Smuk finish når du syr: sådan gemmer du sømrummet i en belægning

Vil du gerne have smuk finish og personlige designs i dit tøj på den nemme måde?

Så er du det helt rigtige sted.

Det her blogindlæg skulle egentlig kun have handlet om, hvordan du nemt kan sætte dit helt eget personlige præg på designet i dit tøj.

Men i sidste øjeblik (eller….strengt taget efter sidste øjeblik – nemlig midt i ferien) er blogindlægget her blevet udviddet med en video, der viser dig, hvordan du får smuk finish i dit tøj ved at gemme sømrummet fra et bærestykke bag en belægning.

Men før vi kommer til den smukke finish, starter vi et helt andet sted.

Nemlig ved det personlige design.

Og buksedragterne fra Synoter magasin nr. 3.

Siden vi begyndte at pippe om buksedragter tidligere på året, har vi hørt tre forskellige reaktioner på magasinet og vores symønstre til buksedragter.

Den ene er: YES! Jeg skal sy buksedragter!

Den anden er: Jeg troede ikke buksedragter var noget for mig, men de er så flotte, at jeg må give det et forsøg.

Den tredje er: Ellers tak – jeg skal ikke sy buksedragter! (Den var der flest af før magasinet udkom. Efter det er udkommet har der den anden reaktion taget over. Tusind tak for det – vi elsker at se de smukke buksedragter, I bringer til verden).

Har du det lidt som den tredje reaktion, at buksedragter ikke er noget for dig, eller vil du bare gerne have flere muligheder med dine symønstre, så læs videre.

Du kan nemlig bruge vejledningerne fra magasinet til meget mere end buksedragter.

Kjoler som den her, for eksempel:

Skaberlyst synoter kjole

 

 

Design selv dit tøj

Kjolen er lavet ud fra de vejledninger, der er i Synoter magasinet om buksedragter.

Men som du kan se, er der syet et skørt på som underdel istedet for et par bukser.

Det er muligt, fordi en buksedragt består af en overdel og en underdel, der er sat sammen i taljen.

Har du en søm midt for og midt bag, kan du godt have buksedragten i et helt stykke, så overdel og underdel er ud i et. Men for at spare stof og gøre det nemmere at tilrette, er det ofte en god ide at have en overskæring i taljen. Så det har vi naturligvis i buksedragterne i Synoter magasin nr. 3.

En anden fordel ved at have en overskæring i taljen er, at du kan skifte overdele og underdele ud.

Lige præcis det er en af de store fordele ved Synoter magasinerne i det hele taget. Her har vi nemlig taljeoverskæringer i kjoler og buksedragter, netop for at du nemt kan vælge hvilke overdele og underdele, du gerne vil have. På den måde kan du sammensætte dit helt eget design på en super nem måde.

Samme princip gør sig gældende for ærmer, som du kan bruge på tværs af symønstrene i de forskellige magasiner.

Der er et par undtagelser i hvert magasin, hvor du ikke kan flytte rundt på delene, som du vil (du kan fx ikke sy raglanærmer i et almindeligt ærmegab), men langt hen ad vejen kan du mikse ærmer, overdele og underdele som du vil, så de kommer til at passe med dine tøjdrømme. Og på den måde designe dit eget tøj på en nem måde, hvor vi guider dig igennem at lave symønstrene til de forskellige dele.

 

Skaberlyst synoter kjole

 

 

Fra buksedragt til kjole i ét trin: design en ny underdel

Du kan bruge de underdele, vi har designet til buksedragterne. Eller du kan lave dine helt egne underdele fra bunden.

Det sidste er især nemt med kjoler, hvor en underdel ikke behøver komme fra et symønster.

Den nemmeste måde at lave en underdel til en kjole, er at rynke et stykke firkantet stof ind, så det kommer til at passe til overdelen.

Præcis sådan har vi syet kjolen her.

Kjolen har et bærestykke i taljen, og under det bærestykke er det muligt enten at sy de bukser fast, som er designet til buksedragten, eller at sy et skørt fast.

Du behøver ikke engang et mønster – alt du skal gøre er at måle den nederste kant i bærestykket og klippe et stykke stof, der er 50-100% bredere, afhængig af stoffets tykkelse. Jo tyndere stoffet er, desto mere kan du rynke ind, uden at det bliver for klumpet, og desto bredere kan du klippe dit stof til underdelen.

Mønsteret til underdelen i kjolen ser sådan ud, hvis du tegner det som en mønsterdel. Men det behøver du ikke. Du kan nøjes med at lave udregningen til bredden og bestemme længden, tegne det ind med skrædderkridt på stoffet og klippe.

Skaberlyst synoter kjole

Husk at tage højde for sømrum i siderne og toppen og oplægning i bunden af skørtet.

Hvor meget sømrum, du skal bruge, afhænger af hvilke syteknikker, du har planer om at bruge. Hvilket igen afhænger af dit stofvalg. Har du ikke allerede styr på, hvodan sømrum, stofvalg og syteknikker hænger sammen, så tag et kig i de første lektioner i onlinekurset Kom Godt I Gang Med At Sy, hvor du lærer netop den type grundlæggende syning.

En anden mulighed, hvor du ikke skal regne så meget, er er tage stoffets fulde bredde og rynke det ind til bærestykket. Så får du den vidde i skørtet, stoffet nu engang giver. Det har vi gjort til kjolen her. Stoffet er nemlig ikke købt med et specielt design i tankerne, så der var kun en enkelt kjolelængde (i dette tilfælde 1½ meter).

Efter overdelen var klippet, var der kun stof tilbage til en enkelt nederdelslængde, og dermed var vidden på skørtet givet på forhånd: det kunne ikke bliver bredere end stoffets bredde. Skulle der have været mere vidde i skørtet (hvilket vi ville have valgt, hvis vi havde haft stof nok), havde det krævet en hel nederdelslængde mere af stoffet. Køber du stof til kjolen med dette design i tankerne, kan du derfor blot købe en nederdelslængde ekstra, så du har mulighed for at få mere vidde i skørtet ved at rynke mere stof ind til bærestykket.

Uanset hvor meget vidde, du vælger til dit skørt, er det nemt at lave din buksedragt om til en kjole.

Der er et enkelt trin:

1. Sy et skørt fast i bunden af bærestykket i stedet for et par bukser.

Vil du have andre udtryk i din kjole, men bevare den flotte overdel fra buksedragten, kan du også eksperimentere med en rundskåret underdel klippet i halv eller hel sol.

Eller du kan folde det firkantede stykke stof i læg i stedet for at rynke det ind. Læggene kan du også lege med – prøv både glatte læg, der alle vender den samme vej, og wienerlæg, der enten kan være indvendige eller udvendige.

Ved at skifte syteknik og foldeteknik kan du lynhurtigt skabe helt nye udtryk til din kjole, uden at opfinde den dybe tallerken med avancerede symønstre.

Er du vild med de populære flæsekjoler, kan du tilføje en ekstra bane/flæse på præcis samme måde: mål den nederste søm, klip et stykke stof der er 50-100% bredere, rynk det ind og sy det på. Gentag så mange gange, du har lyst til at have baner i din kjole og bestem selv, hvor lang du laver hver bane.

 

Skaberlyst synoter kjole

 

 

Bærestykke i taljen

Vores buksedragter har som nævnt en overskæring i taljen.

Men mange af dem har endnu en overskæring.

Vi har designet et bærestykke på 5 cm i de fleste af buksedragterne. Det har vi gjort, fordi det giver forskellige muligheder, vi gerne vil have glæde af i buksedragterne. Muligheder, der også er gavnlige, når du vælger at lave symønstrene om til kjoler i stedet for buksedragter.

For eksempel kombinationen af åbning i ryggen og rynk i underdelen, som vi har i denne kjole.

Kjolen tager udgangspunkt i design 4 fra Synoter magasin nr. 3, hvor det er en bukseunderdel, der er rynket til bærestykket. Ryggens åbning midt bag er især genial til sommerkjoler og sommerbuksedragter. Men uden bærestykket ville det være vanskeligt at styre rynken i åbningen midt bag.

Det ville ikke være umuligt, men unødvendigt besværligt.

Så i dette design er bærestykket med til at gøre syprocessen nemmere.

 

Skaberlyst synoter kjole

 

En anden fordel ved bærestykket er, at det tilføjer en ekstra overskæring. Det gør noget ved proportionerne i buksedragten eller kjolen.

Rent visuelt virker det rigtig godt for de fleste kvindekroppe at have en overskæring i taljen. Den naturlige talje, altså. Det markerer taljen og understreger de skønne kvindelige former, vi er helt vilde med på syværkstedet.

Men det er ikke alle kvinder, er er helt vilde med taljeoverskæringer i den naturlige talje.

For nogen føles det unaturligt højt, og her er bærestykket med til at gøre det mere acceptabelt. Den lavere overskæring kan føles mere hjemligt, hvis du er vant til sænkede taljer i dine bukser og nederdele. Med bærestykket får du altså det bedste fra 2 teknikker: taljeoverskæringen, der fremhæver din naturlige talje og den sænkede overskæring, der kan føles mere velkendt og komfortabel.

Og nej, bærestykket fremhæver ikke din mave, hvis du tilretter din kjole rigtigt. Tværtimod så fremhæver det din talje, som er der hvor du er smallest på kroppen. Alt du skal gøre, for at få fremhævet din smukke talje (også selvom du måske selv mener, den er ikke-eksisterende) og nedtonet en eventuel knap så flad mave, er at sørge for, at der er plads nok i underdelen til netop din mave. Er underdelen stor nok, så falder stoffet flot og lige ned fra det yderste af maven. Det flytter fokus fra mave til talje. Hvilket gør en kæmpe forskel ikke kun på, hvordan du ser ud, men også på hvordan, du har det i tøjet.

Skulle du tænke noget i retning af “det kan du sagtens sige, Signe, du er jo så slank”, så kan jeg berolige dig med, at det er jeg ikke. Jeg er en str. 42 med masser af mave, som jeg sørger for at lave plads til i mine symønstre. Det gør jeg dels fordi, jeg synes det er pænest, og dels fordi det er mest behageligt, når der faktisk er plads til kroppen i tøjet (win-win).

Tricket med plads nok til maven virker i alle størrelser. Se bare her hvordan Ninna i str. 52 er smuk i sin buksedragt med bærestykke og hvordan Josephine i str. ca. 38 er smuk i sine shorts med bærestykke.

 

Skaberlyst synoter kjole

 

Sådan syr du bærestykket

Endnu en fordel ved bærestykket er, at du kan sy en belægning bagved det. Inde mellem bærestykket og belægningen kan du gemme sømrummet fra de to overskæringer.

Det giver dig en super fin inderside i dit tøj, hvor der er et minimum af sømrum, der skal overlockes eller ordnes på anden måde.

Udover at det er pænt, så er det også med til at passe på dit tøj. Når alt sømrummet er gemt væk bag en belægning, er der ikke nær så  meget slid på sømrummet. Det får dit tøj til at holde længere, og du kan dermed have glæde af dit arbejde i længere tid end ellers.

Du kan se i videoen herunder, hvordan du kan sy belægningen til bærestykket i taljen.

Videoen var ikke planlagt, men jeg fik lyst til at vise dig, hvordan du kan få den fine finish på indersiden af din kjole eller buksedragt. Videoen er derfor filmet hjemme hos mig selv i ferien – med mobilen og medfølgende svingende farver og lyd. Vinklen på mig i starten og slutningen af videoen er ikke helt optimal. Til gengæld kan du fint se, hvad du skal gøre, for at få den flotte finish i dit tøj, og det er jo trods alt det vigtigste.

(Og her vil den kvikke læser tænke “jamen, vil det sige at buksedragten ikke var syet færdig, da I havde fotoshoot”? Og ja, det vil det. Belægningen er ikke syet fast indvendig i bærestykket på billederne. Men det ser man jo heldigvis ikke 😉 Det holder til en enkelt fest, hvis du ikke kan nå at blive færdig til tiden, men få syet færdig inden du vasker, så du ikke risikerer at sømrummet trævler væk, før du får syet den sidste søm).

 

 

 

Hvor kommer det lækre printede stof fra?

Jeg er glad for, at du spurgte. Hvis du altså sad og tænkte over, hvor kjolestoffet mon er fra.

Kjolen er syet i stof fra finske Nuppu Print Company.

Jeg har tidligere syet en Paeoniakjole i et af deres prints, og den er jeg blevet så glad for, at jeg måtte prøve nogle flere af deres stoftyper.

Denne kjole er syet i en tencel satin. Den er tynd og blød, nem at sy i og lækker at have på.

Stoffet er lidt stift, når man får det, men efter bare en enkelt vask bliver det dejlig blødt. Jeg vaskede stoffet inden jeg klippede, netop for at få det blødt, hvilket Nuppu Print Company anbefaler. Det er jeg ellers ikke meget for, hvis jeg kan undgå det – det gør nemlig tit stoffet besværligt at lægge korrekt op og klippe. Men det var ikke et problem her. Udover at stoffet blev mere blødt, ændrede det sig ikke specielt ved at blive vasket. Det var stadig lige og dermed nemt at folde rigtigt og lægge op til klipning.

Nuppu Print Company har mange spændende prints og stofkvaliteter. De gør sig mest i jersey, men jeg er helt vild med deres lette, vævede tencel og bomulds satiner.

Kjolen er syet i det print, der hedder Unikkoaika, hvilket Google Translate oversætter til “Valmue tid”. Det passer perfekt til sommeren, som denne kjole er designet til. Vi har valgt farven “ink-white”, men printet findes også med hhv. en blå og en grøn baggrundsfarve.

Du kan se hele udvalget af print og metervarer på Nuppu Print Companys hjemmeside: www.nuppuprint.com

 

Skaberlyst synoter kjole

 

Kjolen er syet med de her syteknikker

Kjolen er syet med franske sømme i sidesømmene og skuldersømmene i overdelen.

Underdelen bruger hele stofbredden, så ægkanten er bevaret indvendig. Det overflødiggør kantning af sømrummet, fordi ægkanten er vævet til ikke at trævle op. Sømmen er midt bag i underdelen, hvor den er brugt til at sy en usynlig lynlås i.

Bærestykket er syet med en belægning på indersiden, som du kan se i videoen længere oppe. Det overflødiggør kantning af sømrum, fordi det hele lukkes inde bag belægningen.

Oplægningen er syet som et smalt dobbelt ombuk, så trævlekanten også her er helt væk.

Kanten i halsen, ærmegab og åbningen i ryggen er syet med skråbånd, som er synlige på retsiden. Det er syet fast på symaskinen, så der er en synlig stikning langs hele skråbåndet. Det er en teknik, der passer rigtig godt til det tynde stof, og er både nem og hurtig at sy, når den først sidder i fingrene. Skråbåndet er lavet at rester af stoffet, og foldet med en 12mm skråbåndsfolder.

Syr du en buksedragt, som designet i Synoter magasin nr. 3 lægger op til, kan du bruge de samme syteknikker. Du kan dog ikke bruge ægkanten i underdelen, så her må du kante sømrummet. Det kan du fx gøre ved at overlocke det, eller du kan sy franske sømme i sidesømmene i underdelen også. Skridtsømmen i buksedragten er lidt som et ærmegab. Her er franske sømme sjældent besværet værd, så her giver det mest mening at kante sømrummet med overlock eller zigzag.

 

Vejledning til at lave symønsteret til overdelen af kjolen finder du i Synoter magsin nr. 3:

Synoter Magasin Nr. 3 – Buksedragter

 

Syteknikker og grundlæggende syteori finder du i onlinekurset Kom Godt I Gang Med At Sy:

Kom godt igang med at sy

 

 

Foto: Bibi Berge
Stof: Nuppu Print Company
Symønster: Synoter magasin nr. 3, design 4 med underdel som du kan se i dette blogindlæg.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

« »

5 nemme

syteknikker

Få flot finish i dit yndlingstøj med

Giv os din email, så sender vi dig straks 5 nemme syteknikker, der sikre dig flot finish i dit yndlingstøj - uanset hvor meget du har syet indtil nu.

Du bliver samtidig tilmeldt vores mailliste, som du kan afmelde til enhver tid

Share via
Copy link
Powered by Social Snap