Hvad bivoks kan gøre for din sytråd

Håndsyning giver dig mange muligheder for at forfine dit tøj med en lækker, indvendig finish. Med håndsyning kan du lave usynlige afslutninger og oplægninger i meget stof. Du kan sy knapper og hægter smukt og holdbart i dit tøj og du kan nyde de gentagende bevægelser i stingene, som er en genial genvej til mental ro.

Men alt det – især den mentale ro – kan blive voldsomt udfordret, hvis din sytråd bliver ved med at knudre sig sammen, når du syr i hånden.

Heldigvis er der en nem løsning, hvis du oplever at sytråden slår knuder på sig selv uden nogen særlig grund. Den løsning er at vokse tråden med bivoks, før du syr i hånden.

Alt du skal bruge er:
* Bivoks
* Et lille stykke mønsterpapir eller køkkenrulle
* Et varmt strygejern

bivoks til forstærkning af sytråd

 

Sådan vokser du sytråd med bivoks

At vokse sytråden med bivoks er meget ligetil. Du gør sådan her:

1. Klip den sytråd af, du skal bruge. En længde på ca. 1 meter plejer at være passende.⁠
2. Hold sytråden ned mod en klump bivoks med en finger og træk den igennem 2 gange, så den får et godt lag voks.⁠
3. Fold et stykke mønsterpapir (eller køkkenrulle), læg sytråden ind imellem lagene og sæt et varmt strygejern ovenpå. ⁠
4. Træk sytråden igennem papiret, mens du trykker let ned på det med strygejernet.   ⁠

Det overskydende voks sætter sig i papiret. Du kan se det som en mørk stribe på mønsterpapiret bagefter. Træk tråden igennem papiret 2 gange, så du er sikker på der ikke er overskydende voks, der kan sætte sig i dit stof.

⁠Nu er du klar til at sy med en sytråd, der opfører sig ordentligt. Og så bliver håndsyningen markant sjovere og nemmere.

Se hvordan du går i videoen her:

 

Man kan ikke vokse en hel rulle sytråd på en gang, så du er nødt til at klippe de tråde af, du skal bruge. Lad være med at lave for lange sytråde, for det kommer også bare til at knudre sig sammen. For de fleste er en længde på ca. 1 meter meget passende. Det er det, man kan overskue at sy med. Lægger du tråden dobbelt, fx for at sy knapper eller hægter i tøjet, kan du evt. lave tråden lidt længere, så du har lidt mere end 0,5 meter tråd at sy med, når den er lagt dobbelt. Du finder hurtigt ud af, hvor lange sytråde, du bedst kan håndtere, så ret dig efter dine egne erfaringer med hvilken længde, der er passende for dig.

Du kan enten vokse en enkelt længde sytråd ad gangen eller du kan forberede flere tråde, inden du går i gang med at sy i hånden. Det er helt op til dig, hvad du synes giver mest mening.

Vokset sytråd kan være lidt bøvlet, hvis du gerne vil sy på farten, hvor du ikke har adgang til et strygejern – fx i bilen eller toget. Hvis det er din plan, så kan du vokse sytråden på forhånd og opbevare i en lille pose. Det har vi gjort flere gange på syværkstedet, når vi har været lidt i tidsnød til et fotoshoot og har haft brug for at kunne håndsy det sidste i fotostudiet.

 

Bivoks og vokset sytråd

 

Her kan du købe bivoks

Der findes mange forskellige mærker bivoks, og det ene er lige så fint som det andet.

Jeg bruger bivoks fra Merchant & Mills, fordi det kommer i en fin lille æske med låg, der er nem at opbevare det i. Det sikrer at det ikke bliver fnulret, når det ligger i sykassen, hvilket er en fordel, hvis du ikke bruger det så tit. Med den lille æske er bivoksen også nem at have med, hvis du syr flere steder – fx på et syhold, hvor du kan få brug for din bivoks.

Du kan købe bivoks fra Merchant & Mills i webshoppen her:

Bivoks

 

 

 

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap