I er mange, der har spurgt.
Svaret er: Ja.
Vores populære symønster, Paeonia Blouse, kan godt forlænges til en kjole.
I videoen i det her blogindlæg viser jeg dig, hvordan du gør det.
Paeonia Blouse var det første symønster, der udkom under vores symønster brand ELiQU Sewing i 2018. Blusen er designet med et sidepanel i stedet for sidesømme og med læg, der draperer hen over forstykket og skaber talje og liv til blusen.
Og I er virkelig mange, der har spurgt om blusen kan forlænges til en kjole.
I er også nogle stykker, der bare er hoppet ud i det og har forlænget den med stor succes.
Og nu er jeg også endelig selv nået til at sy en Paeonia kjole.
Både stoffet og mønsteret har ligget og ventet i over et år. Så nu hvor det endelig er blevet til en kjole, er det også meget passende at vise dig, hvordan du kan gøre det samme.
Forlæng et blusemønster
Blusemønstre går som regel til et sted omkring hoftevidden.
Det er en passende længde, hvis du vil have en bluse ind i en nederdel eller ned i et par bukser. Skal blusen være yderst, kan den med fordel være lidt kortere.
Og forlænger du en bluse tilpas langt, så bliver den til en kjole.
Egentlig er der ikke så meget hokuspokus i det med at bruge blusemønstre til kjoler eller kjolemønstre til bluser: du forlænger eller forkorter til den ønskede længde i bunden af modellen.
Hvis vi ser på et grundmønster, som er det oprindelige udgangspunkt for de forskellige designs, du syr, så bliver mønsteret forlænget vinkelret på hoftelinjen, når der skal kjolelængde på.
Det samme med grundmønstre til nederdele: de er lige fra hoften til bunden.
Følger vi det princip, så er den umiddelbare metode til at forlænge et blusemønster til en kjole, at tegne længden ind vinkelret på hoftelinjen.
Det er nemt nok, lige indtil vi tager højde for designdetaljer.
For så kan der være nogle ting, der betyder at du skal tænke sig om en ekstra gang, inden du klipper stoffet.
Eller bare at du bliver lidt forvirret og ikke helt kan finde rundt i, hvor du skal starte og hvad du skal gøre.
Lav Paeonia Blouse om til en kjole – sådan gør du
I forhold til Paeonia Blouse er det rimelig enkelt at ændre den til en kjole.
Længden på blusen går til hoftelinjen, og den er tegnet ind på mønsteret som en helt lige linje i bunden af hver mønsterdel. Så du kan bruge princippet fra grundmønstrene, og ganske enkelt forlænge hver mønsterdel vinkelret på bunden (hoftelinjen) til den ønskede længde.
Når du går i gang med at lave mønsteret til din Paeonia kjole, er der dog 3 ting, du skal være opmærksom på:
1. Længden
Kroppen i blusen består af 3 mønsterdele: et bagstykke, et sidestykke og et forstykke. De skal alle 3 forlænges, for at blusen bliver til en kjole.
Du bestemmer selv, hvor meget længde, du lægger til. En klassisk nederdelslængde er 60 cm fra taljen til bunden. Det passer ca. med en længde til knæet – afhængig af hvor høj du er, naturligvis. Er du i tvivl om, hvor lang du vil have din kjole, så start med at lave den 60 cm fra taljen, og bestem den endelige længde i en prøvemodel.
2. Trådretningen
Forstykket er asymmetrisk og bliver klippet i enkelt stoflag. Trådretningen følger midt for i den øverste del af forstykket, for at halsudskæringen ikke bliver trukket ud af facon. Forstykket drejer mod højre, fordi læggene kun ligger i venstre side af kjolen.
Trådretningen skal blive ved med at følge den øverste del af midt for, som den gør i mønsteret. Nederste del – der hvor du forlænger – får derfor en lidt mærkelig skrå trådretning. Pas derfor på ikke at strække stoffet ud af facon i den nederste del, mens du syr.
3. Vidden
Hvis du forlænger blusen lige ned fra hoften, bliver underdelen forholdsvis smal. Det betyder, at du ikke kan gå i kjolen, uden at have en slids. Så du skal tilføje en slids midt bag eller i sømmene fra sidestykket.
En nem måde at undgå slidser er at lægge vidde til i bunden af kjolen. Vi har ikke testet, hvordan det evt. kommer til at fungere, så hvis du gør det, bør du på alle måder sy en prøvemodel – det er nemlig langt fra sikkert, at Paeonia virker som kjole med vidde i bunden. Formentlig vil læggene komme til at hænge lidt triste ned fra sømmen, i stedet for at drapere hen over kroppen, som de gør i blusen.
Derfor er min udgave af Peonia som kjole en tæt model med slids midt bag.
Du kan se i videon her, hvordan du forlænger Paeonia Blouse mønsteret til en kjole:
Hvis videoen ikke vises automatisk herunder, kan du se den på youtube via dette link<<
Stofvalg til Paeonia kjole
Paeonia Blouse er designet til at blive syet i vævet stof.
Du får det bedste resultat med lette stoftyper som fx silke, viscose eller bomuld i blusekvaliteter. Der må gerne være lidt stræk i stoffet. Det giver bedre bevægelighed, da det er en ret tætsiddende bluse. Men mønsteret fungerer ikke i strækstoffer som fx jersey.
Til kjolen er stofvalget det samme: lette, vævede stoftyper. Til kjoler kan du dog også bevæge dig ud i nogle lidt tungere stoftyper som fx nogle lidt tykkere crepevævninger eller lette uldkvaliteter til kjoler.
Det kan være en fordel at sy foer i din kjole, for at sikre at den falder flot og ikke kryber op mellem benene, når du går.
Hvordan du gør det, kan du lære i online kurset Sy Foer I Dit Tøj, som i skrivende stund udkommer om ganske kort tid. Du kan købe kurset her.
Min udgave af Paeonia som kjole er syet i en let bomuldssatin fra finske Nuppu Print Company.
Jeg mødte Nuppu Print Company på Alt Om Håndarbejde messen i Rødovre i 2019 (lige før Corona satte en stopper for den slags), og har haft stoffet liggende lige siden. Jeg er vild med deres prints, som minder mig om feer og alfer og barndom på alle de mest eventyrlige måder, jeg kan komme i tanke om.
Nuppo Print Company holder til i Finland, hvor de skaber deres designs med inspiration fra skandinaviske blomster, hvilket giver den helt særlige magiske stemning i deres prints. Stoffet er printet i Tyskland uden brug af skadelige kemikalier og med henblik på at bruge økologisk stof så ofte som muligt.
Nuppu printer mest på forskellige jersey kvaliteter, men de har altså også et godt udvalg i den her lette bomulds satin og en ny tencel satin, jeg ikke har haft fornøjelsen af at have fingrene i endnu.
Jeg har valgt printet Vanamo i farven Ink. Det var det print og den farve, jeg syntes bedst om, af dem de havde med på messen i satin vævningen. Du finder stoffet her, på Nuppu Print Companys hjemmeside <<
Stoffet er tyndt, og egner sig perfekt til Paeoina Blouse.
Til kjolen er det faktisk lige tyndt nok.
Så for at få det til at lykkes alligevel, har jeg underforet kjolen. Foret giver et ekstra lag til stoffet, som gør at det alligevel holder fint som kjole. Du kan lære i online kurset Sy Foer I Dit Tøj, hvordan du underforer dit tøj. Kjolen her er et af de projekter, jeg gennemgår i kurset. Køb kurset her.
Ny yndlingskjole til garderoben
Jeg er super glad for min Paeonia kjole.
Stoffet er skønt at sy i og har været nemt at arbejde med. Det er blødt og lækkert at have på, og bevæger sig flot sammen med vores silke habotai, som jeg har brugt til foer.
Det er ikke helt optimalt at sy silke og bomuld sammen, da de skal vaskes forskelligt. Men jeg har taget chancen, og håber foret holder længe, selvom jeg kommer til at vaske det forkert ind imellem.
Udover at forlænge til en kjole, har jeg også lavet halsudskæringen 3 cm mindre dyb i denne version. Hvordan du gør det, kan du se i dette blogindlæg <<
Min nye Paeonia kjole bliver helt klart en yndslingskjole, der ikke kommer til at hænge ret meget på bøjle.
Jeg glæder mig til at style den på alle mulige måder, så den kan bruges det meste af året. I de kolde måneder kommer den til at blive et hit med uldstrømebukser, støvler og en tyk trøje over. Når det bliver lidt varmere bliver trøjen erstattet med en lille jakke og til sommer får kjolen selskab af mine bedste sandaler.
Hvis du også drømmer om en Paeonia kjole, men ikke har mønsteret endnu, kan du bestille det lige her:
Paeonia Blouse har 2 forskellige ærmer. De kan begge bruges til kjolen. Jeg har allerede 2 Paeonia bluser med 3/4 ærmer, så jeg har syet kjolen med tulipanærmerne, der også er med i mønsteret.
Tulipanærmerne krydser yderst på armen, og danner en skrå linje, der forlænger armen. Det er et super fint ærme, der er et godt alternativt til et almindeligt kort ærme.
Når du skal i gang med at sy din Paeonia kjole følger du syvejledningen fra blusemønsteret.
Den eneste forskel på kjolen og blusen er længden. Så de lange sømme er lidt længere – ellers er alt helt som i blusen.
God fornøjelse med din egen Paeonia kjole – jeg håber den også bliver en yndling i din garderobe.
Foto: Bibi Berge
Stof: Bomulds satin fra Nuppu Print Company
Mønster: Paeonia Blouse fra ELiQU Sewing
Hej Signe
Jeg kan se, at din overdel gør det samme, som jeg uhyggeligt tit oplever, nemlig at stoffet trækker sig fra midt foran og skråt op mod skuldrene. Det skaber en fold/bule ude fra skuldrens øverste punkt og ind til området under hagen og ned midt på brystbenet. Det ser for mig ud som om der er for lidt plads til skulderens runding (jeg ved ikke om jeg tænker “rigtigt”), og da jeg kender problemet alt for godt, vil jeg gerne spørge, om det er uundgåeligt, eller om der findes en løsning?
Hej Birte
Hvis stoffet trækker, når du står helt stille og naturligt, så er det en tilretning, du skal have gang i. Det kunne godt være mere plads til skuldrene, mend et kan også være andre ting, der er i spil. Men stoffet bevæger sig, når du gør. Og så kommer der forskellige folder, alt efter hvilke bevægelser, du laver. Jeg står ikke helt lige og stille, når der bliver taget billeder, men bevæger mig lidt rundt. Stoffet flytter sig med og derfor sidder det ikke fuldstændig glat på alle billeder. Jo mere, jeg har skuldrene tilbage eller armene bøjet, desto mere folder stoffet. Når jeg står helt stille med armene hængende ned langs siden, er der ingen folder. Det giver til gengæld nogle enormt kedelige billeder.
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe
Tak for gode sy-råd.
Hvis jeg skal sy foer i denne kjole, kan jeg så sy foer uden folderne i siden?
Altså bruge det andet mønster i Peaonia-mønster pakken.
Og evt sy foer helt til halsudskæringen og ikke sy belægning i?
På forhånd tak
Lisa
Hej Lisa
Jeg har læggene med i foret, men det kan måske godt lade sig gøre at bruge den anden mønsterdel og udelade læggene. Jeg har dog ikke testet det, men teoretisk burde der ikke være noget i vejen for det. Du kan se i online kurset Sy Foer I Dit Tøj, hvordan jeg har foret min version af kjolen: Sy Foer I Dit Tøj
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst
Hej Signe
Hvor finder jeg videoen til forlængelse af peoniablusen?
Hilsen
Ingelise
Hej Ingelise
Hvis den ikke vises automatisk på siden her, så er der et link hvor den skulle have været, du kan klikke på. Så kommer du direkte til youtube kanalen. Vi har lidt problemer med videoerne her på bloggen for tiden (start 2022), som vi ikke helt kan gennemskue. Men alle videoerne ligger på vores youtube kanal, som du kan finde her: https://www.youtube.com/skaberlyst
Venlig hilsen
Signe / Skaberlyst