Sådan undgår du de mest almindelige problemer med din symaskine

Driller din symaskine?

Ro på – der er masser, du selv kan gøre, for at få din symaskine til at sy pænt.

Men jeg kender det godt.

Det med at symaskinen driller.

Der er ikke ret meget, der er mere irriterende, end maskiner og teknik, der ikke virker, når man skal bruge det.

For eksempel en symaskine, der ikke syr pænt, når man endelig har sat sig ved den for at sy!

Hvis du har prøvet at:

  • Tråden springer
  • Symaskinen springer sting over
  • Der danner sig løkker på bagsiden af sømmen
  • Der kommer huller i stoffet
  • Tråden klumper sig sammen nede ved spolehuset

ja, så ved du præcis, hvor irriterende, det kan være.

Heldigvis er der råd for det.

Billige og nemme råd, ovenikøbet.

Som du selv kan ordne, helt uden at involvere et symaskineværksted, der vil have penge for deres ulejlighed.

Driller din symaskine, så start altid med at tjekke de her 7 ting.

I langt de fleste tilfælde er løsningen her på listen, og du kan sy videre.

Og spare penge på en reparation, der slet ikke var nødvendig. De penge kan du gemme til en af de få gange, hvor der faktisk er noget alvorligt galt med din symaskine, som kræver faglighed og en god symaskinereparatør. Så kan du til gengæld betale regningen uden at ærgre dig, vel vidende at du har gjort, hvad du kunne, for at løse problemet selv.

 

Se i videoen her, hvad du skal tjekke, hvis din symaskine ikke syr pænt:

 

 

 

Tjek altid de her 7 ting, før du afleverer din symaskine til reparation:

Der er ikke en bestemt rækkefølge, du skal tjekke symaskinen efter. Men efterhånden som du får lidt erfaring, lærer du at bedømme hvad der mest sandsynligt er problemet, og så kan du starte der.

Er du begynder, så ligger fejlen ofte i trådningen af maskinen. Hvis den ikke er trådet rigtigt, syr den ikke optimalt – hvis overhovedet.

Er du mere rutineret, har du som regel trådningen så godt inde i hænderne, at det ikke er der, problemerne skal findes. Her kan det i stedet betale sig at tjekke nålen. Nogle af os har det med at glemme, hvor længe vi har syet med den samme nål, og det kan altså give bagslag.

Listen her er derfor i uvilkårlig rækkefølge.

Du starter med et tjekke det, du synes er mest sandsynligt. Ret en ting ad gangen, og sy i et stykke prøvestof. Gå de forskellige punkter i listen igennem, indtil problemet er løst.

Har du prøvet alle 7 punkter på listen her, uden at det har nogen mærkbar forbedring på dine sømme, så må du ringe til dit yndlings symaskineværksted og aftale en tid til at de ser på din symaskine. I mellemtiden kan du lave nogle flere symønstre og forberede dit stof, så du er klar til at sy en masse,  når du har symaskinen hjemme igen, og den er tilbage i topform.

 

Problem nr. 1 – Trådning

Er symaskinen trådet forkert, kan den ikke sy. Det gælder både overtråden og undertråden. Det er super vigtigt at begge tråde er sat rigtigt igennem maskinen. Er du i tvivl, om du har trådet rigtigt, så tag både over- og undertråd ud af maskinen og tråd den forfra. Du kan evt. se i manualen til din symaskine, hvordan du skal gøre, hvis du har brug for lidt ekstra støtte. Men ellers er der på langt de fleste symaskiner tal, der indikerer hvor tråden skal hen og i hvilken rækkefølge.

I vores onlinekursus Kom Godt I Gang Med At Sy lærer du grundprincipperne bag at tråde en symaskine. Når du kender grundprincipperne er det meget nemmere at læse manualen for den enkelte model, og få den trådet rigtigt.

Problem nr. 2 – Skift nålen

Symaskinenåle er på hårdt arbejde, når du syr. Utallige gange farer nålen op og ned gennem stoffet i et hurtigt tempo. Det slider på nålespidsen – også selvom du gør dig umage for ikke at sy ind i knappenåle undervejs, mens du syr.

Derfor skal du skifte din symaskinenål med jævne mellemrum.

Og hvad er så det?
Jo, det er efter ca. 8 timers effektiv syning.

Det betyder, at hvis du syr rigtig meget (fx 8 timer på en dag), så skal du skifte nålen dagligt. Syr du ikke så meget, kan du godt lade nålen sidde i. Og så er det, det kan blive vanskeligt at holde regnskab med, hvor mange timer, den enkelte nål har syet.

Bliver nålen stump eller flosset skal den skiftes med det samme – uanset om den så kun er 5 minutter gammel. Derfor er det en rigtig god idé, ikke at sy over knappenåle. Rammer du sådan en, er der nemlig stor risiko for, at du skader din nål så meget, at du er nødt til at finde en ny.

 

Undgå problemer med din symaskine

 

Problem nr. 3 – Brug den rigtige nål

Udover at nålen skal være skarp og uskadet, så skal den også passe til stoffet. Det er en hel videnskab i sig selv at finde rundt i, hvilke nåle der passer til hvilket stof. Heldigvis har SCHMETZ, som laver de symaskinenåle, du kan købe i de fleste danske stof og -sybutikker, lavet en god app, der kan hjælpe dig med at vælge den rigtige nål.

Den hedder ganske enkelt “SCHMETZ”, og du kan downloade den til din telefon, så du altid har den ved hånden. I appen kan du slå op i et register over stoftyper og se, hvilken type nål, der anbefales at bruge til netop den type stof.

Når det er sagt, så kommer du rigtig langt med universalnåle str. 80 og 70, microtex nåle, hvis du syr i sarte stoftyper, og jerseynåle str. 80, hvis du syr i jersey og strikket stof. Du kan købe alle de typer nåle i vores webshop. Har du brug for mere specielle nåle, må du forbi din symaskinebutik.

 

Problem nr. 4 – Spolen

Det er vigtigt, at du har den rigtige spole i spolehuset. Størrelsen på spoler er ikke universel, og din spole skal naturligvis passe til din maskine. Er den for lav eller høj, for stor eller lille i diameter, så fungerer maskinen ikke. Resultatet bliver ofte et meget rodet kaos af sytråd i klumper i spolehuset eller på bagsiden af sømmen. Og tro mig – du vil helst undgå begge scenarier.

 

 

Undgå problemer med din symaskine

 

Problem nr. 5 – Trådkvalitet

Ligesom spoler ikke bare er spoler, så er sytråd heller ikke bare sytråd. Brug sytråd af god kvalitet, gerne fra enten Amann eller Güttermann. Vi kan rigtig godt lide at sy med Saba tråden fra Amann eller med Mara eller Permacore trådene fra Güttermann. De er alle corespun, hvilket er en bestemt måde at lave tråden på, der gør den både holdbar og elastisk. Og dermed meget velegnet til beklædning.

Du kan købe mindst en af de gode kvaliteter sytråd i de fleste stofbutikker.

 

Problem nr. 6 – Trådspændingen

Det her tip skal du lige være lidt varsom med. Det er bestemt ikke på alle symaskiner, det giver mening at pille ved trådspændingen. Vi har praktisk talt aldrig brug for at justere trådspændingen på de Brother symaskiner, vi har på syværkstedet. Men omvendt ved vi fra kursister, at andre symaskinemærker kræver, at der bliver stillet på trådspændingen alt efter stoffet. Ofte foreslår maskinen selv, hvad du skal indstille trådspændingen til. Følg vejledningen, der er med maskinen, og test altid i en stofrest i det rigtige stof, så du kan danne dig et billede af, hvordan sømmene kommer til at se ud.

 

Undgå problemer med din symaskine

 

Problem nr. 7 – Rengør symaskinen

Uanset hvilken symaskine, du har, vil den helt sikkert have godt af en rengøring i ny og næ. Som regel også lidt oftere (uden hermed at sætte en fast tid på “i ny og næ”).

Igen kan din manual være en god hjælp. I den kan du se, hvordan du kommer ind til spolehuset og får det taget ud, så du kan støve af. Vær meget opmærksom på, hvordan spolehuset skal sættes ind i maskinen igen. Det kan være en idé at tage billeder undervejs, når du tager det ud, så du har dem at bruge som reference, når du bagefter skal samle symaskinen igen.

Lidt afhængig af, hvilken symaskine, du har, kan den også have brug for en dråbe symaskineolie. Det er ikke alle symaskiner, du selv kan give olie. Det er primært ældre modeller. Så tjek igen i manualen, hvis du er i tvivl. Er der ikke en vejledning i manualen til, hvordan du smører din symaskine med olie, så lad være med at gøre det.
Hvis du skal smøre din symaskine, så husk at brug symaskineolie. Det er syrefrit, og symaskinen kan arbejde med det.

 

Undgå problemer med din symaskine

 

Bonus tip: Brug din symaskine!

Ligesom det er bedst for bilen at blive kørt i indimellem, så er det også bedst for din symaskine at blive syet på. Står den for længe, kan du risikere at olien stivner, og at maskinen ikke rigtig vil fungere optimalt. Husk derfor at sy på din symaskine. Det er jo en dejlig udskyldning for at forkæle dig selv med lidt sytid, ikke? Du er ganske enkelt nødt til det for at passe godt på din symaskine.

Lykkes det ikke at reparere din symaskine, hverken med de 7 tricks i guiden her, eller ved at sende den på værksted, så er der kun en ting at gøre: du må anskaffe dig en ny symaskine.

På syværkstedet er vi glade for de små Brother symaskiner. Du kan læse vores anmeldelse af Brother Innovis 15 her << Modellen er desværre udgået, men du kan være heldig at få fat i en af de andre små modeller i serien. Eller du kan tage den nye version, som hedder A16, og også er en fremragende symaskine.

 

Bliv mere rutineret i en fart

Var artiklen her til hjælp?

Så er mit gæt, at du ikke er super rutineret i at sy.

Det skal du nok blive, hvis bare du øver dig. Har du lyst til at blive dygtigere lidt hurtigere end ved at prøve dig frem på egen hånd, og lave alle de samme fejl, vi andre har lavet i årevis, så kan du skyde genvej.

Det gør du ved at tage onlinekurset Kom Godt I Gang Med At Sy.

I kurset lærer du alt det grundlæggende og meget mere. Når du er igennem kurset, er de ting, vi har været igennem i dette blogindlæg, rutine for dig.

Detaljerne om kurset finder du her:

Kom godt igang med at sy

 

 

Undgå problemer med din symaskine

Læs også:

37 thoughts on “Sådan undgår du de mest almindelige problemer med din symaskine

  1. Susanne Bækvig says:

    Jeg blev lidt rystet over, at se hvor meget fnuller, der var i jeres maskine. Jeg besluttede straks at rense min egen. Det har jeg nemlig aldrig tænkt på, og den virker jo fint nok, men hellere forebygge end helbrede. Jeg var godt klar over, at tråd er forskellig, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sikre mig at få en god kvalitet, så det var nyttig læsning. Jeg har nemlig et par gange købt tråd, der var meget dårlig, og endda en der knækkede selvom den var trådet rigtigt. Jeg kunne faktisk også let hive den over.

    • Signe says:

      Hej Susanne
      Dejligt at du kunne bruge blogindlægget 🙂 Der kan sagtens være endnu mere fnuller i maskinerne, når man endelig får kigget efter…. men det er naturligvis bedst, hvis man får renset lidt oftere, så der ikke samler sig for meget.
      Den tråd, du let selv kunne hive over, kan evt. have været en ritråd? I så fald er den ikke beregnet til at sy i maskinen, men til at ri i hånden.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

        • Signe says:

          Hej Dina
          Hvis du har prøvet de 7 ting, vi viser i videoen her i blogindlægget, og det ikke virker, så tager du den med til forhandleren eller til dit lokale symaskineværksted og får dem til at kigge på den 🙂

          Venlig hilsen
          Signe / Skaberlyst

  2. Julie Augusta says:

    Jeg kæmper og kæmper med min symaskine. Hele dagen i går ville den ikke fange undertråden. Jeg har skilt alt ad, justeret på trådspændingen og også skiftet nål. Endelig tog den fat.
    I dag skulle jeg så prøve at sy……. Den syer ikke. Både under- og overtråd er trådet, men syer ikke i stoffet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har trådet nu. Nu ved jeg ikke hvad jeg skal prøve og er ved at gå helt op i limningen.. er maskinen bare kaput?

    • Signe says:

      Hej Julie
      Hvis du har haft alt skilt ad, uden at det virker, så er der en risiko for, at du har samlet det forkert. Det kan også være, at nålen ikke er helt oppe i holderen, eller at du har fået den drejet, så den ikke har den flade side bagud. Nogle maskiner er ret følsomme omkring hvordan undertråden sættes i, så det er også en mulighed at du fx har vendt den forkert.
      Hvis du selv har prøvet alt, hvad du har at prøve, så ville jeg tage maskinen forbi et værksted. Der er 3 muligheder: enten har du gjort noget forkert i forsøget på at fikse maskinen. Eller også er der reelt noget galt med den, som du ikke selv kan fikse. Og naturligvis er der den mulighed, at den er kaput. Jeg kan desværre ikke sige, om det er det ene, det andet eller det tredje. Så jeg synes helt klart, du skal tage den forbi et symaskine værksted og få den tjekket.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

    • Morten says:

      …det er klart et MEGET irrriterende problem.
      ” men syer ikke i stoffet”.
      Min Husqvarna Vikings liste over fejl inkluderer ikke denne fejl og jeg har ikke selv oplevet det.
      Den eneste måde, som jeg kan komme i tanke om, hvordan jeg kan skabe fejlen er, at jeg ikke får trådet undertråden korrekt. Selvfølgelig osse overtråden.
      🙂
      Morten

  3. Hanne says:

    Jeg har et problem og kan ikke finde fejlen, måske i kan hjælpe mig.. min maskine vil ikke samle undertråden op, hvad er årsagen til og hvad kan man gøre… Nogen i min omgangskreds mener det kunne være fordi den ikke er i takt, men jeg aner ikke hvordan man får en maskine i takt igen ?

    • Signe says:

      Hej Hanne
      Udover de ting, du kan læse i blogindlægget her, så tjek at nålen sidder helt rigtigt i symaskinen. Hvis den sidder for langt nede, fungerer maskinen ikke optimalt. Rengør maskinen og tjek hele listen af punkter igennem. Hvis den stadig ikke vil sy, så må du have den forbi et symaskineværksted.
      Jeg har aldrig hørt at en symaskine kan være ude af takt.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

  4. Eva says:

    Hej,
    Mit problem er at når jeg tråder spolen sidder tråden løst. En gang imellem lykkedes det at få den stram så jeg kan sy, men jeg ved ikke hvad jeg gør anderledes. Jeg har ledt og ledt på nettet efter andre med denne problemstilling men kan ikke finde nogen. Er det noget du kan hjælpe med?

    • Signe says:

      Hej Eva
      Det er helt sikkert fordi spolen ikke er klikket ordentligt på plads, når du spoler. Den skal klikkes helt ned over den lille pind, den sidder på. Og pinden skal klikkes ind på plads mod “stopperen”, der måler hvornår der er tråd nok på spolen. Det ser lidt forskelligt ud fra maskine til maskine, men princippet er det samme: spolen skal være klikket helt fast for at kunne trække tråden stramt nok rundt, når den spoler. Hvis du ikke kan få det til at virke med den beskrivelse her, så må du få nogen til at vise dig det. Evt. tage symaskinen med til en forhandler, der kan vise hvordan du gør på netop din maskine.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst.

    • Signe says:

      Hej Maria
      Jeg er ikke helt med på hvad du mener med at trykfoden ikke vil ned? Måske skal du have den en tur forbi et symaskineværksted, hvis du ikke kender en med mere erfaring, der kan se på det. Umiddelbart tænker jeg det er en fejl 40 😉 Altså noget, du overser. Prøv at se på det igen.
      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst.

    • Lone Breum says:

      Hejsa
      Jeg sidder med problemet at Trykfoden ikke reagerer og der er fint lys i maskinen…..fandt du en løsning høre jeg gerne ?

      • Signe says:

        Hej Lone
        Er der ikke en manuel “pind” du skal tage ned for at få trykfoden ned? Hvis det hele kører elektronisk, og det ikke virker at slukke maskinen og tænde igen efter lidt tid, så må du nok en tur forbi et symaskineværksted. Prøv evt. at se om der er fejlsøgning i manualen, det kan være der er en løsning der.

        Venlig hilsen
        Signe / Skaberlyst

  5. Tove says:

    Min symaskine Silver Crest larmer og den er smurt og renset, det lyder som om kileremmen er stram. Hvad gør jeg.
    Det skal siges maskinen har stået i ca 5 år hos min søster og ikke være brugt .
    Mvh Tove

    • Signe says:

      Hej Tove
      Du tager den til et symaskineværksted, hvor de kan reparere den for dig 🙂 Hvis du har gjort alt hvad der står her i blogindlægget, og det ikke løser problemet, skal der mere professionelle hænder til.

      Venlig hilsen
      Signe / Skaberlyst

    • Signe says:

      Hej Anne
      På nogle symaskiner kan man slå transportøren helt fra, så man kan sy frihåndsbroderi. Du kan se i manualen til din maskine, om det er en mulighed og tjekke om du evt. er kommet til det ved en fejl. Hvis din symaskine ikke syr som den skal, og du har været igennem alle punkter i guiden her, så er vores anbefaling at tage den med forbi et symaskineværksted.
      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

    • Signe says:

      Hej Ruth
      Hvis det er symaskinenålen, der falder ned, så skal den spændes bedre fast. Hvis det er knappenåle, der sætter sig fast når du syr, så tag dem ud af stoffet før de kommer ind under trykfoden.
      Er det symaskinenålen, der bliver siddende nede ved spolehuset når du syr, og du er stensikker på at der er trådet rigtigt og nålen er sat rigtigt i, så tag maskinen en tur forbi et symaskineværksted.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

    • Signe says:

      Hej Ella
      Det er ofte fordi spolen ikke er spolet hårdt nok. Tjek om tråden ligger helt tæt omkring spolen eller om den er løs. Hvis den er løs, så skal du tage det hele af og spole igen. På de fleste symaskiner skal spolen skubbes i et hak, så det siger “klik” før du går i gang med at spole, ellers bliver tråden for løs. Tjek evt. maskinens manual for at se, hvordan du spoler på netop din maskine.
      Det kan også være støv ved spolehuset, der giver løkker på bagsiden, så det er en god idé også at gøre maskinen ren.

      Håber det hjælper 🙂
      Signe / Synoter

  6. Nanna Krøyer says:

    Hej , jeg vil gerne sy en badekåbe af frotte håndklæder og er lige gået igang. Maskinen låser sig helt fast og laver knuder i spolehuset efter få mm syning, så meget så jeg er nødt til at skrue dækslet over spolehuset af.
    Kan det være sting længden? Jeg har prøvet at sænke de fødder/riller der bringer stoffet fremad uden jeg synes det virker. Tak for hjælpen

    • Signe says:

      Hej Nanna
      Det kan være flere ting. Tjek at du har spolet rigtigt, hvis tråden er for løst rundt om spolen giver det den type problemer, du beskriver. Det kan også være en bøjet nål eller forkert trådning. Tjek alt og start forfra med trådning. Hvis det stadig ikke virker, så tag maskinen med forbi en forhandler eller få en sylærer eller mere erfaren synørd til at se på den for dig – det kan være nemmere at se hvor fejlen er, når man sidder ved maskinen 🙂
      Hvis du er helt ny i syning, så kan jeg anbefale vores onlinekursus De Første Sting, som hjælper dig godt fra start – bl.a. ved at vise og forklare hvordan symaskiner trådes og hvad der er vigtigt i hele den proces. Du kan se mere om kurset her: https://skaberlyst.dk/vare/de-foerste-sting-sy-dit-yndlingstoej/

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

    • Signe says:

      Der skulle meget gerne være en lille rund “skive”, du kan sætte over sytråden, som holder den på plads. Det kommer lidt an på hvilken model symaskine, du har. Tjek evt. manualen, hvordan det fungerer på din symaskine.

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

  7. Vibeke Bastholm says:

    Hej
    jeg har en Brother innov-is 10
    den syr pænt, men den vil ikke fremføre stoffet som den stinglængde jeg indstiller, dvs. den fremfører ganske lidt og det bliver derved nogle meget tætte sting. Alle ovennævnte ting er afprøvet
    venlig hilsen
    Vibeke

    • Signe says:

      Hej Vibeke
      Hvis du ikke har sat stinglængden ned, men den alligevel syr meget korte sting, så må du have den en tur forbi et symaskineværksted. Prøv evt. først at indstille stinglængden til det korteste og sy i en stofrest, og derefter til det længste og sy igen, så du kan se om der overhovedet er forskel. Måske kan det løse problemet at indstille og sy lidt med de største og mindste indstillinger – hvis nu et eller andet har sat sig fast eller noget. Men ellers må du have den forbi en reparatør 🙂

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

    • Vibeke Bastholm says:

      jeg trækker mit spørgsmål tilbage, jeg fandt et lille stykke tråd der sad fast nede i maskinen og nu syr den fantastisk igen

  8. Klara says:

    Hej Signe!
    Jeg har netop arvet en Singer Tradition. Der er fint lys i, men når jeg trykker på pedalen, siger maskinen en mærkelig brummende lyd og nålen bevæger sig slet ikke. Nogle gode råd?
    Vh Klara

    • Signe says:

      Hej Klara
      Hvis ikke de gode råd i artiklen her virker, så ville jeg tage den med forbi et symaskineværksted 🙂

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

  9. Tine Boe says:

    Hej Signe
    Jeg har lige købt en ny symaskine – til at lægge bukser op med. Det er det eneste, jeg kan finde ud af 🙈
    Mit problem er, at den hvide undertråd kommer grå ud på stoffet…
    Er det noget, du kender?
    Er det fordi maskinen er ny (har restolie et sted) eller….?
    Og hvordan kan jeg evt få det væk?
    Håber du har mulighed for at svare 🙏
    Mange hilsner Tine

    • Signe says:

      Hej Tine
      Tillykke med din nye symaskine 🙂 Tråden skulle meget gerne have samme farve når du har syet som før, og det er ikke noget, der normalt sker. Jeg tænker dit gæt med restolie er et godt bud. Sy i en stofrest og se om ikke det holder op. Hvis det ikke gør, så ville jeg få maskinen tjekket på et syværksted. Har du købt den hos en forhandler med værksted, så kontakt dem – det kan være de har et bedre bud på, hvad der er galt.
      Hvis du vil sy mere end bare bukseoplægninger, så kan jeg anbefale at du tager et kig på vores begynderkurser 🙂 Der kan du lære at sy fra bunden + en masse teknikker der er nyttige til at reparere og sy om. Du kan se begydnerkurserne her: https://skaberlyst.dk/vare-kategori/sykurser/sy-dit-yndlingstoej/

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

    • Signe says:

      Hej Inge-Lise
      Hvis du ikke kan gøre noget ved det overhovedet, ville jeg tage maskinen med forbi et symaskineværksted og få en professionel til at kigge på den 🙂

      Venlig hilsen
      Signe / Synoter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »
Share via
Copy link
Powered by Social Snap