Grundmønstre er kernen i al mønsterkonstruktion. Men har du helt styr på hvad et grundmønster er, og hvad der gør, at du ikke kan undvære sådan et?
Det kommer faktisk lidt an på, hvad du gerne vil med din syning, om et grundmønster er helt uundværligt for dig. Eller om det er spild af tid og penge at få lavet et.
Hvis jeg lige skal starte med at være lidt provokerende, så er et grundmønster forskellen på, om du føler dig godt tilpas i dit tøj eller ej. Om du ligner en sæk kartofler, eller om du ser godt ud og er den bedste udgave af dig selv.
Grundmønster til kjole – hvad er det?
Et grundmønster er et slags “kort” over kroppen. En flad 2 dimensional tegning af den 3 dimensionale krop. Det bruges som udgangspunkt, når man designer symønstre, for at sikre en ensartet pasform i mønstrene.
I modebranchen arbejder man med grundmønstre i standardstørrelser, som alle designs laves ud fra. Nogle firmaer laver deres egne grundmønstre, som for eksempel tager udgangspunkt i at deres kunder har et større hoftemål end standarden, eller at de er højere eller lavere. Men det er stadig standardstørrelser, og de passer langt fra til alle.
For at få den unikke pasform, der giver DIG følelsen af at være godt klædt på, skal du have tilrettet mønstrene og tøjet til dig. Der er standard mønstre ikke nok. Og det er her, et personligt grundmønster kommer ind i billedet.
Grundmønstre laves til de forskellige grupper tøj. Der er et grundmønster til nederdele, et grundmønster til bukser, et grundmønster til jakker osv. Men det mest almindelige grundmønster er et grundmønster til kjoler og overdele.
Hvis du gerne vil have den mest optimale pasform i dit tøj, så er et grundmønster til kjoler og overdele et rigtig godt sted at starte. Det er nemlig fundamentet for at lave gode symønstre med en rigtig god pasform. Til alle typer kjoler, toppe, bluser, skjorter og andre overdele.
På grundmønsteret kan du se, hvilke indsnit og linjer du har brug for i dine mønstre, for at det flade stof kan forme sig omkring din krop. Så du kan komme til at opleve følelsen af at tøjet er syet til dig – fordi det netop er syet helt unikt efter et mønster, der er tilpasset til dig.
Du kan se:
* Hvor Indsnittene skal sidde.
* Hvor dybe de skal være.
* Hvordan midt bag sømmen og sidesømmene skal forme sig.
* Hvor skulderlinjen skal placeres, og hvor skrå den skal være.
* Hvordan halsudskæringen skal være, for at tøjet ikke falder enten fremad eller bagud.
* Hvor dybe ærmegabene skal være, og hvordan de skal formes.
* Hvordan ærmekuplen skal formes, for at passe til ærmegabet.
Alt sammen vigtige elementer i en god pasform, og afgørende for at tøjet kommer til at passe til din krop.
For at du kan se de ting, er det vigtigt at dit grundmønster er tilrettet personligt til dig. Ellers er det bare et standard grundmønster. Og så siger det ikke noget om, hvad lige præcis din krop har brug for af linjer og indsnit, for at få stoffet til at opføre sig, som du vil have det til.
Grundmønster til kjole – sådan bruger du det.
Du kan bruge dit grundmønster til kjole på flere forskellige måder:
* Til at designe og konstruere mønstre til kjoler fra bunden.
* Til at designe og konstruere mønstre til toppe, bluser og andre overdele fra bunden.
* Som udgangspunkt for at lave et grundmønster til jakker og frakker.
* Som en guide til hvilke tilretninger, du har brug for. Mange kan bruge arbejdet med deres grundmønster til også at få en bedre pasform i købemønstre.
Du kan ikke bruge dit grundmønster til kjole til at designe og konstruere nederdele. Der skal du have et grundmønster til nederdel.
Når du har fået lavet dit grundmønster skal du til at designe dine nye mønstre. Det gør du i 3 trin:
Trin 1.
Læg mønster papir over dit grundmønster og tegn det af. Pak det oprindelige grundmønster væk igen, så du ved hvor det er. Du må IKKE designe på dit originale grundmønster – det er kun til at kopiere, når det først er tilrettet.
Trin 2.
Tegn de ændringer ind på kopien af dit grundmønster, som matcher de design ændringer, du vil lave. Det kan være du vil have mere vidde, lave prinsesse sømme, tilføje en overskæring i taljen eller på hoften, korte længden af til en bluse eller noget helt andet. Det tegner du ind på dit mønster, så du har alle de linjer, du skal bruge.
Trin 3.
Til slut tegner du mønster delene af hver for sig, lægger sømrum til og klipper dit stof, præcis som du plejer. Forskellen er, at du nu ved at du kan passe tøjet. Tilret alligevel undervejs. Alt stof opfører sig forskelligt, så der vil stadig være småting, der skal rettes. Men de store afgørende ændringer – dem har du taget højde for helt fra starten, fordi du bruger dit grundmønster som udgangspunkt for designet.
De 3 trin er gældende for al mønsterkonstruktion, hvis du vil arbejde seriøst med dine mønstre. Du kan se hele processen i denne videoguide.
Der er uanede muligheder, når det kommer til designændringer og teknikker til mønsterkonstruktion. Du finder en del guides her på bloggen, for eksempel til at lave en løs bluse, designe læg i en halsudskæring eller bruge dine indsnit i designet.
Har du været med på et af Skaberlysts live kurser, giver det dig adgang til et VIP online rum, hvor du kan downloade en lille eguide til mønsterkonstruktion. I den kan du lære endnu flere designændringer.
Og du kan også købe bøger om mønsterkonstruktion. Nogle gange er der grundmønstre i standardstørrelser med bøgerne, men dem skal du ikke bruge, når du har dit eget personlige grundmønster. Til gengæld kan du have stor glæde af de mange vejledninger til at lave nye designs – dem kan du nemlig bruge til at ændre designet i dit eget grundmønster.
En af de let tilgængelige bøger på dansk er den meget populære Ny Mønsterkonstruktion for Kvinder, som du bl.a. kan købe hos Bog&Idé. Den bruges på flere uddannelser som grundbog i mønsterkonstruktion, og er let at gå til hvis du ikke har så meget erfaring med selv at lave mønstre.
Køb Ny Mønsterkonstruktion for Kvinder HER<<
Sponsoreret link
Hvis du køber bogen via dette link modtager jeg en lille procentdel af prisen. Det koster ikke mere for dig – det er butikken der betaler mig for at reklamere.
Grundmønster til kjole – derfor kan du ikke undvære det!
Hvis du gerne vil have en bedre pasform i dit tøj, end du kan købe dig til, så kan du næsten ikke undvære et grundmønster.
Og hvis du gerne vil designe dit tøj selv og lave dine egne symønstre fra bunden, kan du slet ikke undvære det.
Er du stadig i tvivl, så spørg dig selv:
* Er du irriteret over at du gang på gang må gå på kompromis med pasformen?
* Sidder indsnit, taljelinje, ærmegab eller noget andet altid forkert?
* Oplever du at tøjet nogle gange passer fint, men andre gange bare slet ikke sidder som det skal?
* Ender halvdelen (eller mere) af dine syprojekter i skraldespanden, fordi du bare ikke kan regne ud, hvordan du skal få dem til at sidde godt?
* Føler du dig ikke helt hjemme og 100% tilpas i det tøj du syr efter købemønstre? Eller det tøj, du køber i butikkerne?
Så giver det rigtig god mening at få lavet et grundmønster. For så er der helt sikkert nogle helt grundlæggende tilretninger, du skal have lavet, for at tøjet kommer til at sidde godt.
Og lad mig lige understrege, at det ikke er dig, der er noget galt med. Det skyldes ganske enkelt at standardmønstre netop er en standard. De kan ikke passe til alle. Og det skal de heller ikke. Men hvis de ikke passer til dig, så stop med at finde dig i det. Tag linealen og blyanten i den anden hånd, og kom i gang med at designe og konstruere dine egne mønstre – som sidder godt på dig!
Har du det derimod helt fint med at købe andres designs, og passer standardmønstrene dig som de skal, så er der faktisk ikke grund til at få lavet et grundmønster. Så er alt jo som det skal være – du får syet en masse lækkert tøj, som får dig til at føle dig godt tilpas og udstråler det bedste du har i dig.
Få tilrettet et personligt grundmønster
Du kan godt lave dine egne designs ud fra købemønstre, som du ændrer. Hvis du har et mønster, der sidder rigtig godt på dig og har lige den pasform, du går efter, kan du bruge det som udgangspunkt for et nyt design. Teknikkerne til at ændre vidden i en kjole, lave en kjole om til en bluse eller tilføje puf til ærmer er de samme, uanset om du arbejder ud fra et grundmønster eller et eksisterende design.
Men et grundmønster giver dig flere muligheder for at finjustere pasformen og designet. Især området omkring hals og skuldre er afgørende for pasformen, og her er grundmønsteret altså meget mere nøjagtigt at arbejde med.
Når jeg tilretter et grundmønster til kursister, laver jeg en masse tilretninger, der kun kan laves i en prøvemodel. Jeg klipper i prøvemodellen, for at få tilføjet dybde og form til mønsteret de rigtige steder. Traditionel mønsterkonstruktion er meget fladt, men for at få en god pasform skal der dybde og form i mønsteret.
Det nytter ikke noget at blive ved med at tilføje vidde i en sidesøm, hvis kvinden, der skal bruge kjolen, har en stor barm eller en markant bagdel (det har vi næsten alle sammen, hvis man sammenligner med standard mønstre). Det er ikke nødvendigvis hofterne, der fylder i et hoftemål. Det kan sagtens være bagdelen. Nogle gange er det endda lårene. Og det gør en verden til forskel, om vidden bliver lagt til i sidesømmen eller om den bliver bygget ind i grundmønsteret, hvor der er brug for den.
Det er den slags ting, der bliver taget højde for i et personligt grundmønster. Og det er derfor, det er så genialt at bruge som udgangspunkt, når du vil lave dine egne designs. Du slipper ikke for at tilrette tøjet undervejs i syprocessen, for stof og design betyder en del, og har brug for forskellige tilretninger. Men det betyder noget for, om den grundlæggende pasform er i orden eller ej. Og i sidste ende kan det være afgørende for, om tøjet er brugbart eller lige til skraldespanden.
Det er netop den personlige tilretning, vi arbejder med, på mine workshops i tilretning af grundmønster til kjole. Hvis du gerne vil have adgang til den gode pasform, der giver dig sikkerhed for at du kan passe det tøj, du syr, så meld dig til en workshop eller book en personlig tilretning.
Så får vi styr på pasformen i sit grundmønster een gang for alle!
Får styr på DIT grundmønster – se de næste ledige workshop datoer her<<
UPDATE: I efteråret 2016 har vi hos Skaberlyst analyseret de mange tilretninger, vi har lavet gennem mere end 3 år med live kurser og tilretninger, og har ud fra det udviklet vores egne optimerede grundmønstre. Dem arbejder vi med på workshops fra januar 2017.