, har du måske allerede prøvet denne metode.
Det er den metode, jeg har brugt i både blusen og kjolen herunder.
Det giver mere bevægelighed og lidt luft omkring kroppen uden at gå på kompromis med din super skarpe pasform. For mig giver det en behagelig hverdags-pasform, hvor jeg ikke behøver sy lynlåse i modellerne, selvom de er figursyede.
Men.
Hvis du gerne vil have meget vidde i en bluse eller kjole, så den bliver oversize.
Altså sådan rigtig løs.
Så er det faktisk ikke den mest optimale metode.
Så giver det langt mere mening at tage udgangspunkt i et helt andet grundmønster. Nemlig dit grundmønster med flagermusærmer.
Har du ikke sådan et, så læs med alligevel. Når du har læst blogindlægget til ende ved du, om det er noget, du skal have lavet. Og ja, du skal også nok få at vide hvor du kan lave det.
Hvad er de de flagermusærmer egentlig for nogen?
Lad os først tage et lynhurtigt kig på hvad det er, der gør flagermusærmer specielle
Modeller med flagermusærmer er kendetegnet ved at ærmerne hænger sammen med kroppen. Der er altså ingen sømme mellem krop og ærme.
Ingen ærmekuppel og intet ærmegab.
Og ingen indsnit.
Bare et forstykke og et bagstykke. Som ser nogenlunde sådan her ud:
Og hvis du allerede har tænkt “Ej, Signe! Jeg kan godt huske flagermusærmer fra 80’erne. De faldt altid ned i sovsen”, så ja – sådan kan flagermusærmer godt være designet. Og det var de ofte i 80’erne. Men som med så meget andet fra 80’erne (puff-ærmer og skulderpuder, for eksempel), så var de den ekstreme version af konstruktionen.
Flagermusærmer kan være designet på mange andre måder.
Som er langt mindre ekstreme.
Og langt mere klædelige.
De kan være tætte eller løse i pasformen. Og der kan være mere eller mindre stof under armene.
Alle de forskellige linjer på tegningen herunder er forslag til linjer i flagermusærmer. Jo længere kurven komme ned mod hoften, desto mere 80’er bliver det. Men du kan ganske enkelt bare lade være med at lade kurven gå så langt ned.
Gør det nemt for dig selv – det er IKKE snyd!
Så det der med at flagermusærmer altid er kæmpestore, det er altså en skrøne.
Når du ser på flagermusærmerne med nye øjne får du nemlig helt nye muligheder. Du får et blankt lærred, du kan male alle dine løse og oversize designs over.
Og så slipper du for 2 ting:
1) Du slipper for indsnit, som ikke giver mening i oversize tøj
2) Du slipper for komplicerede tilretninger for at få ærmegab og ærmekuppel til at passe sammen.
Kan du allerede fornemme det?
Det er meget nemmere.
Og nej – det er IKKE snyd! Det er at være smart og vælge dine mønstre med omhu efter hvilket design, du gerne vil lave.
Se i videoen her, hvorfor flagermusærmerne er gode at have i baghånden, når du vil have løsere designs:
Skulle du få lyst til at have ærmerne syet i dine oversize designs på mere traditionel vis, så kan du faktisk godt få det sådan. Uden at skulle ud i alverdens komplicerede ærmekonstruktioner.
Du tegner ganske enkelt linjen ind på dit mønster der, hvor du gerne vil have en søm mellem ærme og krop. Og så klipper du ærme og krop i stoffet hver for sig og syr dem sammen.
Easy Peasy.
Man kan godt argumentere for, at det ikke længere er flagermusærmer, hvis du har en søm mellem ærme og krop. Og hvis du endda tilføjer en anelse facon i sømmen, for at imitere et “rigtigt” ærmegab og ærmekuppel, så er du på vej endnu længere væk fra flagermusærmerne. Så hedder det et dolmanærme, og det kan formes på mange forskellige måder.
Men hvis vi nu leger at vi er ligeglade med hvad tingene hedder, og udelukkende fokuserer på at komme den smarteste vej til målet, så vil jeg stadig tage udgangspunkt i grundmønsteret med flagermusærmer til de løse designs. Også når ærmet er skåret fra, og der er en anelse facon i ærmegab og ærmekuppel.
Favoritter med flagermusærmer fra bloggen
Du kan finde masser af bluser og kjoler med flagermusærmer her på Skaberlyst bloggen. Nogle af dem er de bluser og kjoler fra min garderobe, der høster absolut flest rosende ord og “ej, hvor ser du godt ud i dag”-kommentarer.
Her er 3 af mine egne favoritter med flagermusærmer, som du kan finde her på bloggen. Lad dig inspirere – måske kan du bruge nogle elementer fra mine favoritter til at skabe dine egne yndlings bluser og kjoler.
Selvom mine favoritter er syet i vævet stof, kan du også bruge symønstrene med flagermusærmer til strikket stof. Så kurset og mønstrene kan også være udgangspunktet for nye yndlinge i fx jersey.
Silkebluse
Min absolutte yndling er silkeblusen med de afkortede flagermusærmer. Her har jeg skåret yderligere 4 cm af kurven under armen i forhold til mit flagermus-grundmønster, så sidesømmen faktisk næsten er lige.
Du kan læse mere om blusen HER<<
Kjole i vævet viscose
Kjolen her er en af de seneste flagermus designs, jeg har kastet mig over. Inspirationen er en blanding af en kjole, jeg så i vinduet hos Salling i Århus og en bluse (som ikke var med flagermusærmer), jeg så på en kvinde på stranden en sommer. De er blevet blandet i denne kjole.
Kjolen kan du læse mere om HER <<
Bluse i viscose twill
Den her bluse er jeg vild med. Kraven og bindebåndet gør den ekstra hverdags-fin, og det kan jeg godt lide. Traditionelle kraver er ikke så meget mig. Men den her bløde krave, den er jeg tosset med.
Selve blusen er den tætte version af mit grundmønster med flagermusærmer uden andre detaljer end at ærmet er kortet af, så det passer med stofbredden. Det giver ca. et 3/4 ærme.
Du kan læse mere om blusen og kraven HER <<
Flagermusærmer kan meget mere end det, du har set her.
Du kan tilføje detaljer og variere vidde og længde i det uendelige.
For at inspirere dig yderligere og vise hvor mange muligheder, du har, for at gøre det nemt for dig selv med de løse pasformer, har jeg samlet en masse billeder af bluser og kjoler på en online opslagstavle.
Fælles for dem er, at hvis jeg blev sat til at lave symønstre til dem, ville jeg lave dem ud fra mit grundmønster med flagermusærmer.
Nogle af dem ligner traditionelle flagermusærmer. Andre gør ikke. Det er ikke pointen her. Det her blogindlæg handler om, hvilket udgangspunkt du skal bruge for de forskellige designs. Ikke om hvordan de ser ud, når de er designet færdige.
Det betyder at selvom du er sådan en kropstype, der har fået at vide, at du bestemt ikke skal gå i flagermusærmer kan det godt være, du alligevel skal bruge et grundmønster med flagermusærmer. Til at designe løse bluser og kjoler, som klæder dig – men ikke har det 80’er snit, de fleste forbinder med flagermusærmer.
Se de mange muligheder med flagermusærmer ovre på Pinterest på denne opslagstavle<<
Lad dig inspirere af andres designs og snup de detaljer, vidder, snit og længder, der passer til dig.
Og lav så dine egne mønstre ud fra et tilrettet mønster med flagermusærmer.
Har du ikke sådan et allerede, kan du finde et PDF symønster til en kjole med flagermusærmer i onlinekurset Sy dit yndlingstøj – Nemme toppe, bluser og kjoler, som du kan læse om her:
Mønster info: Mønstrene på de 3 designs med flagermusærmer er tegnet med udgangspunkt i online kurset 12 Bluser Og Kjoler Til Levende Stof (kurset er udgået). Den grønne bluse med print er fra Kom Godt I Gang med At Sy (kurset er udgået) og den sort/hvide kjole er lavet efter eget kjolegrundmønster.
Stofinfo: Stoffet til modellerne i dette indlæg er fra Metermeter, Citystoffer, Stof2000 og Stofshop. Se desuden de enkelte blogindlæg, der linkes til.
Foto: Alle billeder af mig er taget af Bibi Berge. www.bibiberge.dk.
Hej Signe
Interessant blogindlæg, tak. Det er da lige præcis en flagermus-model, jeg skal ha’ lavet.Jeg må helt klart se at få kigget på kurset ’12 bluser og kjoler’, som jeg faktisk købte sidste gang, du fyldte år 🙂 Da købte jeg kurset, fordi jeg gerne ville ha’ tips til håndtering af levende stoffer (hvilket jeg også har fået og øvet på med succes 🙂 ) og bed ikke specielt mærke i mønsterdelen…
Juleblusen vil blive kørt i genbrugscontaineren ved først givne lejlighed :-)))
God påske, Kh Tine
Haha, det lyder godt Tine 😀 Både at du hopper på flagermusærmer og at juleblusen ryger ud 😉 Den kan måske få et after-life som pudseklud eller noget?
Signe / Skaberlyst
(p.s. til dig, der læser med, som ikke er Tine – sorry at vi lige bliver interne med den der julebluse. Det er en, vi har forsøgt at lave oversize uden held. Og faktisk er den inspiration til indlægget her – så I andre slipper for at kæmpe som vi har gjort med en løs bluse).
Dejlig lærerigt indlæg. Den fine silkebluse du har fået ud af ændringerne i mønstret, er den taget/skal den tages, på skrå af stoffet/silkesatinen.
Hej Britta
Mange tak 🙂 Silkeblusen er klippet efter den lige trådretning. Jeg har ikke testet den skrå trådretning i flagermusærme-mønstrene, og kan være lidt i tvivl om hvad det vil have af indflydelse på ærmerne. Men i modellen med de korte ærmer kunne man godt give det et skud at klippe på skrå 🙂
Signe / Skaberlyst.
Jeg tror da, at jeg er med på din mailingliste, men for en sikkerheds skyld …
Har lige syet en flagermus-ærme-bluse, som jeg er rigtig glad for, den sidder helt fast til over hoften og virker ikke voldsom. Alligevel er jeg i tvivl om, den kan bruges som kjole model …
Hej Pia
Hvis den er helt tæt over hoften, så skal der være stræk i stoffet, hvis du skal forlænge til en kjole. Ellers vil du ikke kunne bevæge dig i den. Men du kan også ligge lidt ekstra vidde i siderne, så pasformen bliver løsere i underdelen, og så kan du forlænge til kjole 🙂
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe! Inspireret af dine fine designs vil jeg meget gerne lære at lave grundmønster til flagermusærmer, men onlinekurset der linkes til i blogindlægget ser ikke længere ud til at være tilgængeligt – findes der mon en guide til det i et af dine andre kurser, eller er der måske et andet sted jeg kan finde det? 😊
Hej Sascha
Det kursus, der blev henvist til, er desværre udgået. Vi har lavet et nyt onlinekursus hvor der er et PDF symønster med, der har flagermusærmer. Du kan se kurset her: https://skaberlyst.dk/vare/sy-dit-yndlingstoej-nemme-toppe-bluser-og-kjoler/
Mønsteret er i str. 32-54 i kurset. Det har et ærme for sig selv, men hvis du gerne vil have det i et med kroppen kan du tape mønsterdelene sammen i sømmen mellem ærme og krop 🙂
Venlig hilsen
Signe / Synoter