Hvad gør man med sømrummet i for?

Hvad gør man med sømrummet i foer i nederdele?

Det spørgsmål har Dorthe sendt os, og det kan du læse svaret på herunder.

Faktisk er der flere muligheder. Hvilken du vælger, kommer an på, hvordan du vælger at sy din nederdel. Først skal du vælge, om du vil have foret “åbent” i bunden, så du kan komme ind imellem foret og stoffet, eller om du vil have det lukket helt til, så det ikke er muligt at komme ind imellem de 2 lag.

 

Skræddermetoden.

Vælger du at lukke foret helt til, så skal du faktisk ikke gøre noget ved sømrummet hverken i foret eller stoffet. Det vil blot fylde for meget med overlock inde i nederdelen. Det er ikke nødvendigt at kante sømrummet, fordi der ikke er samme slid på sømrummet i foer, når foret er lukket til, som der ellers ville være. Sømrummet er med andre ord ikke så udsat, hverken i brug eller i vask. Det er en metode, man typisk bruger i skrædderiet.

Der er dog en enkelt ting, du skal tage højde for, hvis du vælger denne metode Foret skal kunne bevæge sig i længden, for ikke at gå i stykker når du fx sætter dig ned. Den ekstra længde bygger du ind i foret ved at sy et  nedfald. Et nedfald er en lille fold i bunden af foret, hvor stoffet har mulighed for at strække sig længere, når der er behov for det. Typisk er et nedfald 1 cm, hvilket giver i alt 2 cm ekstra stoflængde, fordi det ligger dobbelt i nedfaldet.

Du kender det måske fra dine jakker, hvor der også er et nedfald både i selve jakken og i ærmerne (hvis den ellers er af en ordentlig kvalitet). Når foret titter ud af jakkeærmer er det fordi dette nedfald er for stort, eller det bare er sjusket lavet. Når der er trækninger og folder i bunden af en jakke er det fordi nedfaldet er for småt, og foret derfor trækker op i yderstoffet.

Det er ikke meningen, at foret skal titte ned under oplægningen. Derfor er nedfaldet syet  lidt højere oppe i nederdelen, og ikke helt nede i kanten. Har du en almindelig oplægning laver du den 4 cm bred. Så kan nedfaldet på 1cm sagtens gemme sig inde bagved. En belægning på 4 cm giver samme resultat. Har du en asymmetrisk bund, der ikke sådan lige lader sig ligge op, kan du lave en overskæring længere oppe i foret, hvor du kan have nedfaldet.

 

Der skal være et lille nedfald i foret, hvis det er lukket helt til, så man kan bevæge sig uden foret går i stykker.
Der skal være et lille nedfald i foret, hvis det er lukket helt til, så man kan bevæge sig uden foret går i stykker.

 

Industrimetoden.

Et mindre kompliceret valg er at have foret åbent i bunden. Sådan er det i langt de fleste nederdele, du kan købe i butikkerne. Vælger du den metode, så skal du have kantet sømrummet i foret. Har du en overlocker, så brug den, og ellers må du zigzagge kanten af sømrummet. En anden mulighed er at sy foret med franske sømme, så trævlekanterne er lukket helt inde.

Foerstof er tyndt, og det kan være vanskeligt at kante, især med zigzag. Kant sømrummet i samlet stoflag, når du har syet sømmen. Det er unødvendigt at splitte sømrummet i foer, netop fordi stoffet er så tyndt, også selvom du måske splitter sømrummet i yderstoffet (presser det til hver sin side).

Med dobbelt stoflag, som du har når sømrummet er samlet, er der lidt mere hold til sømmen, og det bliver derfor en pænere kantning, uanset om du overlocker eller syr med zigzag. Du kan se hvordan du får den pænest mulige zigzag i dette blogindlæg.

 

Er foret ikke lukket til i bunden, skal sømrummet overlockkes eller zigzagges samlet.
Sømrummet i for skal overlockes eller zigzagges samlet, hvis foret ikke er  lukket til i bunden.

 

Hvad skal du vælge?

Det kommer helt an på, hvilket niveau du er på, og hvor vigtig indersiden af tøjet er for dig. Det kommer også an på designet af nederdelen.

I tætsiddende og enkle nederdele er det nemt at sy foret til i bunden, og der kan det være en god idé. Er der mere vidde i nederdelen, som fx en rundskåret nederdel, kan det være bedre med et åbent foer. Men der er ikke en entyd regel for, hvornår du bør lukke foret i bunden og hvornår du kan lade være. Det er i høj grad op til dig selv at bestemme det. For begyndere kan det være uoverskueligt at sy foret til i bunden, men er du lidt øvet og har lyst til at rykke din syning endnu et niveau, så prøv det af, og lær af processen undervejs.
Se i dette blogindlæg, hvordan du syr foret til i bunden af en nederdel <<

Stoffet kan være afgørende. Hvis det er meget levende og svært at styre kan det være svært at sy foret til, uden at stof og foer trækker i hver sin retning. I de tilfælde er det bedre at lade foret være løst og lade de 2 materialer have hver deres liv. Er det derimod meget skrøbeligt kan det være en fordel at lukke foret til, så der ikke er så meget slid på sømrummet og indersiden af stoffet.

I nederdele med stor vidde kan du sy en trådrense i foret og sømrummet i sømmene, så du holder foret nogenlunde på plads inde i nederdelen uden at det er helt låst til stoffet.

 

I nederdele med meget stor bundvidde kan man hæfte foret fast med en trådtrense.
I nederdele med meget stor bundvidde kan man hæfte foret fast med en trådtrense.

 

Du kan lære endnu mere om at sy foer i dit tøj i vores onlinekursus Sy Foer I Dit Tøj. Læs her, hvad du kan lære:

Sy Foer I Dit Tøj

 

 

Opdateret marts 2022

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap