Sådan laver du mønster til kjole med taljeoverskæring

Har du tænkt over, hvor mange muligheder du egentlig har, når du skal lave et mønster til kjole ud fra dit grundmønster? Man kan godt blive lidt ør af det, når man sådan rigtig kommer i gang med at udvikle designs, og så kan det faktisk være svært at begrænse sig.

Kunsten er, at du prøver dig frem med nogle forskellige designs, og finder ud af hvilke overordnede snit og linjer, der klæder din krop. Når du har 4-5 hoved designs, der er gode til dig, kan du begynde at forfine dem og lave nye variationer over de samme temaer.

Er du i den helt anden grøft, og sidder og tænker “hvad kan jeg dog lave af ændringer i et mønster til kjole?” så er der inspiration og hjælp at hente her. Du skal faktisk bare i gang med at prøve noget, så uanset om det snit, jeg lærer dig i denne guide, klæder dig eller ej, så prøv det af, bare for at komme i gang.

Ændringer fra grundmønster til design mønster til kjole

En af de meget nyttige teknikker at have styr på, er at flytte brystindsnittet et andet sted hen, end hvor det er i grundmønsteret. Det giver en ny spændende designlinje, mens du stadig bevarer pasformen fra det tilrettede grundmønster, så du ved din kjole kommer til at passe dig rigtig godt.

Et mønster til kjole kan være alt fra helt enkelt til meget kompliceret. Men fælles for alle designudviklinger af mønster til kjole (eller bluse, top, skjorte eller hvad du nu bruger dit grundmønster til at udvikle) er, at det næsten altid består af flere ændringer i forhold til grundmønsteret. Nogle af de ting, man typisk ændrer i et mønster til kjole er:

* Ny halsudskæring.
* Mere vidde i skørtet.
* Flyt brystindsnittet.
* Nye ærmer eller ingen ærmer.
* Overskæring i taljen.

I den kjole, jeg vil vise dig i dag, har jeg lavet 4 af de 5 ændringer. Det eneste jeg ikke har lavet i det her mønster til kjole, er vidde i skørtet.

Vores fokus i dag er at flytte brystindsnittet til taljen, og have en taljeoverskæring i kjolen. Det giver en tætsiddende facon, der minder meget om grundmønsterets facon, men med mere “rene” linjer, fordi der kun er det lodrette indsnit.

Der er flere gode grunde til at lære dig det her trick, og til at du arbejder med at flytte brystindsnittet, når du designer dit eget mønster til kjole. Nogle af dem får du her:

* Når der kun er et enkelt indsnit foran, slipper du for at slås med 2 indsnit, der skal mødes tæt på brystpunktet. Det kan bl.a. være en fordel, hvis du ikke er så rutineret i at sy indsnit (eller bare ikke kan li det), eller hvis stoffet har et mønster, der bliver meget forstyrret af at have et brystindsnit på tværs.

* Er stoffet let og levende kan det også være en fordel at nøjes med et enkelt indsnit, netop fordi det er lettere at sy, men det kan også være en bevidst design detalje i stoffer med mere hold, hvor man tydeligt vil se, at der er “gjort noget” i mønsteret, for at få de rene linjer.

* De fleste kropstyper har gavn af at få flyttet det ene indsnit, så der ikke er både et taljeindsnit og et brystindsnit fra sidesømmen. Det giver nemlig nemt en “kasse-facon” med de 2 indsnit, hvis de bare får lov at være som de er.

* Er du lidt ked af at du har en lille barm, kan det især være en idé at få brystindsnittet flyttet et andet sted hen, fordi det faktisk bare understreger at der ikke er en stor fyldig barm under kjolen, når det er syet fra sidesømmen.

Jeg kan ikke prale af en lille barm, og stoffet her er ikke let og levende. Men jeg ville gerne have denne kjole så simpel i designet som muligt, så man lægger mærke til den flotte udskæring i halsen. Og så var jeg i tvivl om, hvor meget det ville forstyrre printet med brystindsnit fra sidesømmen, så derfor har jeg valgt at flytte brystindsnittet i dette design.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

Guide til mønster til kjole – sådan flytter du brystindsnit til taljen

I mange vintage mønstre og -designs har kjolerne en overskæring i taljen, og ofte er brystindsnittet i den forbindelse flyttet ned i taljeindsnittet, præcis som du lærer her.  Muligheden for at arbejde separat med over- og underdel i mønsteret er smart, hvis man gerne vil have en meget taljeret model, der understreger (eller skaber illusion af) en markant timeglas figur. Og designet i vintage kjoler er netop ofte timeglas figuren med en tæt overdel og et fyldigt skørt, og det kan man lige præcis opnå med en taljeoverskæring. Så er du fascineret af vintage design, så følg ekstra godt med nu.

Nå, men lad os komme i gang med guiden:

Trin 1 – Lav taljeoverskæring

Start med at kopiere dit grundmønster, så du ikke arbejder med originalen. Når du har bestemt dig for, hvor taljelinjen i dit nye mønster til kjole skal være, så klipper du mønsteret over i den linje. Her er det i den originale taljelinje.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

 

Trin 2 – Klip ind ad indsnit-ben

Underdelen kan du lægge til side, den skal vi ikke bruge mere i denne guide. I overdelen klipper du ind ad brystindsnittets nederste ben og op ad taljeindsnittets yderste ben (ud mod sidesømmen). Du skal klippe ind til brystpunktet ad begge linjer, men du må ikke klippe mønsteret helt fra hinanden. Der skal være et lille hægtepunkt i brystpunktet, så du kan flytte med den løse del, uden at den ryger helt af.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

 

Trin 3 – Luk brystindsnittet

Flyt den løse del op, så brystindsnittet bliver lukket, og taljeindsnittet åbner sig og bliver større. Sæt tape på, så mønsteret bliver samlet igen, og tape et stykke papir under taljeindsnittet, så du også har et helt mønster her.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

 

Trin 4 – Tegn nyt indsnit

Forkort taljeindsnittet ca. 2cm fra brystpunktet, og tegn de nye indsnit ben op. Forkortelsen af indsnittet giver plads til at brystet kan være inde i kjolen, så du ikke får en utilsigtet “flad barm” effekt ud af dit mønster. Har du en stor barm kan det være nødvendigt at flytte spidsen af indsnittet 3cm fra brystpunktet.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

 

Trin 5 – Ret taljelinjen efter indsnittet

Fold det nye indsnit i papiret, for at finde retningen på spidsen i taljelinjen. Det er meget vigtigt, at du får den korrekte spids på indsnittet, så du nemt kan sy din taljesøm, efter indsnittet er syet. Husk at folde bunden af indsnittet mod midt for, og find spidsen ved at sætte en blyant ind i folden, og lave et mærke præcis under taljelinjen.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

 

Trin 6 – Tegn spidsen på indsnittet

Til sidst kan du tegne spidsen på indsnittet i taljen, og så er dit mønster klar til at få ændret halsudskæring, ærmegab og underdel. Jeg har ikke gjort noget ved underdelen i min kjole, men du kan fx. udnytte at du har en taljeoverskæring og tilføje vidde i skørtet, så du får et vintage inspireret mønster til kjole ud af det.

Mønster til kjole med taljeoverskæring

Se hele guiden på video her:

Har du ikke prøvet at lave den her type ændringer af design i mønster til kjole før, kan det være en god hjælp at se i videoen, hvordan du skal gøre det.

 

Ændringer i mit mønster til kjole

I min kjole har jeg ændret halsudskæringen til at have en V-formet slids midt for. Og så har jeg fjernet lidt af skuldersømmen ved ærmegabet, fordi kjolen er uden ærmer. Det er meningen, den skal bruges med en jakke eller cardigan over, og så er det rart at skuldrene på kjolen ikke går helt ud til hvor ærmet er syet fast i en jakke.

Halsudskæringen er blevet skøn, og den skal vi se nærmere på i et andet indlæg. Taljeoverskæringen gør i derimod ikke ret meget godt for min figur. Kjolen her har samme størrelse og længde som nogle af de kjoler, du har set tidligere, men fordi jeg bliver skåret i taljen, hvor jeg er ret bred på egen hånd, kommer kjolen til at virke for kort. Og jeg kommer til at se mindst 5kg større ud, end i et mere velvalgt snit. Prøv at sammenligne med denne kjole, som ikke er skåret i taljen, men ellers er lavet efter samme grundmønster, og har samme pasform.

Jeg er ikke færdig med at lege med taljeoverskæringer endnu, men indtil jeg finder den perfekte udgave af det snit, styler jeg mig ud af problemet ved fx. at tage en jakke eller en asymmetrisk cardigan over en kjole som denne. Jeg kan også finde på at tage en løs gennemsigtig strik-bluse over kjolen. På den måde kan man stadig se kjolen, men der kommer nogle andre linjer, der bryder med overskæringen i taljen.

Mønster til kjole med taljeoverskæring
Foto: Bibi Berge / www.bibiberge.dk

Kan du se hvordan et enkelt snit kan gøre hele forskellen? Og det er netop det, der er så fedt ved at kunne lave sine egne mønstre – man får netop muligheden for at vælge til og fra. Muligheden for at finde ud af hvilke snit der klæder kroppen, og hvilke man måske skal bruge lidt mere krudt på at style, hvis man insisterer på at lave dem.

Det er langt fra hver gang, man rammer plet, når man begynder at bevæge sig ud i at eksperimentere med snit og designlinjer. Men man bliver klogere hver gang, og har man mod på at hoppe ud i prøvemodeller, går det ikke helt galt. Den her kjole har jeg ikke syet en prøvemodel af, da jeg primært skulle bruge den til det her blogindlæg. Men jeg er blevet hooked på at få snittet til at fungere for mig, så man kan sige det her er min prøve model. Så… fortsættelse følger.

Vil du være med til at lege med snit og designlinjer? Start med et grundmønster – du kan få min hjælp til at lave det på min populære workshop i tilretning af kjole grundmønster. Læs mere om workshoppen og se næste ledige datoer HER<<

 

Nu er det din tur!
Jeg vil rigtig gerne høre fra dig i en kommentar: hvilke snit ELSKER du at sy til dig selv? Og hvilke holder du dig bare langt fra? Og ikke mindst: hvorfor?

 

Stofinfo:
Kjolestoffet er fra www.citystoffer.dk

 

Læs også:

8 thoughts on “Sådan laver du mønster til kjole med taljeoverskæring

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Det har jeg faktisk ikke prøvet – men det skal testes – Tak 😀

      Kh
      Signe / Skaberlyst

  1. Birgit says:

    Hej Signe
    Jeg synes faktisk at kjolen er god til dig. Smukt enkelt design – det kan jeg rigtig godt lide. Men er selvfølgelig spændt på, at følge dine andre forslag til overskæringer 🙂
    Jeg har et skjortemønster med prinsessesnit. Det har jeg lavet fordi jeg godt kan lide det – men har aldrig brugt det fordi en skrædder har fortalt at man syner mere bredskuldret i det snit. Mønsteret kan vel ændres med en gennemgående linje fra skulder og ned, men det har jeg ikke forsøgt mig med – og tror nok heller ikke at evnerne rækker 🙂
    Mange Hilsner Birgit

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Tusind tak, Birgit 🙂
      Prinsessesnittet er lidt drilsk, for til nogle kroppe er det helt perfekt, og til andre duer det slet ikke. Teoretisk gør det bredere, men jeg har erfaret at det ikke altid er sådan i praksis. Jeg er ikke selv god i et klassisk prinsesse snit, men går det højt op i ærmegabet går det bedre. Nogle af mine kursister ligner en million, når bare de har et prinsessesnit. Og andre ligner en sæk kartofler. Så prinsessesnittet er man nødt til at eksperimentere sig lidt frem med – lidt ligesom taljeoverskæringen 😉 Så jeg synes du skal tage fat i dit prinsessesnit igen, og se om ikke det skulle fungere for dig.
      Kh
      Signe / Skaberlyst.

  2. Herdis Stjer says:

    Jeg er en stor kvinde, på vej til at blive mindre, men det tager sin tid. Det der irriterer mig ved kjoler/tunikaer osv. er at når jeg hr dem på, så ligner de et telt fordi de hænger jo ned fra barmen (som er ret så fyldig). Da min talje p.t. er nærmest ikke eksisterende er jeg hidtil gået langt udenom at markere den.
    Og nej jeg har ikke noget grundmønster, skal helt sikkert have et, men er noget hANDIKAPPET P.T. OG FØLER IKKE JEG ER I STAND TIL AT DELTAGE I ET KURSUS, p.g.a. jeg er imobil.
    Men jeg er begyndt at sy selv efter en årelang pause, og jeg fumler en del.
    🙂

    Jeg er meget begejstret for din blog.
    Er lige nu en str. 52, nå jeg ser mig i spejler er det nærmeste jeg kommer til at tænke på en firkant.
    Bedste hilsen
    Herdis

    • Signe Eriksen / Skaberlyst says:

      Hej Herdis
      Hvis du ikke allerede gør det, så vil jeg anbefale dig at følge med inde i Facebook gruppen. Der er flere store kvinder/damer, der er rigtig dygtige til at sy til sig selv. En af dem har fået lavet mønstre og kjoler, hvor det ser ud som om hun har tabt 20 kg, fordi hun har ramt det rigtige snit og stofvalg. Der er rigtig meget hjælp, erfaring og opmuntring at hente 🙂 Du finder Facebook gruppen her: https://www.facebook.com/groups/skaberlyst/
      Kh
      Signe / Skaberlyst

  3. Marlene says:

    Hej Signe
    Tusind tak fordi du så gavmild deler ud af din viden og ekspertise. Jeg har et grundmønster, som jeg har syet en del kjoler ud fra, har eksperimenteret lidt med hals udskæring og ærmelængde, men det her fif skal helt sikkert prøves.
    Jeg kunne godt tænke mig at prøve at flytte brystindsnittet op i halsen med flere folder rundt i halsen.
    Hilsen Marlene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap