Inspiration fra skrædderiet: design mens du syr

En af de ting, jeg elsker højt ved skrædderiet er, at du ikke behøver beslutte dig for alting i et syprojekt fra starten.

Ved at lade dig inspirere af skrædderiet får du en stor frihed til at lade et design udvikle sig mens du syr. Uden at gå det mindste på kompromis med tøjets gode pasform.

I det her blogindlæg kan du se hvad der skal til, for at du kan lade et design udvikle sig undervejs i syprocessen.

 

Skaberlyst skræddersyet 4

 

Et veltilpasset symønster

I skrædderiet er pasformen vigtig. Virkelig vigtig.

Alt tøj tilpasses til den krop, der skal have det på, og skrædderen sikrer sig at kunden har den ønskede bevægelsesfrihed i tøjet, inden det bliver syet færdigt.

Det er helt modsat af den måde, man syr på i industrien. Industrisyet tøj er som det er, og man må blot håbe på, at man kan passe det, når man finder det i en tøjbutik. Skræddersyet tøj kan man stensikkert passe, hvis det er syet til en. Det er nemlig hele pointen i skrædderiet at sy tøj, der passer til kunden.

Når du syr selv har du en oplagt mulighed for at arbejde mere som en skrædder end som en fabrik.

Du behøver nemlig ikke sy tøjet præcis som symønstrene er lavet. Hvis mønstrene ikke sidder godt på din krop, har du mulighed for at tilrette dem, inden du syr tøjet færdigt.

Starter du med at tilrette et symønster i en prøvemodel, så har du efterfølgende et godt mønster, du kan bruge som udgangspunkt igen og igen uden at være nødt til at tilrette det forfra hver gang. Det er smart. Og det er den måde, skrædderiet også fungerer på: når kunden har fået tilrettet et mønster, er det nemt at bruge mønstrene igen og sy nyt tøj til samme kunde med samme gode pasform ved blot at ændre få ting i designet.

Når du syr selv til dig selv er du både skrædderen og kunden.

 

Skaberlyst skræddersyet 1

 

Design undervejs mens du syr

Blusen i det sæt, jeg har på her på billederne, er blevet til undervejs i syningen.

Jeg startede med et for- og bagstykke, som jeg vidste, passede mig. Det kan være kroppen fra mange forskellige symønstre, du bruger som udgangspunkt for en bluse som denne. Denne bluse er fra Synoter magasin nr. 2 – Vintageinspirerede bluser, men det vigtigste er, at mønsteret passer dig, ikke hvor det kommer fra.

Har du ikke bestemt dig for et design på forhånd, er det vigtigt at du laver et godt fundament for forandringer, når du klipper stoffet. Til denne bluse havde jeg ikke bestemt mig for ærmer og halsudskæring, før jeg gik i gang, ligesom længden også var til forhandling meget langt hen i processen.

Under billedet kan du se, hvad jeg har taget højde for fra starten, for at kunne designe undervejs i syningen.

 

Skaberlyst skræddersyet 2

 

Halsudskæringen

Har du ikke bestemet dig for en halsudskærig, så klip halsen tæt til kroppen, så du har alle muligheder åbne. Har du først klippet en stor halsudskæring, kan du ikke vende tilbage til en tæt udskæring, du kan sy en krave i. Du kan til gengæld altid klippe en halsudskæring større, hvis en tæt udskæring ikke passer til stoffet eller resten af det design, du finder frem til.

Udskærigen i blusen fra Synoter magasinet er i forvejen designet til at der kan syes en krave i den. En krave har brug for at sidde relativt tæt til halsen, for at stå flot op ad halsen. Når du har en god halsudskæring til kraver er det imidlertid ikke så vigtigt hvilken type krave, du syr i din bluse. Det er samme halsudskæring, der danner grundlag for kinakraver, kraver med flip og liggende kraver som fx en Peter Pan krave. Og har du tilpas med stofrester efter du har klippet de store mønsterdele, kan du sagtens vente med at bestemme dig for kravens design til senere i processen.

I denne version af blusen valgte jeg en kinakrave. Højden af kraven kan varieres, og det giver vidt forskellige udtryk alt efter om kraven er 2 cm bred som her eller 4-5 cm bred. Stoffet til denne bluse er meget blødt, så en bred kinakrave ville formentlig falde sammen. I stedet for at kæmpe med en masse indlægsmateriale for at få en krave til at stå flot, valgte jeg den smalle krave, som passer perfekt til stoffets blødhed. Her er et enkelt lag vlieseline og sømrummet inde i kraven nok til at stabilisere den.

Er halsudskæringen i dit mønster mere udringet end hvad der egner sig til kraver, kan du forlænge skuldersømmene og midt for /midt bag ind til halsen efter samme princip som du kan se i dette blogindlæg. En god halsudskæring til en krave er ca 1 cm fra din hals hele vejen rundt, så du ikke kommer til at føle dig kvalt i kraven.

Du kan lære at konsturere symønstre til alverdens kraver i Synoter tema nr. 11 – Kraver, som du finder her.

 

Skaberlyst skræddersyet 6

 

Den lille halsudskæring med kraven kan ikke komme over hovedet, så der skal være en åbning et sted.

I denne bluse er det midt bag, der har fået lov at være åbning i halsen. For at holde kraven lukket, så blusen ikke falder frem over skuldrene, har jeg syet et bindebånd i kraven, der bindes i en sløjfe i nakken.

Andre muligheder, der kan tilføjes undervejs i syningen, kunne være:

* At lave et overfald i kraven og lukke den med knap og knaphul
* At sy en lille trådtrense i kraven og lukke med trense og knap. Det kan gøres med og uden overfald.
* At lave en slids midt for og have åbningen af kraven her. Slidsen kunne vendes med en belægning eller afsluttes med et skråbånd, hvilket igen ville give forskellige udtryk. En slids behøver ikke have en søm, så selvom forstykket er klippet til fold kan der fint syes en slids fra halsen midt for
* Midt for kan der også tilføjes bindebånd til at holde kraven lukket over slidsen
* Begge versioner af knaplukning kan tilføjes midt for over slidsen.

 

Skaberlyst skræddersyet 7

 

Ærmerne

Ærmerne i et design kræver lidt mere forberedelse, medmindre det kun er længden, du er i tvivl om. I dette design har jeg valgt at lave puf i toppen af ærmet og jeg havde også en idé om at ærmerne skulle være korte, så de var klippet til lidt over albuen. Men jeg havde ikke bestemt mig endeligt for hverken længden eller afslutningen i bunden, inden jeg begyndte at sy.

Da ærmerne var rynket ind i toppen og syet i ærmegabet, prøvede jeg blusen på for at bestemme længden og afslutningen. Ærmerne blev korte af 2 årsager:

1: Stoffet er let og tyndt og helt perfekt til sommerbrug, hvilket i min verden taler kraftigt for korte ærmer

2: Jeg vil gerne bruge blusen sammen med nederdelen, og som sæt er det flottest med bare ben. Strømpebukser under nederdelen gør sættet meget tungt, hvilket jeg ikke er interesseret i. Og bare ben sker kun i den varmeste del af sommeren for mit vedkommende, så blusen skal passe bedst muligt til varmt vejr.

Udover længden på ærmerne overvejede jeg også afslutningen i bunden af dem. Jeg var længe fristet til at sy en smal manchet i bunden af ærmet, for at kæde dem sammen med kinakraven i halsen.

Det vil helt sikkert være en flot løsning, og jeg overvejer faktisk stadig om jeg skal tilføje en manchet. I første omgang er ærmerne dog lagt op med et smalt ombuk, fordi jeg ville have blusen færdig til en bestemt anledning og løb tør for tid.

Skaberlyst skræddersyet 3

Længden

Længden på blusen hænger sammen med nederdelen. Og så alligevel ikke.
Blusen går til lidt over hoftelinjen.

Som udgangspunkt klipper jeg mine bluser til hoftelinjen, hvis jeg ikke er stensikker på en anden længde på forhånd. Det er en længde, der altid fungerer, når blusen skal ind i en nederdel, som sådan en ofte kommer hos mig. Og skal blusen noget andet, skal den være kortere, hvilket er nemt at tilrette undervejs.

Denne bluse kunne godt være kortere for at passe sammen med netop denne nederdel. Men selvom jeg gerne vil kunne bruge de to dele som et sæt, så vil jeg også gerne kunne bruge blusen til andet. Og der er det for mig den sikre vej at have en bluselængde til hoften eller 2-3 cm kortere.

Det kan nemt være, du har nogle andre prioriteter i forhold til længder i dit tøj. Her kommer skrædderiet igen ind i billedet, for det er er en af skrædderens fornemmeste opgaver at sy tøjet, så det passer til kunden. Og med “passer” menes der både hvordan tøjet sidder på kroppen og hvordan designet passer ind i kundens liv og gøremål. Hvor du i industrien kun meget få steder kan bestille tøjet i forskellige længder, kan du i skrædderiet få længden præcis som du ønsker den.

 

Nederdelen

Nederdelen er en halv sol, der egentlig er tænkt til at være længere end den er blevet. Stoffet gav sig imidlertid meget forskelligt da nederdelen hang og “dryppede af”, som en rundskåret nederdel skal, og da oplægningen skulle klippes til endte nederdelen i denne længde for at kunne blive ensartet hele vejen rundt.

I taljen er nederdelen holdt på plads med en linning. Bredden på linningen er nem at variere, og det giver vidt forskellige udtryk at have en smal og en bred linning. Her er linningen meget bred, hvilket gør nederdelen højtaljet.

En højtaljet nederdel kan være meget elegant. Men den kan også være lidt svær at style. Til dette sæt vidste jeg, at jeg ville have blusen ind i nederdelen, og den kan derfor kun være så højtaljet, fordi stoffet er tyndt. I et tykkere stof vil blusen bule mere stift ud over kanten af nederdelen, og det giver et helt andet udtryk, som jeg ikke bryder mig så meget om. Men det bløde fald i stoffet gør det muligt at have blusen til at pose, selvom den gør det fra en høj talje.

Linningen er lukket med knapper i venstre side over en usynlig lynlås.

Andre afslutninger i taljen i nederdelen kunne være:

* En almindelig lynlås, som ville være mere synlig. Det ville passe bedre til lidt kraftigere stof
* Overfald med knaphuller i linningen i stedet for trenserne
* En smallere linning med en buksehægte, der kunne lukkes usynligt på indersiden af linningen
* En smallere linning med en enkelt knap og knaphul.

 

Skaberlyst skræddersyet 5

 

Arbejd mere som en skrædder

Denne måde at arbejde på kræver, at du fra starten indstiller dig på, at du skal træffe beslutninger undervejs.

Du skal tage højde for det når du klipper stoffet, så du er sikker på at have store nok stofstykker tilbage til fx at skifte kravedesign undervejs eller tilføje manchetter, bindebånd eller en bredere linning. Eller andre detaljer, afhængig af dit design.

Det er også en god idé at klippe stoffet med mindst 2 cm sømrum i sidesømme og skuldersømme. Det giver bedre muligheder for at lave ændringer undervejs, fordi du har sømrummet at tilrette i. Det kan både være design og pasform, der har brug for at blive ændret, hvor sømrummet kan være en fordel. Når du har bestemt dig for hvordan dit færdige tøj skal være, kan du klippe sømrummet ned til 1 cm hvis stoffet er tyndt, og ellers skader det ikke at have 2 cm sømrum i det færdige tøj.

Hvis du kan lide den kreative proces i at sy tøj, og gerne vil lave lidt om på de symønstre, du køber, så synes jeg du skal prøve at arbejde lidt mere som en skrædder og lidt mindre som en fabriks syerske (ikke at der er noget galt med det – det er bare noget andet!). Klip og sy med ekstra sømrum, så du har mulighed for at flytte linjer og vælge syteknikker undervejs.

For mig er skrædderiet mere kreativt og frit, netop fordi jeg ikke skal beslutte alle detaljer på forhånd, men kan starte med en overordnet idé, og lade den udfolde sig undervejs i processen.

Den mere frie måde at gå til syningen er med til at mindske antallet af fejl undervejs i syprocessen. For når man først bestemmer sig for detaljerne undervejs i syningen, er fejl pludselig ikke en del af ligningen. Det hele bliver et eksperiment og det er tilladt at vurdere og skifte mening undervejs.

For mig er den proces virkelig vigtig, og noget af det der gør, at jeg elsker at sy mit eget tøj.

 

Skaberlyst skræddersyet 8

Vil du lære endnu mere om mønsterkonstruktion?

Det kan du lære i vores online medlemsklub Synoter Studio.

Hver måned udkommer der et nyt tema i klubben, hvor vi nørder i bunden med et emne indenfor mønsterkonstruktion. Tidligere temaer kan købes i webshoppen, og til denne bluse har jeg brugt teknikker fra Tema nr. 11 – Kraver og  Tema nr. 12 – Ærmedesigns.

Udgangspunktet for kroppen er mønsteret til basisdesignet i Synoter Magasin nr. 2 – Vintageinspirerede bluser, som du kan få adgang til her:

Synoter Magasin Nr. 2 – Vintageinspirerede Bluser

 

 

Stofinfo: Bluse og nederdel er syet i en tynd viscosesatin med print. Stoffet er købt af 2 omgange hos to forskellige stofbutikker. Desværre er vævningen lidt sart til det meget farvemættede print, og du kan se på nærbilledet af linningen at der allerede er trukket en del tråde i stoffet. Både bluse og nederdel har været brugt 2-3 gange inden billederne blev taget. Jeg kommer til at bruge sættet alligevel, men det kommer nok ikke til at holde i mange år, desværre.

Foto: Malene Nelting

 

Oprindeligt blogindlæg fra 2015.
Opdateret og genudgivet i juni 2022.

Læs også:

5 thoughts on “Inspiration fra skrædderiet: design mens du syr

  1. Kirsten Bladsgaard Jensen says:

    Dejlig morgenlæsning, Signe. Jeg er ikke skrædder, men jeg bliver mere og mere fascineret af den kreative process, netop fordi jeg ikke længere behøver at være så produktiv. Dine tips er guld værd. Førhen satte jeg nok en ære i at få mest muligt ud af et stykke stof, så jeg ruttede ikke med sømmerum. Men hvorfor spare der, når det eneste man får ud af det, er stofrester i uanvendelige størrelser?

    Mvh. Kirsten

  2. Helle Quitzau says:

    Kære Signe. Hvor er det dejligt , at du vil videre given din viden til os . Jeg kan kun støtte op om Kirstens opslag

  3. Mette Kirstine says:

    Tak for dine tips. Ja nu kaster jeg mig ud på lidt dybt vand og skal i gang med at sy en BH.

    • Signe says:

      Fedt 😀 Det bliver spændende. Krydser fingre for at alt går godt.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap