Sponsoreret indlæg – se nederst på siden.
Den teknik, du lærer at bruge til ærmer i dette blogindlæg, kan du faktisk bruge på mange måder.
Når du ser bluser, kjoler, nederdele og bukser i butikkerne, lægger de fleste mærke til de detaljer, der gør at tøjet er forskelligt fra hinanden.
Men har du prøvet at lede efter lighederne?
Og har du prøvet at spotte de konstruktions teknikker, der er brugt til at lave de forskellige designs?
Det kan være ret sjovt, for ofte er det de samme konstruktionsteknikker, der er i brug, til at lave vidt forskellige designs med hver deres udtryk. Teknikkerne går igen på tværs af modebilledet, og modetrends er ofte en konstruktions teknik, fx puffærmer.
De mange forskellige designs kommer af hvordan de forskellige designere vælger at bruge og fortolke teknikkerne.
Forskellighederne kommer i stofvalget, placeringen af teknikken og graden af den. De fleste konstruktions teknikker kan nemlig varieres i større eller mindre grad, så udtrykket bliver anderledes.
Men teknikken er i sin grundessens det samme.
Vidde i bunden af ærmer
I det her indlæg vil jeg vise dig en konstruktions teknik, du kan bruge til at lægge vidde i symønstre.
Her er den brugt til at lægge vidde i ærmer, så ærmet får fylde i bunden.
Jeg har brugt teknikken i en oversize sweatshirt for at give den en ekstra detalje.
Det bliver meget voluminøst, fordi stoffet er en isoli, der er lidt kraftig. Tidligere har jeg brugt samme konstruktions teknik til at lave ærmer med vidde i bunden i en tynd strik. Der foldede jeg den ekstra vidde ind som læg på ydersiden af ærmet – resultatet af det kan du se her.
Stof fra Chat Chocolat
Stoffet til sweatshirten er fra belgiske Chat Chocolat. Jeg har tidligere syet i stof fra Véronique, som står bag Chat Chocolat, og jeg er glad for hendes kvaliteter. Så da hun spurgte om jeg ville være med i endnu en blogtour var det ret nemt at sige ja.
Printet hedder “Jellyfish” og er en del af forårskollektionen 2018 fra Chat Chocolat.
Alt stoffet fra Chat Chocolat er økologisk GOTS certificeret. Det betyder, at der har været ordentlige forhold for alle involveret i processen med at skabe stoffet, helt fra bomuldsbonden til dem, der arbejder i farveriet. Og skadelige kemikalier er sorteret fra i hele processen fra mark til stofbutik.
Det kan jeg godt lide, for det er et mere bæredygtigt alternativ til den traditionelle tøjproduktion, som ikke er super godt for vores dejlige planet.
Videoguide: sådan laver du mønsteret til ærme med vidde i bunden
I videoen længere nede kan du se, hvordan du laver mønsteret til ærmet.
I videoen er det teknikken med vidde i bunden, vi har fokus på. Men der er sket lidt mere med mønsteret til denne sweatshirt, og det får du en hurtig gennemgang af her.
Som udgangspunkt har jeg brugt mit jersey grundmønster til t-shirts (har du ikke et grundmønster, kan du bruge et t-shirt mønster, der passer dig godt).
Det har jeg lavet om til et sweatshirt mønster ved at følge vejledningen i online kurset Syteknikker nr. 3 – Overlocker. (Video 32 – mønster til sweatshirt, hvis du har adgang til kurset. Ellers kan du få adgang her).
Derefter har jeg forlænget skuldersømmen, for at få en drop-shoulder, hvor ærmet er sat på ved overarmen frem for ved skulderen. Det har jeg brugt denne teknik til, blot med endnu længere skuldersøm.
Jeg fandt frem til, hvor lang jeg ville have min skuldersøm, ved at måle på mig selv. Det har jeg så efterfølgende testet i en prøvemodel og rettet en lille smule til. Jeg har kurvet skulderen lidt yderst ved ærmet, så den ikke er helt lige, men lige dykker ned det sidste stykke.
Og så har jeg justeret ærmekuplen, så den passer til den nye brede skulder. Når det er en drop-shoulder, skal kuppelhøjden i ærmet ikke være så høj, som den ellers skal. Den skal jo ikke nå helt så langt op, fordi skulderen i stedet kommer ned og mødes med ærmet.
Men hvor meget, man skal korte kuplen af, kan variere lidt fra stof til stof og fra design til design. Så igen er prøvemodellen på banen. Jeg startede med at tage halvdelen af den ekstra vidde, jeg havde lagt til på skulderen, af ærmekuplen.
Når kuplen kortes af på den måde, bliver den for kort til ærmegabet. Derfor har jeg også lavet ærmet bredere, så ærmekuppel og ærmegab igen blev lige lange. Den ekstra vidde, der var nødvendig, har jeg fordelt ligeligt på forstykke og bagstykke.
I prøvemodellen fandt jeg ud af, at det ikke var helt nok, jeg havde fået af kuplen. Der var et lille “bump” af stof hvor skulder blev til ærme, og jeg ville gerne have en mere glidende overgang. Derfor kortede jeg endnu mere af kuplen, som du kan se her. Jeg syede det i første omgang væk i prøvemodellen, og derefter tegnede jeg det ind på mønsteret.
Så var mit ærme klar til at blive lavet om. Og du kan se i videoen her, hvordan jeg har gjort det:
Afslutning i bunden af ærmer
Fordi stoffet er en isoli, som er et strikket materiale, har jeg afsluttet ærmet i bunden med en ribkant, der holder det ekstra stof inde.
Andre muligheder kan være at rynke stoffet ind eller folde det i læg og sy det til en ribkant i strikket stof eller en manchet i vævet stof.
Hvad du vælger af syteknik er med til at forme udtrykket i dine ærmer.
Prøv forskellige teknikker i forskellige stoftyper, og nyd at du kan variere udtrykket af den samme mønsterdel til ærmer blot ved at ændre syteknik.
Ribkanten passer til ærmet før der blev lagt vidde ind. Der er trukket 20% fra, for at ribben holder stoffet ind til håndleddet. I syningen er ribben strakt til sit yderste for at kunne strække sig over alt det ekstra stof, der er lagt ind i ærmet.
Blusens andre detaljer
Halskanten er i konstruktionen også en ribkant. Men den er klippet i stoffet (i stedet for i rib), og så er der ikke trukket noget fra. Kombineret med en ret stor bredde, gør det at ribkanten ikke kan lægge sig ind til halsen. I stedet står den op, og det var netop det jeg gerne ville have den til.
Det giver en fin krave, der gør sweatshirten lidt mere til en bluse og lidt mindre til en sweatshirt. Det er godt for mig, for jeg føler mig ærlig talt ikke ret godt hjemme i tøj, der emmer for meget af sport. Og derfor er isoli også et materiale, jeg har det lidt blandet med, selvom det er et lækkert materiale at have på. Med de mere feminine detaljer, der ikke råber sportshal, kan jeg bedre være med.
Jeg testede bunden med en ribkant i det lækre sorte ribstof, der også er fra Chat Chocolat.
Men så røg blusen over i en blanding af sportshal og børnetøj, så den røg hurtigt af igen. I stedet blev det en kort længde, så sweatshirten kan bruges til flere af mine tætte nederdele, og en oplægning med tvillingenål på symaskinen. Det gik fint i det lidt kraftige stof. I tyndere jersey stoffer kan tvillingenålen have en tendens til at lave en bule mellem stikningerne. Det var ikke et problem her.
For at kunne styre sømmen, riede jeg først oplægningen fra vrangen, så jeg kunne se, hvor jeg syede. Og derefter syede jeg den endelige søm med tvillingenålen fra retten. Så havde jeg ristingene at styre efter, og var sikker på at få fat i stoffet på bagsiden.
Jeg riede på symaskinen, men det anbefaler jeg nu ellers ikke. Stingene er svære at få ud igen, især hvis man har syet på tværs (hvilket jeg selvfølgelig gjorde et par steder). Det gik uden ulykker og huller i stoffet, men risting i hånden med rigtig ritråd er altså en mere sikker metode.
Under sweatshirten på billederne har jeg en version af den klassiske kjole fra Kom Godt I Gang Med At Sy online kurset. Her har jeg syet alle indsnittene, så kjolen bliver mere figursyet. Det passer fint til den lidt store bluse, så man kan se at der er lidt mere figur på kroppen indenunder. Hvis både kjole og bluse er løse kan det hurtigt blive meget firkantet at se på.
Konstruktionsteknikker og stoftype
Du kan bruge konstruktionsteknikken til vidde i ærmer i både strikket og vævet stof.
Du kan også lægge vidde til og lave en drop-shoulder i både strikket og vævet stof.
Det er altid dit udgangspunkt i symønsteret (det symønster, du udvikler ud fra), der afgør, om dine mønstre er til strikket eller vævet stof. Er det oprindelige mønster – fx dit personlige grundmønster – lavet til vævet stof, så vil de mønstre, du laver ud fra det, også være til vævet stof. Og ligesådan med strikket stof.
Teknikkerne til at udvikle de forskellige designs er derimod langt hen ad vejen de samme, uanset stoftype. Så guiden i videoen længere oppe kan du også bruge til dine ærmer i vævet stof.
Stoffet er som sagt fra Chat Chocolat.
Reklame info:
Dette er et sponsoreret indlæg. Jeg har fået stoffet mod at skrive om det på bloggen.
FOTO: Modelfotos af mig er taget af Bibi Berge – www.bibiberge.dk
Hej
Jeg kan sy også krævende ting, men jeg syr ikke så ofte mere, så noget så almindeligt som en kile under armen i en almindelig kortærmet bluse med kimonoærmer volder mig hovedbrud.
Jeg har en købebluse som sidder så ualmindelig godt med en kile under armen, at jeg gerne vil genskabe mønstret.
Jeg vil gerne sende billeder og du kan måske også lære noget.
Hej Ingeborg
Rigtige kimonoærmer med kile er nu ikke helt så almindeligt. Men kimonoærmer dækker vist lidt bredere på engelsk, så jeg synes man ser mange flagermusærmer omtalt som kimonoærmer. Jeg har ikke lige et tip til kile og kimonoærmer i hovedet, for det er længe siden, jeg har arbejdet med netop det. Men hvis du gerne vil have mig til at guide dig igennem, så er du velkommen på et kursus, så læser jeg op på det inden.
Kh
Signe / Skaberlyst