Sådan laver du en tittekant

En tittekant er en detalje i tøjet, der kan være meget elegant og sofistikeret og være et tegn på virkelig godt håndværk.

Men faktisk kan en tittekant også være virkelig kikset.

I videoen længere nede viser jeg dig, hvordan du laver en tittekant fra bunden. Men inden da får du lidt inspiration til hvordan du kan bruge tittekanter i dit tøj.

 

tittekant

Tittekant som elegant overgang

Den måde, jeg selv blev introduceret til tittekanter, var som en fin overgang mellem foer og yderstof i de jakker, vi syede på skrædderskolen. Typisk lavede vi tittekanter af foret, så de fremstod som en elegant afgrænsning mellem belægning og foer. I skræddersyede jakker er foret ofte syet til i hånden, og her gav tittekanten dels en linje at sy efter og dels et ekstra skjulested til syningen. Rigtig meget win-win, især når man er helt ny i skræddersyning og ikke syr helt lige endnu.

Du kan bruge tittekanten på samme måde i jakker, selvom du syr foret fast på symaskine. Det har jeg blandt andet gjort i jakken her, hvor en tittekant i foer danner en fin overgang mellem foer og belægning.

 

Tittekant i jakke

 

 

Tittekant som synlig detalje

En tittekant kan også være en synlig detalje på ydersiden af tøjet. Du kan fx sy tittekanter rundt i yderkanten af en jakke, i en lommeåbninge eller mellem sømmene. I en mere afdæmpet version kan du bruge yderstoffet til at lave tittekanterne, hvis stoffet ikke er for kraftigt. Vil du have understreget en bestemt linje ekstra meget, kan du sy en tittekant i en kontrastfarve. Det kan du se et eksempel på her, hvor der er syet en tittekant i en lommeåbning. Tittekanten er syet i en anden farve, fordi lommen er et eksempel fra temaet Lommer til bukser og nederdele fra vores online medlemsklub Synoter Studio. Med kontrastfarven er det nemmere at se på den medfølgende video, hvordan du syr tittekanten med i lommeåbningen, selvom det ville give et mere raffineret udtryk at vælge en tittekant i samme farve som yderstoffet.

 

 

tittekant i bukser

 

Pas på med kontrastfarverne, for det kan hurtigt komme til at virke meget tilfældigt og hjemmelavet, så hvis du vælger en kontrast til dine tittekanter, så gør det meget velovervejet og vælg en farve, der passer til yderstoffet. Du kan evt. bruge Adobes farve-værktøj til at pejle dig ind på hvilke farver, der kunne passe med dit yderstof: https://color.adobe.com/da/create/color-wheel/

I Synoter Studio (vores online medlemsklub) har vi arbejdet med farver og med at finde frem til lige præsic de farver, der klæder dig, i temaet Capsule Wardrobe del 1, som du kan læse om her.

 

Fyld din tittekant med uldgarn

Du kan vælge at lade din tittekant være flad, som den er når den er syet. Det giver en mere diskret tittekant, der ikke gør det helt store nummer af sig. Men du kan også fylde den ud, så den bliver rund og får en 3D effekt. Det kan være ret flot, og giver tittekanten lidt mere kant og berettigelse. På syværekstedet fylder vi altid tittekanter med uldgarn. Ulden har den særlige evne at den “stritter” af sig selv. Det holder tittekanten rund og frisk i lang tid, og når den på et tidspunkt bliver flad af at tøjet bliver brugt, skal den blot have en god gang damp, så rejser ulden sig igen og tittekanten får sin runde facon tilbage.

Uldgarn er ikke det smarteste, hvis du gerne vil kunne kogevaske dit tøj og tørretumble det. Men vasker du på 30 grader (eller koldere) og hænger dit tøj til tørre, er det sjældent et problem. Det kommer naturligvis an på, hvilket garn du vælger, men hvis det ikke er den dyreste og sarteste cashmere, der krymper bare ved lyden af vand, så burde det altså ikke give dig problemer at vaske dit tøj, selvom der er uldgarn i tittekanten. Er selve tøjet syet i uld eller silke giver det helt sig selv at der ikke er problemer, for så skal tøjet alligevel vaskes på uldprogram og enten lægge eller hænge til tørre, og det vil passe uldgarnet i tittekanten ganske glimrende.

Vi trækker først uldgarnet igennem efter tittekanten er syet fast til stoffet. Den flade tittekant er nemmere at styre, og har den fordel at du kan sy med den normale trykfod. Fylder du tittekanten, før du syr den på, er du nødt til at sy med lynlåstrykfoden eller en særlig trykfod til tittekanter, når du syr den fast til stoffet. Elsker du gadgets og masser af sygrej er det naturligvis en fordel, at du kan bruge nogle andre trykfødder. Men er du mere som os på syværkstedet, der nyder at have hænderne i stoffet, så er den her metode med et trække uldgarn igennem tittekanten til sidst en sikker vinder.

 

tittekant uldgarn

 

Sådan laver du en tittekant – VIDEO guide

Se i videoen herunder, hvordan du laver en tittekant af et skråbånd. Videoen viser dig også, hvordan du syr den fast til stoffet og fylder den ud med uldgarn.

I Synoter Studio kan du i tema 21 – Lommer til bukser og nederdele desuden se en fuld guide til hvordan du syr en tittekant i en lommeåbning. Er du ikke allerede medlem af Synoter Studio kan du blive medlem her. Du kan også købe tidligere temaer fra onlineklubben i webshoppen her.

Viser videoen ikke på skærmen herunder, kan du se den på vores Youtubekanal via dette link: https://youtu.be/G6XopZbcbi8

 

 

 

Sy dit eget yndlingstøj – med selvtillid

En tittekant er blot en enkelt lille detalje i tøjet. Der er mange flere elementer, der skal gå op i en højere enhed, før du fuld af selvtillid kan sy dit eget yndlingstøj.

De elementer har vi optaget på video og pakket i vores onlinekurser og i vores online medlemsklub Synoter Studio.

Er du begynder eller let øvet, bør du starte med onlinekurserne, hvor alle de mest grundlæggende teknikker og sy-hemmeligheder bliver gennemgået på en måde, der gør det nemt at følge med og får dig trygt og hurtigt i gang med syningen.

Se vores online sykurser i webshoppen her:

Online sykurser – begyndere og let øvede

 

Er du mere øvet, så er Synoter Studio et mekka af mønsterkonstruktion, syteknik, tilretning og synørderier på et højt plan. Du får det bedste fra både skrædderiets verden og mere industriel tøjproduktion, så du kan sammensætte teknikkerne som det passer bedst for lige netop dig.

Bliv medlem af Synoter Studio her:

Synoter Studio – Online medlemsklub for synørder

 

 

Oprindeligt blogindlæg fra 2013
Opdateret og genudgivet 2023.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap