Dit tøj danner en silhuet omkring din krop.
Og DU kan styre, hvordan den silhuet skal se ud.
Silhuetten i tøjet er vigtig, fordi den er noget af det første, øjet opfanger. De store overordnede linjer er det, vi ser, før vi lægger mærke til de små detaljer i tøjet.
Hvis tøjets silhuet er stor og dramatisk, lægger vi ekstra meget mærke til den og er mere bevidste om, hvad vi ser. Men selv en tættere silhuet skaber en reaktion hos de mennesker, du møder. Jo mindre dramatisk silhuetten er, desto mindre en reaktion skaber den. Og det er fedt at vide, for det kan du lege med og bruge til at skabe lige præcis den mængde opmærksomhed, du har lyst til at få.
Du kan vælge at lade tøjet danne den samme silhuet som din krop har, og dermed vise din figur frem. Eller du kan lade tøjet have en anden silhuet, så man ikke kan se hvordan din krop i virkeligheden ser ud.
Sådan skaber du silhuetterne når du syr selv
Når du sammensætter dit tøj, danner det forskellige silhuetter. Og selvom alting altid kan gradbøjes, så kan du overordnet set skabe 9 silhuetter.
De opstår ved at blande de 3 grundsilhuetter på forskellige måder.
De 3 grundsilhuetter er:
1. Tæt / figursyet
2. Lige / lidt løs / normal
3. Oversize / meget løs
Grundsilhuetten har samme silhuet på over- og underkrop. Men du kan blande silhuetterne så den ene halvdel af kroppen er tæt mens den anden er løsere. Det giver dig de 9 silhuetter, du kan se i oversigten herunder.
Når du syr dit tøj selv, skal du fra starten af et nyt syprojekt bestemme dig for, hvilken silhuet dit nye stykke tøj skal have. Derfor skal du vide, hvilke silhuetter der klæder dig og hvilke du har det godt i, inden du kan gå i gang med dine syprojekter.
Der er flere ting, der kan være værd at tænke over i forhold til silhuetten i dit tøj, når du går i gang med at designe – dem kan du læse om længere nede.
Den tætte silhuet
Syr du tøj ien tæt silhuet, der skal følge kroppens former, så er pasformen virkelig vigtig. Hvis tøjet er for tæt, får du problemer med at bevæge dig i det, og det er ikke meningen. Især i vævet stof er det vigtigt at bruge tid på at tilrette og finpudse pasformen i tøjet, så du er sikker på den tætte silhuet ikke bliver på bekostning af tøjets komfort.
Det gode ved at sy selv er, at du kan sy komfortabelt tøj i meget tætte pasformer. Er du helt ny i syningens verden er det ikke her, du bør starte – men du kan have som et mål at sy en tætsiddende kjole, der er behagelig at have på og som du har fuldstændig fri bevægelighed i.
En anden måde at få den tætsiddende pasform til at lykkes er ved at sy i jersey eller andet strikket stof. Jersey smyger sig om kroppen, strækker sig og er nemt at tilrette til en tæt figur. Du skal dog stadig være opmærksom på at få valgt den rigtige størrelse, for hvis du kravler i en alt for stram jerseykjole bliver silhuetten ikke figursyet men figurforstyrrende. Det er du ikke nødvendigvis interesseret i.
De fleste grundmønstre har pasform efter den tætte silhuet, og er det tætteste du kan have på i den pågældende kategori.
På billederne herunder kan du se eksempler på tætte slihuetter.
Billede 1:
Pailletnederdel design 2 fra Synoter Magasin nr. 9 – Couturenederdele
Top fra Synoter tema 22 – Toppe, der bindes.
Billede 2:
Jerseykjole med dyb rund udskæring lavet efter grundmønster.
Slå om cardigan design 11 fra Synoter Magasin nr. 7 – Draperinger i jersey.
Billede 3:
Basiskjolen fra Synoter Magasin nr. 1 – Den lille sorte kjole.
Billede 4:
Basiskjolen fra Synoter Magasin nr. 7 – Draperinger i jersey
Jakke design 4 fra Synoter Magsin nr. 10 – Blazerjakker. Jakken er ikke tætsiddende, men er med til at undsertrege den tætte figur i kjolen, fordi den skaber en løsere silhuet ud over kjolen.
Den løse / normale silhuet
Hvad der er “normalt” skifter med moden. I skrivende stund, 2023, er den lidt løse silhuet den, der betegnes normal. Det er en silhuet der antyder kroppens former, men ikke følger den helt tæt. I kjoler, buksedragter og overdele er der ofte en let taljering mens bukseben og nederdele slipper kroppen lige under ballerne.
Når du syr efter denne silhuet skal du være opmærksom på pasformen, men den er ikke helt så følsom som i den tætte silhuet.
Den løse pasform er lidt større end et klassisk grundmønster, så når du arbejder med denne silhuet skal du have lagt en smule rørlig vidde i dine symønstre, hvis de oprindeligt er helt tætsiddende og figursyede. Det kan du gøre på flere måder. Ofte er det nok at lægge 1 cm til i vidden i hver sidesøm i dine symønstre, så har du en løs eller “normal” pasform.
Den løse pasform giver dig mere bevægelighed og komfort i tøjet, og er især en fordel i vævet stof, som ikke altid følger med kroppen helt af sig selv.
Selvom pasformen er løs, skal du stadig være opmærksom på lukninger i tøjet. I langt det meste tøj vil du stadig have brug for lynlåse og knapper for at kunne få tøjet af og på. Der begynder dog at være så meget plads i tøjet, at du måske vil kunne få nogle kjoler på uden en lynlås – det er værd at teste, før du begynder at sy unødvendige lynlåse i tøjet.
På billederne herunder kan du se eksempler på løse/normale silhuetter.
Billede 1:
Buksedragter design 5 og 11 fra Synoter Magasin nr. 3 – Buksedragter.
Billede 2:
Top med læg i halsen. Udkommer i Synoter Studio sidst i november.
Bukser med læg til lommen – variation lavet over bukser fra Synoter Magasin nr. 6 – Ikke helt klassiske bukser.
Billede 3:
Kjole med flæser i halsen og læg i underdelen, kombineret af flere Synoter temaer, bla. Tema 18 – Nemme kjoler og Tema 14 – Flæser.
Billede 4:
Skjorte design 4 fra Synoter Magasin nr. 8 – Skjorter.
Basisbukser fra Synoter Magasin nr. 6 – Ikke helt klassiske bukser.
Den oversize pasform
Ikke såoverraskende, så er den sidste silhuet markant større end kroppen. Stoffet danner sin egen form og følger ikke kroppen. Denne silhuet er sjov at lege med og at blande sammen med de andre silhuetter, hvilket vi gør på billederne herunder.
I nogle perioder er den oversize pasform moderne eller ligefrem trendy (mere moderne end moderne). I de perioder kan man sagtens bruge både overdel og underdel med en oversize silhuet på en gang. I andre perioder er den oversize pasform ikke moderne, og så bliver den som regel anset for værende sjusket og slasket. De negative ord kan hurtigt tage over, når noget ikke længere er moderne, selvom det er præcis de samme teknikker, der skal til for at skabe silhuetten, som når den er moderne.
Den oversize pasform har altid plads nok til din krop og til bevægelse. Det gør den meget komfortabel at have på, hvilket er et ekstra plus i de perioder, man ikke ser sjusket ud i oversize tøj.
Men den oversize pasform kan være lidt svær at style. Man kan nemt få en fornemmelse af at drukne i tøjet, og derfor kan det være smart at kombinere silhuetten med en af de andre silhuetter, så du ikke er 100% oversize, hvis du ikke føler dig godt tilrette i det.
Den oversize silhuet kræver mere stof, hvilket du skal være opmærksom på. Hvis du er vant til at kunne have et mønster på en enkelt højde af stoffet, bliver du højst sandsynligt overrasket over hvor meget ekstra stof, der går til en oversize silhuet. Er du omvendt en stor størrelse og vant til at bruge 2 højder stof, så bliver du formentlig glad for at opdage at du ikke behøver købe mere end du plejer, men blot får brugt mere af det stof, du alligevel er nødt til at købe.
Oversize er ikke kun for tynde mennesker. Hvis du får arbejdet pasformen godt ind i dine symønstre, så sidder oversize modeller også ganske glimrende på tykke mennesker, selvom silhuetten bidrager til at forstørre den samlede mængde fylde, du og dit tøj udgør.
På billederne herunder kan du se eksempler på oversize silhuet.
Billede 1:
Oversize blazer design 11 fra Synoter Magsin nr. 10 – Blazerjakker.
Kombineret med tæt sweatshirt fra Synoter Magasin nr. 5 – Sweatshirts med et twist og modellens egne, løse bukser.
Billede 2:
Kjole med flæser, der har en tæt silhuet over taljen og er oversize under taljen. Kjolen er design Oktober2304 fra Synoter Studio, som du lærer at lave mønster til og sy i medlemsklubben.
Billede 3:
Oversize skjorte design 14 fra Synoter Magasin nr. 8 – Skjorter.
Bukserne er lige på kanten mellem tæt silhuet og normal/løs silhuet og er modellens egne.
Billede 4:
Løs/Normal top som er blandet af forskellige guides fra Synoter Studio.
Oversize bukser design nr. 12 fra Synoter Magasin nr. 6 – Ikke helt klassiske bukser.
Hvilke silhuetter er dine favoritter?
Somdu kan se på billederne og i oversigten længere oppe, så er der mange muligheder for at skabe forskellige silhuetter med dit tøj.
De forskellige silhuetter er moderne med mellemrum. Det betyder at de også med mellemrum er håbløst umoderne. Hvis du går op i mode, så kan du se på gaden og i modebladene hvilke silhuetter, der er “de rigtige” på et givent tidspunkt. Men du kan også vælge at være ligeglad med, hvad der er moderne, og se på hvilke silhuetter du synes er pænest og som du har det bedst i. Det vigtigste er altid at dit tøj fungerer for dig. Moden er altid kun i 2. række.
Herunder får du 3 opgaver til at arbejde med silhuetterne i dit tøj. Opgaverne er fra Synoter Tema 15- Capsule Wardrobe del 1, hvor du får en masse helt konkrete værktøjer til at sammensætte dine syprojekter så de bliver til ægte yndlingstøj i din garderobe.
Har du aldrig arbejdet bevidst med silhuetterne i tøjet før, kan det være en udfordring. Men det kan være en sjov hjælp at lege med de forskellige silhuetter og prøve dem af i praksis. Du behøver ikke kunne lide alle de sæt tøj, du kan sætte sammen, men prøv alligevel at løse opgaverne – bare for sjov.
OPGAVE: Hvilke silhuetter skal du have i dit skab lige nu?
1. Lav 2-3 sæt med hver af grundsilhuetterne (tæt, lige og oversize) med det tøj, du allerede har hængende i dit skab.
2. Prøv nu at kombinere dit tøj til de andre silhuetter. Tøjet behøver ikke passe sammen i stil og farve, det er kun silhuetterne, du er ude efter.
3. Du vil formentlig finde ud af, at nogle silhuetter klæder dig bedre end andre. Du føler dig hjemme i nogle af kombinationerne og helt forkert i andre. Notér hvilke silhuetter, du har det ekstra godt i og gentag dem i dine syprojekter og i din styling.
HUSK at silhuetterne i modebilledet skifter. Og om vi vil det eller ej, så skifter vi med – nogle hurtigere end andre. Din smag for silhuetter vil derfor naturligt ændre sig igennem livet, og de silhuetter, du syntes var flotte for 10 år siden er ikke nødvendigvis de bedste i dag. Omvendt kan silhuetter, du før har dømt “ude” sagtens være kommet ind igen, uden at du har opdaget det endnu.
Du kan læse mere om modens silhuetter i DETTE BLOGINDLÆG, som er et interview med Laura Lava om netop modens skiftende silhuetter. Er du medlem af Synoter Studio kan du også se hele interviewet på video i biblioteket.
Du kan arbejde mere i dybden med at finde ud af, hvad for noget tøj, du skal sy i de 2 Synoter temaer om Capsule Wardrobe. Du finder del 1 her:
Og del 2 her:
Har du allerede fundet ud af, hvilke silhuetter, du elsker, kan du måske have glæde af flere metoder til at lægge mere rørlig vidde (a.k.a. mere plads og en større silhuet) ind i dine symønstre. Det kan du lære her:
Husk altid at lytte mest til dig selv. Det er dig, der skal have tøjet på hele dagen, og det er trods alt vigtigere at du har det godt i dit tøj end at andre synes det ser rigtigt ud.